Billige grafikere

En grafiker i Bangladesh koster kun en tiendedel af en grafiker i Hjørring. Det er en af forklaringerne på, at Vestergaards Bogtrykkeri i Hjørring nu får layoutet en del af sine annoncer i Bangladesh.

"Det er ligesom dengang, man begyndte at få syet skjorter i Hong Kong og sko i Kina," siger Peter Vestergaard fra trykkeriet i Hjørring.

Foreløbig er samarbejdet skruet sammen som et ulandsprojekt støttet af Danida.

Ideen opstod i foråret, da brødrene Knud og Peter Vestergaard talte om virksomhedens fremtid. Knud havde været på ferie i Indien og set nogle teknologisk avancerede trykkerier derude, og brødrene aftalte at undersøge, om der kunne være muligheder i at sende nogle opgaver til Østen. Det blev til, at de kontaktede Danida.

"De skulle lige vende skråen en gang, det var ikke et normalt ulandsprojekt, men de har et privat-sektorprogram, der netop går ud på at koble danske virksomheder med virksomheder i ulandene for at lave fælles projekter," fortæller Peter Vestergaard.

Efter et besøg i Bangladesh og returbesøg i Hjørring sendte Vestergaards Bogtrykkeri Peter Falck til Bangladesh 1. august.

I starten blev annoncerne produceret parallelt i Hjørring og Bangladesh, hvorefter siderne fra Bangladesh blev sammenlignet og rettet til.

"Nu kan de efterhånden gøre nogen ting selv. Set på længere sigt er det en god forretning både for dem og for os," siger nordjyden. Projektet går faktisk så godt, at Vestergaards Bogtrykkeri nu vil søge Danida om at få lavet det til et hovedprojekt. Det betyder, at forsøget, der foreløbig er fastsat til at skulle vare seks måneder, skal strække sig over tre år.

Selv om timelønnen i Bangladesh kun er en tiendedel af den danske timeløn, så påpeger Peter Vestergaard, at det ikke er sådan, at firmaet i Hjørring sparer 90 procent af layout-udgifterne.

"Alt skal jo digitaliseres, vi kan jo ikke bare sende tingene med posten," siger Peter Vestergaard. Han regner med at få lavet siderne i Bangladesh 75 procent billigere, end det ville koste at lave dem i Hjørring.

Foreløbig laver grafikerne i Bangladesh rutineprægede annoncer for trykkeriet i Hjørring. Det handler om annoncer til de to distriktsaviser, trykkeriet laver, samt om løse annoncer, der bliver bragt i flere af de nordjyske distriktsaviser, blandt andet Nordjyske Stiftstidendes distriktsavis i Hjørring.

Læs også: Uland laver danske distriksaviser og Konkurrence på kvalitet

0 Kommentarer