Var der tale om selvcensur blandt bladtegnerne, da kun 12 ud af foreningens 44 medlemmer fulgte Jyllands Postens opfordring til at tegne Muhammed? Journalisten har talt med bladtegnerne.

MODVILJE. Spekulationerne omkring Jyllands-Postens motiver til at bringe de 12 Muhammed-tegninger har været mange i den seneste tid. På JP fastholder man, at avisen ønskede at konfrontere de eksempler på selvcensur, der har været for nylig – eksempelvis Kåre Bluitgens problemer med at få en illustrator til at illustrere sin nye bog om profeten Muhammed og komikeren Frank Hvams udtalelser om, at han ikke ville turde tage pis på Koranen. Et slag for ytringsfriheden.

Men var det så et udtryk for selvcensur blandt de danske bladtegnere, når kun 12 ud af de 40 medlemmer af Danske Bladtegnere, som JP sendte opfordringen til, valgte at tegne?

På JP er der uenighed om det spørgsmål. Chefredaktør Carsten Juste fastholder, at der er tale om selvcensur, når kun 12 medlemmer af Danske Bladtegnere valgte at samle den handske op, som avisen havde kastet, og når det af dem kun var en lille håndfuld, der rent faktisk tegnede profeten.

Kulturredaktør Flemming Rose fortalte derimod i forrige nummer af Journalisten, at der efter hans opfattelse ikke var tale om selvcensur. Ifølge Rose var der kun én tegner, der angav frygt som årsag til ikke at ville tegne profeten Muhammed. Derfor vælger Flemming Rose at opfatte de tolv tegninger som et 'positivt statement for ytringsfriheden'.

Journalisten har talt med de medlemmer af Danske Bladtegnere, der valgte at lade blyanten blive i penalhuset, og har forsøgt at spole tiden tilbage til den 20. september, da opfordringen fra JPs Flemming Rose dumpede ind ad brevsprækken. Hvorfor tegnede de ikke?

»Det lugtede langt væk af, at det det udelukkende var sat i verden for at provokere. Det så ud til – især med den meget korte deadline – at de blot ønskede, at vi lavede noget populistisk satire. Jeg havde det personligt sådan, at jeg var alt for lidt inde i stoffet til at kunne tegne andet end én eller anden araber med en stor næse. Det ville ende i noget a la tyskernes tegninger af jøderne under Anden Verdenskrig, og det ønskede jeg ikke at være med til,« fortæller tegneren Rasmus Bregnhøj om sine overvejelser, da han modtog brevet fra JP.

Og følelsen af, at Jyllands-Postens hensigt med tegningerne primært var at provokere, er Rasmus Bregnhøj langtfra alene med. Ikke mindre end 15 af de 29 bladtegnere, Journalisten har talt med, angiver, at de valgte ikke at tegne Muhammed, fordi de i bund og grund var imod JPs idé – ikke på grund af angst eller selvcensur.

»Det her handlede på ingen måde om den enkelte bladtegners frihed til at tegne præcis, hvad han vil. Det handlede om en kampagne initieret af Jyllands-Posten, og det blev jeg meget ophidset over, kan jeg huske,« siger tegner Lars-Ole Nejstgard og fortsætter:

»Brevet var skruet sådan sammen, at hvis vi tegnede, ville vi genere en lang række mennesker, uden at der var nogen anledning til det, og hvis vi ikke tegnede, så ville vi virke som ofre for selvcensur. Det var en meget grim 'Catch 22'-situation.«

For langt de fleste bladtegnere, der valgte ikke at tegne profeten, handlede overvejelserne mere om respekten for andres religion end om ytringsfrihed og selvcensur.

»Da jeg fik brevet, overvejede jeg, om jeg ville have tegnet et medlem af kongehuset i en eller anden fornedrende situation for at påvise det danske frisind, og jeg kom frem til, at det ville jeg ikke. Frisind og ytringsfrihed er noget, man enten har eller ikke har. Det er ikke noget, man afprøver grænserne for,« siger Jan Thrane, der er fast leverandør af kongehus-tegninger til Billed Bladet.

Der er blandt de mangebladtegnere, der undlod at tegne, en stor medfølelse med de kolleger, der tegnede profeten, men samtidig er der flere, der udtrykker forbavselse over, at deres kolleger lod sig spænde for Jyllands-Postens ideologiske vogn.

»Der var en meget stram deadline på tegningerne. Jeg fik brevet om onsdagen, og JP skulle have tegningerne fredag middag. Der tror jeg, at der var flere af mine kolleger, der blev overrumplet og ikke nåede at tænke sig om, inden de tegnede,« mener Bent Eskestad.

