Blade afhængige af poker og væddemål

Medier, som har store indtægter fra ulovlige annoncer for udenlandske spilleselskaber, bringer stort set ikke kritiske artikler om for eksempel poker. Sådan lyder opsangen fra Spillemyndigheden.UKRITISK. Ekstra Bladet, B.T. og Tipsbladet er tilsyneladende så afhængige af store, ulovlige annonceindtægter fra udenlandske spilleselskaber, at det påvirker deres journalistik.

Medier, som har store indtægter fra ulovlige annoncer for udenlandske spilleselskaber, bringer stort set ikke kritiske artikler om for eksempel poker. Sådan lyder opsangen fra Spillemyndigheden.

UKRITISK. Ekstra Bladet, B.T. og Tipsbladet er tilsyneladende så afhængige af store, ulovlige annonceindtægter fra udenlandske spilleselskaber, at det påvirker deres journalistik.

Det påpeger Morten Rønde, specialkonsulent i Spillemyndigheden – en offentlig myndighed under Skat, som kontrollerer spillemarkedet i Danmark.

»De tre medier, der tjener mest på ulovlige spilleannoncer, udfører næsten ingen kritisk journalistik over for de udenlandske spilleselskaber. De skriver næsten altid positive artikler, selv om spillebranchen ikke altid er helt fin i kanten,« siger Morten Rønde.

Handler det om poker, bringer aviserne for eksempel helteportrætter af dygtige spillere. Men de skriver ikke om, hvor svært det er at spille poker, så man vinder penge, eller om spilleselskabernes markedsføringsmetoder, forklarer Morten Rønde.

»Mange selskaber lokker med, at man kan spille for 5-600 kroner gratis. Ladbrokes har et helt specielt hvervesystem: Få din ven til at spille – så modtager du en procentdel af de penge, han taber. Metoderne må lokke nogle ud i ludomani,« siger Morten Rønde.

SIDEN 2003 har det været forbudt at bringe annoncer for udenlandske spilleselskaber herhjemme. Tips- og lottoloven værner på den måde om Danske Spils monopol. Med B.T., Ekstra Bladet og Tipsbladet i spidsen har næsten alle aviser bragt annoncerne alligevel, og omtrent hele den danske dagspresse plus nogle fodbold- og pokermagasiner er nu politianmeldt. Medierne argumenterer med, at tipsloven er i strid med EUs regler.

Om den er dét, afgøres 15. november i Østre Landsret ved en retssag mellem Ladbrokes og den danske stat. Indtil da står de mange straffesager mod danske medier stille. Uanset Ladbrokes-sagens udfald ankes den formentlig til Højesteret, og så vil der gå mindst et år mere. Imens forbereder politiet og Spillemyndigheden sig. Hvis staten vinder sagen, vil de konfiskere de indtægter, som medierne har haft på ulovlige annoncer. For Ekstra Bladet og B.T. handler det om cirka 50 millioner kroner hver.

SAMLET ANNONCERES DER ulovligt for mindst 80 millioner kroner i år, viser Spillemyndighedens udregninger. Ekstra Bladet og B.T. ser ud til at få indtægter på de ulovlige annoncer på knap 20 millioner kroner hver i hele 2006. Redaktørerne Bent Falbert og Arne Ullum siger, at det reelle tal er noget mindre – og ingen af dem føler sig ramt af Morten Røndes kritik af det journalistiske:

»B.T. har skrevet både positivt og kritisk om spil. Vi har bragt en del artikler om ludomani og om en fyr, der snød i poker,« siger chefredaktør Arne Ullum.

Chefredaktør Bent Falbert, Ekstra Bladet, siger:

»Spil er jo ikke et område, som er gennemtrawlet journalistisk. Fortæl, hvad det er for nogle nyheder, vi går glip af, så vil vi gerne skrive dem!«

På Tipsbladet indrømmer administrerende direktør Carsten Andreasen gerne, at indtægterne fra udenlandske spilleselskaber udgør en vigtig del af bladets økonomi. Omkring 4 millioner kroner i år, tipper han. Spillemyndighedens tal viser 6 millioner kroner.

»Annoncerne påvirker ikke vores journalistik. Vi skriver jævnligt om spil ud fra forbrugervinklen. Men pressen har et problem bredt. Mange steder er det specialister, altså dygtige gamblere, som skriver om spilleområdet, i stedet for kritiske journalister. Og de ser ikke nødvendigvis de kritiske vinkler. Det samme gælder inden for stofområder som vin, biler, skak og så videre. Det kan betyde, at vi glemmer at forholde os kritisk,« siger Carsten Andreasen.

 

0 Kommentarer