Da Danske Bladtegnere i går holdt generalforsamling, var det traditionen tro med ekstraordinært stort fremmøde sammenlignet med resten af forbundet. Lidt under halvdelen af gruppens cirka 50 medlemmer var mødt op. Det handlede som på mange andre generalforsamlinger i foråret meget om den mulige fusion med Kommunikation og Sprog, fortæller formand Lars Refn.
»Det, som vi frygter ved en ny organisation, er, at vi ikke har den samme adgang til egne midler, som vi har i dag. I et af de udkast, jeg har set til en ny struktur, skal de illustrerende medlemmer af forbundet slås sammen til en ny gruppe, og der kunne man godt frygte, at vi skulle gå hen og spørge om lov, når vi gerne ville bruge penge,« siger Lars Refn.
Han understreger, at tegnerne ikke er bange for at miste deres faglige identitet:
»Om vi er 50 medlemmer i et forbund med 16.000 eller 24.000, er ligegyldigt for os. Vi har et stærkt fagligt sammenhold, og det er også derfor, at fremmødet til vores generalforsamlinger er så stort. Tværtimod har processen den positive virkning, at de klassiske journalister nu er ved at indse, at de også skal rykke sammen som en gruppe. De kan ikke længere sige, at det bare er deres forbund. De er en gruppe ligesom os andre,« fortæller Lars Refn.
Ud over fusionen berettede Lars Refn til de fremmødte om et møde, han har haft med redaktøren for fagbladet Journalisten, der i nogle tilfælde har brugt illustratorer, som ikke er medlemmer af forbundet:
»Vi har et godt samarbejde med Journalisten, og vi er glade for, at bladet bruger så mange tegnere, men vi mener, at det skal være tegnere, der er medlemmer af forbundet. Nogle gange er det dog ikke så enkelt at finde ud af,« siger Lars Refn.
Han fortæller også, at der til generalforsamlingen blev talt om, at flere bladtegnere senere i år rejser til en konference i Portland, Oregon, for sammen at fremvise dansk bladtegning.
Den samlede bestyrelse blev genvalgt. Den består ud over formanden af næstformand Bob Katzenelson, kasserer Niels Bo Bojesen, Kamilla Wichmann og Erik Petri.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.