Lars Ole Nejstgaard forsøgte at få foreningen Danske Bladtegnere til i samlet flok at afvise JPs opfordring. Det gjorde han i et brev til foreningens formand, Claus Seidel.

»Det var min opfattelse, at JP ønskede at spænde bladtegnerne for en vogn, og jeg mente, at vi skulle have afvist opfordringen i samlet flok med den begrundelse, at det var en upassende provokation,« forklarer Lars Ole Nejstgaard.

Men der er også tegnere, Journalisten har talt med, der mener, at de ville have tegnet profeten, hvis de altså bare havde fået opfordringen.

»JP havde fået en gammel adresse til mig, så jeg modtog aldrig brevet. Set i bagklogskabens klare lys var det vist held i uheld, for jeg er ret sikker på, at jeg ville have lavet en tegning,« fortæller tegner og illustrator Lars Vegas Nielsen.

Peter Madsen Hermann modtog heller ikke opfordringen fra JPs kulturredaktør, og ligesom Lars Vegas mener han, at han ville have tegnet, hvis han havde modtaget brevet.

»Da jeg så artiklen med tegningerne i Jyllands-Posten, blev jeg sgu sur. Jeg ville ikke tages til indtægt for at være underlagt selvcensur, når jeg ikke engang havde fået brevet. Det skrev jeg i en mail til Rose, som beklagede, at han ikke havde fået min adresse,« siger Peter Madsen Hermann.

* Derfor tegnede de ikke

Dansk Journalistforbunds medlemsliste over Danske Bladtegnere tæller 44 medlemmer. Af dem valgte 12 at følge Jyllands-Postens opfordring til at tegne profeten Muhammed. Men hvorfor tegnede de øvrige medlemmer ikke?

Fem medlemmer oplyser, at de ikke længere er aktive.

Seks medlemmer modtog aldrig brevet fra Jyllands-Posten. For de fires vedkommende skyldes det, at Jyllands-Posten havde fået en ukomplet medlemsliste over Danske Bladtegnere.

Et medlem ville ikke, da vedkommende er ansat på et konkurrerende dagblad.

15 medlemmer ønskede ikke at tegne på grund af modstand mod JP idé. Tre af disse peger endvidere på, at det var en medvirkende årsag, at JP kun ville betale et 'symbolsk' beløb for tegningerne.

To medlemmer ønsker ikke at udtale sig, ligesom det ikke er lykkedes Journalisten at komme i kontakt med tre bladtegnere.

Hovedbestyrelsen bakker op om DJs kurs i Muhammed-sagen

STØTTE. Hovedbestyrelsen (HB) i Dansk Journalistforbund (DJ) udtrykte på et hovedbestyrelsesmøde i sidste uge entydig støtte til forbundsformand Mogens Blicher Bjerregårds håndtering af Muhammed-sagen. Det gjaldt også hans skarpe kritik af Jens Rohdes (V) fejlagtige udtalelser om, at 12 muslimske mænd havde opsøgt en af bladtegnernes datter på hendes skole.

»Vores politik er, at vi ikke går ud og fortæller, hvad der foregår i forhold til den enkelte bladtegner, af hensyn til deres sikkerhed,« sagde Mogens Blicher Bjerregård.

Ønsket om tavshed bunder i frygt for, at fornyet offentlig blæst om sagen kan inspirere yderliggående til at overfalde tegnerne.

»Godt brølt, formand,« sagde HB-medlem Morten Uhrenholdt om Mogens Blicher Bjerregårds kontante kritik af Jens Rohde i medierne.

Opbakningen til forbundsledelsen kommer på et tidspunkt, hvor DJs formand er blevet angrebet i pressen. En af de skarpe kritikere har været Egon Balsby fra Berlingske Tidende:

»Vi havde den – måske – helt urimelige forventning, at det danske politi tog sig af beskyttelsen af tegnerne, mens journalistformanden varetog ytringsfriheden,« lød det Balsby i sidste uge, ligesom der både på Journalistens og DJs debatfora har været flere indlæg, der har beskyldt journalistformanden for at være politisk motiveret i sin kritik af Jens Rohde.

Men på hovedbestyrelsesmødet var opbakningen til ledelsens linje entydig. På mødet gav HB endvidere DJs ledelse frie hænder til at yde forskellige former for støtte til bladtegnerne, blandt andet fordi flere tegnere er blevet ramt økonomisk af Muhammed-sagen.