Billedserier frem for enkeltbilleder stod stærkt ved Årets Pressefoto 2008. Dermed rykker konkurrencen længere væk fra dagligdagens fotografi. Det deler vandene hos lokalfotograferne.
TENDENS. I år er Danmarks bedste nyhedsbillede til Årets Pressefoto fra optøjerne på Nørrebro i kølvandet på rydningen af Ungdomshuset. Det var det også sidste år, men i år er det ikke nok med ét billede. Derimod er Årets Nyhedsbillede en serie på otte fotos, der fortæller historien om gadekampene mellem politi og demonstranter, spændt ud over længere tid og med nedslag forskellige steder i de københavnske gader. Billederne er taget af Jacob Ehrbahn og er en del af bogprojektet "69", der skal illustrere optøjerne på Nørrebro fra start til slut. Også konkurrencens anden nyhedskategori, der dækker udland, er en serie i år. Dommerne glæder sig over det, de kalder en klar tendens til, at billedserierne gør deres indtog i Årets Pressefoto.
»Der er rigtig mange serier, og vi dommere har også haft tilbøjelighed til at vælge rigtig mange gode serier ud. Man kan sige, at er en serie fortalt rigtig flot, så skal der selvfølgelig meget til i et enkelt billede at fortælle den samme historie,« siger Casper Dalhoff, pressefotograf på Jyllands-Posten og en tredjedel af dommerkomiteen.
Men det at tage en god billedserie kræver også meget mere tid. Ifølge meddommer Brian Karmark er det med vilje, at fotograferne har valgt at rykke det trin op og kræve mere af sig selv.
»Alle kan tage et foto, efter det er blevet digitalt. Fotograferne skal ud og bevise deres værd, de skal være endnu dygtigere, endnu bedre, fortælle noget mere komplekst, som almindelige mennesker med deres digitalkamera ikke kan. Sværhedsgraden bliver højere,« mener han.
Mens dommerne er positive over, at der kommer flere billedserier, er flere lokalfotografer skeptiske over, at konkurrencen rykker længere væk fra det dagligdags fotografi.
»Problemet ligger i tidsfaktoren. Vi laver billedserier et par gange om ugen, men de har ikke taget mere end en time, så der er ikke meget tid til at fordybe sig. Hvis dommerne gerne vil se serier, så er det naturligvis sværere for os at blive præmieret,« siger Morten Pape, der er fotojournalist på Horsens Folkeblad.
Omvendt er der andre lokalfotografer, der ser tendensen som en kærkommen mulighed.
»Jeg håber lidt, at det kan åbne øjnene for provinsaviserne. Billedserierne skal vinde større indpas, og vi skal have nogle forhold, hvor vi bedre kan lave dem. I sidste ende er det fotografernes ansvar at sige, at de vil indgå i det redaktionelle samarbejde. Men det kræver en holdningsændring,« mener Mads Hansen, der er pressefotograf ved Vejle Amts Folkeblad.
Dommerne lægger ikke skjul på, at de er begejstrede over, at billedserier erstatter enkeltfotos. Casper Dalhoff ville gerne se endnu flere:
»Jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke åbner nogle af de andre kategorier op for billedserier, for eksempel årets danske hverdagsbillede. Det ville også komme kritikken om, at man skal tage til udlandet for at lave god feature, i møde,« siger han.
Vinderne af Årets Pressefoto 2007
Årets Pressefoto: Gregers Tycho Axelsen, Morgenavisen Jyllands-Posten
Årets Pressefotograf: Søren Bidstrup, Berlingske Tidende
Årets Nyhedsbillede Danmark: Jacob Ehrbahn, Politiken
Årets Nyhedsbillede Udland: David Høgsholt, freelance
Årets Danske Hverdagsbillede: Thomas Nielsen, freelance
Årets Feature: Martin Stampe, fotojournaliststuderende
Årets Sportsbillede Action: Teitur Jónasson, Nyhedsavisen
Årets Sportsbillede Feature: Steven Achiam, Børsen
Årets Portræt: Klavs Bo Christensen, freelance
Åben Klasse: Søren Bidstrup, Berlingske Tidende
Visuel Journalistik på Internettet: Linda Henriksen, Berlingske Tidende
Årets Tv-fotograf Dokumentar: Jesper Sterum, TV2/Østjylland
Se alle vinderbillederne på www.aaretspressefoto.dk
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
For de, der gerne ville have set Årets Pressefoto, billeder fra kollektionen af Årets Pressefotograf og andre billeder fra Årets konkurrence og udstilling på tryk - og ledte forgæves i Journalisten efter mere;
-Kataloget med alle billeder fra udstillingen kan købes via forlaget AJOUR's hjemmeside:
http://www.forlagetajour.dk/shop/aarets-pressefoto-2007-597p.html