search

Billetsælgerens årti er forbi

Var det medierne, der væltede Lene Espersen? Stiller man det spørgsmål, er det vel også rimeligt at spørge: Var det medierne, der skabte Lene Espersen?

Var det medierne, der væltede Lene Espersen? Stiller man det spørgsmål, er det vel også rimeligt at spørge: Var det medierne, der skabte Lene Espersen?

Hvis man isolerer de seneste 10 måneders skriverier, er det nærliggende at få den tanke, at medierne havde en lillebitte smule at gøre med, at udenrigsministeren nu ikke længere er leder af sit parti. Men hvordan er det anderledes i forhold til så mange andre formænds fald? Spiller medierne ikke altid en rolle i politiske lederes storhed og fald?

I dette tilfælde handler faldet om mere og andet end enkeltpersoner og enkeltpartier.

De seneste 10 år har stået i kommunikationens tegn. Branding, spin, image har fyldt væsentligt mere end indhold. Navnlig i politik. Og dermed også i medierne. Hvis de seneste 10 måneder siger noget om mediernes magt, så siger de seneste 10 år mindst lige så meget om mediernes afmagt.

I løbet af det seneste årti har vi set journalister pibe over regeringens spinmageri, men samtidig har man hørt samme journaliststand rose Fogh Rasmussen for at kommunikere fortrinligt. Meget kunne man sige om ham, men han kunne i hvert fald sælge billetter. Underforstået: Han var dygtig. Man forholdt sig naturligvis ikke til det politiske i analyserne (i dag kommentarerne), men til selve spillet, positioneringerne, kommunikationen, og her var Fogh eminent, hed det sig over en bred kam. 

I dette tiår voksede Lene Espersen op og hendes lærermester var naturligvis førnævnte regeringsleder. Espersen kunne noget af det samme. Hun kunne sælge billetter. Tilmed var hun fra Nordjylland, og så er man per definition knap så farlig som smagsdommere og andre elitære hovedstadstyper. Medierne elskede hende. Hun talte lige ud af posen, så alle kunne forstå det. Hun sagde noget, som medierne let kunne omsætte i sync og citater.

Formandsskiftet i K kan meget vel markere et vendepunkt i opfattelsen af moderne politik og ikke mindst mediernes dækning af den. Hvorfor kunne Espersen ikke overleve og hvad gør, at Barfoed nu bliver ophøjet efter år i skyggen? Og nej, det har ikke noget at gøre med, at den ene er kvinde.

Espersens storhedstid og hele Foghs spin-årti faldt sammen med en presse i granatchok over historiske oplagsnedgange, nye medieplatforme og herigennem skabelsen af det såkaldte kommentariat.

Da lederskiftet i K var en realitet, var et fremtrædende medlem af dette kommentariat hurtigt ude og vurdere sin tidligere partikammerat med et automatgreb i værktøjskassen: "Han er ikke nogen billetsælger," lød dommen. Måske var kommentatoren ikke klar over, hvor altmodisch, ja, klicheagtig denne melding kom til at lyde, i det øjeblik den faldt.

For hvad nu hvis befolkningen er træt af billetsælgeren og mediernes lovprisning af denne, men rent faktisk gerne vil høre, hvad den "kedelige" mand på ølkassen inde ved forestillingen har at sige? 

Medierne har i hvert fald selv set mulighederne i udviklingen. På TV2 News bliver den megen sendetid nu brugt på lange enheder, hvor den typiske billetsælger falder igennem ved konstante gentagelser af indøvede paroler. Og Berlingskes nye politiske magasin vil næppe kunne basere sit indhold på billetsælgerens præmisser, men satser ligeledes på en forretningsmodel, som for bare et par år siden virkede utopisk.

Kan I høre smækket? Det var lugen i billetsalget, der blev lukket, fordi folk nu køber deres billetter direkte på nettet. Billetsælgernes tid er ved at være forbi.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen