Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
12:10 06.01.2023 Jakob Albrecht

Billetter til SoMe-arrangement revet væk

Kommunikationsmedlemmerne i DJ har åbenbart en umættelig interesse for at få adgang til den seneste viden om sociale medier. I hvert fald er halvdageskonferencen Social Media Sprint, som DJ Kommunikation arrangerer 1. marts, udsolgt. Det blev eventet faktisk allerede, før hele programmet var på plads.

”Vi var på forhånd lidt nervøse, fordi der er blevet talt meget om, at det har været svært at samle folk til fysiske arrangementer efter corona. For eksempel havde Fagfestival svært ved at få tilmeldinger nok,” siger Mona Louisa Flouberg Bastholm, der er næstformand i DJ Kommunikation, som organiserer kommunikationsmedlemmerne i Dansk Journalistforbund.

Arrangementet finder sted i Pressen i København, og først blev 150 pladser udsolgt. Det blev udvidet til 250 pladser, som var væk efter kun tre uger.

”Vi er helt blæst bagover af interessen,” siger Mona Louisa Flouberg Bastholm.

Mona Louisa Flouberg Bastholm forklarer, at arrangementet ikke er forbeholdt kommunikationsmedlemmerne i DJ. Der kommer også en del medlemmer af fx Freelancegruppen, Journalisterne i DJ og Visuelt Forum.

”Vi ser den store opbakning som et tegn på, at Social Media Sprint kan blive et tilbagevendende arrangement med sociale medier på dagsordenen.”

Oplægsholderne på Social Media Sprint tæller blandt andre Astrid Haug, selvstændig ekspert i kommunikation på sociale medier, Signe Møller Høstgaard, corporate digital communication manager, Arla, David Lorenzen, ejer af David Lorenzen ApS, og Frederik Plejdrup fra A GEN Z company.

SENESTE NYT

Flere nyheder