Berlingske vil starte deres eget nyhedsbureau, forudser Ritzau-bestyrelsesformand Erik Bjerager. Han er overbevist om, at Ritzau har fyringer i vente, men mener også, Berlingske har været den værste stopklods for bureauet.
Berlingske forlader ejerkredsen bag Ritzau, meddelte koncernen i morges. Ritzaus bestyrelsesformand er kritisk over for forløbet omkring udmeldingen – men ser gode muligheder i Berlingskes exit for Ritzau.
Kommer Berlingskes udmelding som en overraskelse for dig?
»Det kommer som en overraskelse, at Berlingske har ændret forklaring flere gange under forløbet. Derfor ser jeg det også mere som en iscenesættelse af en sortie fra Ritzau end en egentlig forklaring. Jeg må også sige, at det kommer som en overraskelse for mig, at pressen orienteres før jeg som bestyrelsesformand er blevet det,« siger Erik Bjerager.
Ifølge flere kilder i bestyrelsen kunne de læse nyheden om Berlingskes beslutning på Journalisten.dk enten samtidig med eller før, de selv var blevet orienteret.
»Jeg vil tro, at Lisbeth Knudsen har orienteret medierne inden bestyrelsen. Jeg er i hvert fald som bestyrelsesformand orienteret efter, man kunne læse det hos jer,« siger Erik Bjerager.
Men ud over selve udmeldingen i morges ser Erik Bjerager ligesom bestyrelseskollega Per Westergård mulige fordele i den nye situation.
»Berlingske har nok været den største stopklods for Ritzau de seneste år. Den stopklods er nu fjernet, og derfor ser jeg store muligheder for, at Ritzau kan udvikle sig i fremtiden,« siger han.
»Der er ingen tvivl om, at Berlingske vil bruge den redaktionelle kraft, koncernen har fået med Radio 24syv, og dermed public service-millionerne, til at lave et nyhedsbureau, der konkurrerer med Ritzau. Den konkurrence vil vi møde head-on. Vi vil gøre alt for, at sådan et nyhedsbureau ikke får fodfæste uden for koncernen.«
Hvad bygger du antagelsen om, at public service-midlerne til Radio 24syv vil gå til et nyt nyhedsbureau, på?
»Jeg bygger den på sammenfaldet. Berlingske får radiokanalen, og umiddelbart efter vælger de at gå denne vej. Det er helt sikkert, at Berlingske vil etablere et nyhedsbureau, det har Lisbeth Knudsen selv sagt. Men ingen politikere havde forudset, at det, man troede ville blive en spændende udfordrer til DR på radio, i virkeligheden underminerer det nationale, medieejede nyhedsbureau.«
Du siger, at Lisbeth Knudsen selv siger, at Berlingske vil lave et nyhedsbureau. Det har hun mig bekendt ikke sagt offentligt, hvor har du det fra?
»Det har hun sagt til mig. Men hun vil tilsyneladende ikke sige det offentligt endnu. Hun ønsker formentlig ikke at stå som den, der forlader fællesskabet for at lave en konkurrent med så kort varsel.«
I pressemeddelelsen, som Berlingske sendte til Journalisten.dk i morges, siger Lisbeth Knudsen:
»Efter vores opfattelse er det fuldt ud forretningsmæssigt forsvarligt at træffe en principbeslutning i bestyrelsen nu om, at det er den vej, vi vil strategisk, for herefter at gennemføre det juridiske, organisatoriske og økonomiske omstruktureringsarbejde, som selvfølgelig vil tage nogle måneder.«
Men Erik Bjerager mener, den løsning ville være direkte uansvarlig.
»Det er helt 'hovedet under armen' at træffe en beslutning først, og så bagefter undersøge konsekvenserne. Det ville efter min vurdering være ansvarspådragende at gøre det, hun siger, Ritzau burde have gjort. Hun mener, vi skulle ophæve købspligten, og så bagefter undersøge konsekvenserne, og hvordan vi kunne gøre det. Men det er vores vurdering, at man ikke kan drive et nyhedsbureau uden en sikkerhed for, at der er kunder. Man betaler jo ikke bare for en vare, men også for, at der er journalister på vagt 24 timer i døgnet for at overvåge nyhedsbilledet.«
Men er det ikke en gammeldags tankegang, at medierne skal være ejere og kunder på samme tid?
»Det kan man sagtens sige, men hvis man opsiger købspligten, så er der en stab af medarbejdere, der ikke kan betales, fordi der ikke kommer lige så mange penge ind. Man kan diskutere omfanget af købspligten, og vi har reduceret den. Men hvis man gør, som Lisbeth Knudsen foreslår, så risikerer Ritzau at gå konkurs.«
Kan du sige noget om omfanget af de nedskæringer, Ritzau skal underlægges nu?
»Ritzau skal ud i omfattende besparelser nu for at tilpasse sig den nye situation, der opstår efter januar.«
Tror du, man kan undgå fyringer?
»Helt sikkert ikke.«
Journalisten.dk forsøger fortsat at indhente en kommentar fra Berlingske.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.