Bjørn Bredal: Berlingske står for en trist udvikling

Berlingskes anmeldere skal for fremtiden være freelancere. Politikens Bjørn Bredal ærgrer sig: "I journalistikken risikerer freelanceriet at skabe ukritiske og servile historier, som servicerer mere, end de kontrollerer," skriver han i en kommentar.

Berlingskes anmeldere skal for fremtiden være freelancere. Politikens Bjørn Bredal ærgrer sig: "I journalistikken risikerer freelanceriet at skabe ukritiske og servile historier, som servicerer mere, end de kontrollerer," skriver han i en kommentar.

Der skal ikke være fastansatte anmeldere på Berlingske. Det var budskabet fra Berlingskes chefredaktør Tom Jensen i forlængelse den sparerunde, der netop nu præger det gamle mediehus.

Det får skribenten og medlemmet af Politikens lederkollegium, Bjørn Bredal, til at fare i blækhuset. Han frygter som mangeårig læser af Berlingske, at avisen mister noget af sin pondus.

"Helt uanset den enkeltes personlige kvaliteter og retskaffenhed gælder den gamle bibelske kendsgerning, at det er svært at tjene mere end én herre. En fastansat journalist, en fastansat kritiker, har ryggen helt fri til at bedrive journalistikken og anmelderiet uden hensyn til andet end faget og det medie, der lønner trygt og godt. En freelancer derimod har ingen tryghed i ansættelsen og må hele tiden tænke på at klare sig; at komme videre; at få en ny aftale. I journalistikken risikerer freelanceriet at skabe ukritiske og servile historier, som servicerer mere, end de kontrollerer," skriver Bredal på politiken.dk.

Problemet er ifølge Bjørn Bredal, at læserne ikke har mulighed for at skelne mellem fast og freelance.

"Hvis ikke en eneste anmelder har mulighed for at tjene andet end en brøkdel af sin løn ved selve anmelderiet, så fremmer freelanceriet »anmeldelser«, som vedlagt et cv og stilet til en museums-, forlags- eller teaterdirektør godt kunne afsluttes med et: »Jeg håber at have vakt Deres interesse og ser frem til en uddybende samtale«."

Bjørn Bredal er opmærksom på, at mange anmeldere gennem tiden har været ansat på freelancevilkår.

"For eksempel har mange boganmeldere deres faste udkomme som universitetslærere. Men store aviser med respekt for sig selv har også egne kritikere, som tegner avisen og har hele deres loyalitet her. Det er en del af »den borgerlige offentlighed«, at sådan nogle »profiler« findes."

Til slut i debatindlægget sukker Bjørn Bredal over Berlingskes kvalitet.

"Jeg savner personlighed i dag. Både den blege lille frokostavis, som nu bare hedder Berlingske, og alle de udmærkede produkter i Berlingske Media er … ja, produkter. (…) (avisen må have) En tone, en tyngde, nogle profiler, noget kultur. Noget selvrespekt. Når en chefredaktør på Berlingske, ham med ansvar for kulturen, siger, at bladets »anmelderprofiler« kun skal være freelancere, så udtrykker han ikke blot en umulighed. Han udtrykker en manglende selvrespekt i en af Danmarks fineste kulturinstitutioner, det privatejede Berlingske hus."

Læs også formand for Dansk Journalistforbunds freelancere, Iben Danielsens, svar på kritikken fra Bjørn Bredal.

2 Kommentarer

Dorthe Nielsen
20. FEBRUAR 2012
Re: Bjørn Bredal: Berlingske står for en trist udvikling

Kære Bjørn Bredal

Noget af en underlig indstilling til freelancere, du her præsenterer, men jeg kan fortælle dig én ting;
hvis man skal overleve som freelancer, skal man hver eneste dag lave et ordentligt stykke journalistisk arbejde. Så nej, kvaliteten bliver ikke nødvendigvis dårligere af, at anmeldere er freelance. 

Til gengæld ville det være rart, hvis fastansatte journalister også kunne se en ide i at kæmpe for de freelance-tilknyttedes rettigheder. 

mange hilsner

Dorthe Nielsen, freelancer 

Bodil Rohde
20. FEBRUAR 2012
Re: Bjørn Bredal: Berlingske står for en trist udvikling

Kære Bjørn Bredal

Tak for din tillid til freelancerne.

Mærkelig nok passer dit syn på os også præcist på mange fastansatte.

 Venlig hilsen

Bodil Rohde, freelancer