Dagbladet Børsens medarbejdere fik torsdag formiddag præsenteret avisens nye chefredaktør og direktør.
Posten bliver fra årsskiftet overtaget af Bjarne Corydon, der fra 2011 til 2015 var finansminister i Helle Thorning-Schmidts socialdemokratiske regering, skriver Børsen på sin hjemmeside.
Han overtager jobbet efter Anders Krab-Johansen, der før sommerferien sagde sin stilling op, fordi han per 1. december skal være ny koncernchef for Berlingske Media.
Dermed får Børsen en ny direktør og chefredaktør helt uden erfaring fra mediebranchen.
”Det er en ny branche for mig. Så jeg har stor respekt for de nye kolleger og deres faglighed, og jeg glæder mig til at lære af dem. Så der vil for mit vedkommende være en lyttefase, men det bliver ikke en tavs lyttefase, for jeg kommer også med mine egne idéer og ambitioner,” siger Bjarne Corydon til Børsen.
Han er oprindeligt uddannet cand. scient.pol. fra Aarhus Universitet, og Bjarne Corydon siger nu farvel til jobbet som direktør i den globale konsulentvirksomhed McKinsey, hvor han de seneste par år har bestredet jobbet som direktør for McKinsey Center for Government.
Blev opfordret til at søge jobbet
I forbindelse med jobskiftet har Corydon også meldt sig ud af Socialdemokratiet.
”Jeg havde fornøjelsen af at blive opfordret til at søge jobbet. Og jeg tændte på tanken med det samme. Jeg er i stigende grad blevet bevidst om, at medierne spiller en helt afgørende rolle i vores samfund,” siger han til avisen og fortsætter:
”Børsen er for mig et særligt sted, der beskæftiger sig med emner, der har været helt centrale i mit arbejdsliv. Økonomi, erhvervsliv, virksomheder og samspillet med staten har altid været Børsens kerne og flugtet godt med mine interesser.”
Skal have fat på flere læsere
Bjarne Corydon ønsker ikke at gå i detaljer omkring de strategiske aspekter af jobbet endnu. Men han har ambitioner om, at avisen skal nå ud til flere læsere end i dag.
”Det handler om, at vi skal og bør nå flere læsere, end vi gør i dag. Og det gør vi ved at levere kvalitetsjournalistik, dag efter dag, og hele tiden løfte vores niveau. Vi skal være i forandring hele tiden og ikke stå stille på nogen måder, for så matcher vi ikke den hverdag, som vores kunder oplever,” siger han til Børsen.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvorfor skriver Journalisten stort set hele Børsens historie af?
I kunne vel lave en ultrakort version, citere og så linke.
Er mediebranchen blevet hacket? :-) Eller hvad sker der?
Lytte op på?
Egentlig bør man skrive pænt, men man bliver også nødt til at skrive kritisk. Derfor: Er 1. april flyttet til ultimo november? Nå, tillykke med skiftet. Den lyttefase kommer forhåbentligt til at vare længe, for der er lige lidt omkring åbenhed, han skal lytte op på. Mediebranchen er i sandhed ikke, hvad mediebranchen var engang - sagde den halvgamle mand.