Krisen koster annonce- og kontingentkroner hos landets fagmedier, ugeblade og magasiner. Hver tredje har skåret i deres freelancebudgetter.
Du skal have slebet din vinkel godt til, hvis du vil afsætte en god nichehistorie til landets fagblade, ugeblade og magasiner i øjeblikket. Godt hvert tredje specialmedie barberer freelancebudgettet. Det viser en rundringning, som Journalisten har foretaget. Af de i alt 67 medier, som både har svaret på vores henvendelser, og som normalt bruger freelancere, melder 23 om besparelser. 44 er uberørte.
»Mange blade sparer enten på udgivelsesfrekvens eller sidetal. Det betyder, at man typisk vil skære ned på brugen af freelancere, som er den mest fleksible arbejdskraft,« siger Christian Kirkegaard, direktør i Danske Specialmedier.
At redaktørerne slanker ugeblade og magasiner, skyldes et frit fald i indtægterne på annoncer. I årets første kvartal lå annonceomsætningen for Danske Specialmediers medlemsblade således kun på 73 procent i forhold til året før.
Selv de kontingentfinansierede fagblade kapper freelancelinen i disse krisetider. For eksempel banker redaktionen på Fagbladet TIB nu flere artikler af selv, mens indkøb er barberet ned med én til to historier for hvert nummer. Det er ganske enkelt nødvendigt, efter at 3.000 medlemmer i 2008 forlod fagforbundet Træ-Industri-Byg i Danmark og tog kontingentkronerne med sig.
»Freelancere giver variation, men det har førsteprioritet, at mine faste medarbejdere er beskæftiget,« siger redaktør på Fagbladet TIB Steen-Lynge Pedersen.
At han sidder nærmest urokkeligt på freelancekassen i øjeblikket, mærker freelancejournalist Mads Stenstrup. Han har nu sværere ved at afsætte artikler til Fagbladet TIB og lignende medier.
»Det er træls. Og jeg er bekymret for, at der bliver flere arbejdsløse kollegaer, som ikke har andre muligheder end at gå freelancevejen. Det vil øge konkurrencen om kunderne,« siger Mads Stenstrup.
Læs hele artiklen i det første nummer af Journalisten efter sommerferien.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.