Billige fagforeninger presser DJ

Mellem 500 og 700 mediefolk er i dag medlem af Kristelig Fagbevægelse. Og flere af de billige fagforeninger varsler fornyet offensiv, når nye skatteregler gør billige fagforeninger mere attraktive. DJ's formand er fortørnet.

Mellem 500 og 700 mediefolk er i dag medlem af Kristelig Fagbevægelse. Og flere af de billige fagforeninger varsler fornyet offensiv, når nye skatteregler gør billige fagforeninger mere attraktive. DJ's formand er fortørnet.

PRISKRIG. Dansk Journalistforbund er allerede i dag udfordret af billige fagforeninger, der bliver relativt billigere, når nye fradragsregler træder i kraft. I dag kan et DJ-medlem spare op mod 5.000 kroner om året ved at vælge en billig fagforening. Tallet stiger fra 1. januar med godt 1.000 kroner, fordi nye regler betyder, at der maksimalt kan trækkes 3.000 fra i skat for kontingentet. En ændring, der ikke rammer de billige fagforeninger.

Dansk Journalistforbunds formand, Mogens Blicher Bjerregård, er stærkt oprørt over de ændrede fradragsregler, der er en del af regeringens økonomiske redningspakke.

»Det er et tåbeligt angreb på demokratiet og de faglige organisationer,« siger Mogens Blicher Bjerregård og påpeger, at fradraget for faglige kontingenter skyldes, at organisationerne leverer et stykke politisk arbejde.
»Vi deltager i et hav af høringsprocesser og leverer viden på helt specifikke områder på lovgivningsområdet.«

Til gengæld glæder man sig i de billige fagforeninger. I Kristelig Fagbevægelse koster det godt 1.800 kroner om året at være medlem, mod omtrent 6.000 kroner hos DJ.

»Vi har et sted mellem 500 og 700 medlemmer inden for Dansk Journalistforbunds område,« siger Søren Fibiger Olesen, landsformand for Kristelig Fagbevægelse.

Holder det tal, mister DJ hvert år mellem 3 og 4,2 millioner kroner, hvilket svarer til en god håndfuld konsulentstillinger. Tabet vil vokse, hvis flere mediefolk vælger DJ fra, når skatteændringerne gør kontingentet dyrere.

Søren Fibiger Olesen mener, at mange mediefolk kan klare sig med betydeligt mindre rådgivning.
»Der er en stor gruppe medlemmer, der er mindre interesserede i specialviden. De skal for eksempel have juridisk hjælp, hvis de har konflikt med arbejdsgiveren, og det er vi gode til,« siger han.

DJ's direktør, Linda Garlov, betvivler Kristelig Fagbevægelses tal. Hun siger, at DJ sjældent oplever, at medlemmer vil flyttes til Kristelig Fagbevægelse. DJ's formand, Mogens Blicher Bjerregård, er ærgerlig over, at nogen vælger at stå uden for DJ.

»DJ kan påvirke beslutningsprocesserne, fordi vi har mange medlemmer, og fordi vi bruger penge på det. Vi er gået forrest i kampen for barselsdagpenge til freelancere. Det er ikke de billige faglige organisationer, der påvirker lovgivningen. De lægger sig bare i vores slipstrøm,« siger han og fremhæver, at DJ er gode til den målrettede rådgivning:

»Hvor mange faglige organisationer yder detailrådgivning om skat og giver støtte til indkrævning af inkasso hos dårligere betalere? Det gør vi.«
 
Direktør hos Lederne Gert Bronton mener, at der er områder, hvor Lederne er stærkere end DJ.
»Vi har 95.000 ledere. Vi kan ikke lære redaktionschefen at lede avisen, men vi kan støtte ham i, hvordan ledelse skal udøves. Vi har en hel afdeling på 10 mennesker, der kun arbejder med ledelse,« siger Gert Bronson, der påpeger, at prisen på et medlemskab er vigtig.

»For os bliver det nemmere at tiltrække medlemmer. Står et medlem og vakler, så er det et godt argument, at vi fra 2011 bliver yderligere 1.000 kroner billigere,« siger Gert Bronton.

Præcis samme toner lyder fra Danmarks Frie Fagforening.
»Om vi har journalister? Ja vi har!« lyder det spontant fra formanden Jørgen Mikkelsen.
»Det er klart, at loftet på fradrag af fagforeningskontingenter vil være gavnligt for os,« siger han.
 Mogens Blicher Bjerregård glæder sig over, at mange medlemmer udviste stort engagement på det nyligt afholdte Fagligt Forum. Det tyder på, at DJ er vigtig, mener han. Formanden siger samtidig, at DJ tager konkurrencen alvorligt.
»Vi skal vide, hvad vores medlemmer slås med. Og den viden skal vi bruge til at forme vores politik. Vi skal ud i landet og være tæt på medlemmerne.«

Han vurderer ikke, at der er politisk stemning for at sætte kontingentet ned.
»Vi har holdt samme kontingent i seks år. Og jeg tror, det forbliver uændret i de næste tre år. Det svarer reelt til en nedsættelse,« siger han.

På strandhugst
Kristelig Fagbevægelse siger, at de har medlemmer inden for cirka 50 kategorier, som DJ også favner – blandt andre:

• Cheffotograf
• Desktopper
• Freelancejournalist 
• Journalist
• Kommunikationsarbejder
• Tv-fotograf 

0 Kommentarer