DJ-medlem: ”Det er meget frustrerende. Jeg føler, vi er retsløse”

Billedmedieoversættere kritiserer et nyt system til udbetaling af rettighedsmidler. ”Normalt ville jeg gå til min fagforening, når jeg oplevede det. Men her er DJ selv impliceret i det,” siger Kirsten Marie Øveraas. ”Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe medlemmerne,” lover DJ-direktør. Film&TvGruppen: Første år er det sværeste
  • Jacob Thøgersen
    ”Jeg ikke kan huske alle de programmer, jeg har undertekstet,” siger Kirsten Marie Øveraas, der har lavet undertekster på flere tusinde programmer.
17.08.2018 · 13:51

Det skulle være så godt, og så er det faktisk noget værre hø. Sådan kan man sammenfatte det besvær, DJ-medlem Kirsten Marie Øveraas har med at få adgang til sine rettighedspenge som billedmedieoversætter. Problemet er en portal på nettet, som DJ har været med til at udvikle.

Kirsten Marie Øveraas har allerede brugt mange timer på portalen – og er undervejs blevet mere og mere vred.

”Jeg hører fra andre medlemmer, at de er tæt på at opgive, fordi de ikke føler sig sikre på, hvad de skal gøre,” siger Kirsten Marie Øveraas.

Føler sig snydt

Hun synes ikke, DJ har gjort det godt nok.

”Nogle er ved at snyde mig med det her system, og normalt ville jeg gå til min fagforening, når jeg oplevede det.  Men her er DJ selv impliceret i det. Det er meget frustrerende. Jeg føler, vi er retsløse, og at der bliver skidt på os,” lyder det fra Kirsten Marie Øveraas.

”Det er jeg ked af at høre,” siger DJ’s direktør, Linda Garlov, om Kirsten Marie Øveraas’ oplevelse.

”Ingen prøver at snyde nogen. Medlemmerne skal have, hvad de har ret til, og vi vil hjælpe det enkelte medlem, så de får, hvad de har krav på,” forklarer Linda Garlov.

Kirsten Marie Øveraas er medlem af Forum For Billedmedieoversættere, der organiserer de omkring 100 DJ-medlemmer, der laver undertekster på tv.

Tidligere fordelte FBO’s medlemmer de årlige rettighedspenge efter en kollektiv fordelingsnøgle. Men i år skal FBO’s medlemmer for første gang selv indtaste en masse oplysninger i rettighedsportalen for at få adgang til deres ophavsretsmidler.

”For at få udbetalt de her midler skal jeg selv oplyse, hvilke af mine undertekstninger der er blevet sendt i 2017, og på hvilken kanal,” fortæller Kirsten Marie Øveraas.

Har tekstet tusindvis af programmer

Det lyder enkelt. Men det er ifølge Kirsten Marie Øveraas nærmest en umulig opgave, fordi hun i sin 13-årige karriere har lavet undertekster på flere tusinde programmer – som hun ofte ikke kender den danske titel på.

”Jeg ikke kan huske alle de programmer, jeg har undertekstet,” siger hun.

FBO-medlemmer kan få udbetalt alt mellem nogle få tusinde kroner og 80.000 kroner i rettighedsmidler, fortæller FBO-formand Amalie Foss. Hun siger, at svaghederne ved systemet har været kendt i lang tid.

”FBO's repræsentant har for flere år siden påpeget, hvilke problemer der kunne opstå, når rettighedsmidler skulle fordeles individuelt til teksterne,” forklarer hun.

Problemer kendt længe

Da portalen var åbnet, holdt FBO møde med DJ Rettighedsmidler og gennemgik problemerne punkt for punkt.

”Vi kom et stykke ad vejen, men nu, hvor folk er begyndt at tage den i brug efter sommerferien, kan vi se, at der stadig venter et stort arbejde,” siger Amalie Foss.

Indtil videre har omkring 40 ud af 100 medlemmer skrevet deres oplysninger ind.

Når Amalie Foss hører fra medlemmerne, er der ”få tilfredse”. Men generelt er ”frustrationsniveauet kæmpe højt”.

”DJ sagde, at de kunne levere systemet, men det var mere kompliceret end som så, og nu sidder medlemmerne med aben. Der er lavet et system, som de oplever som ubrugeligt,” mener Amalie Foss.

Hvad hedder udsendelserne?

Et af de største problemer er, at billedmedieoversættere ikke ved, hvilken dansk titel de udenlandske udsendelser får.

I rettighedsportalen kan Kirsten Marie Øveraas se 57.439 programmer, men det fremgår ikke, hvad de hed på originalsproget.

”Jeg ved, at 'Murder, she wrote' hedder 'Hun så et mord' på dansk, men langt de fleste programmer kender jeg ikke de danske titler på,” siger hun.

DJ er parat til at hjælpe

Ifølge direktør Linda Garlov findes der desværre ikke noget bedre system.

”Det er første gang, vi uddeler til den her gruppe, og hvis der er nogle ting, vi kan rette til, så det bliver lettere for medlemmerne, vil vi gøre det.”

Det nye system bliver indført, fordi det er blevet et lovkrav, at pengene skal fordeles individuelt, forklarer Linda Garlov.

”Desværre er det komplekst, og det bliver det nok ved med at være. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe medlemmerne, men det bliver aldrig sådan, at man bare skal trykke på en knap, og så har man søgt midlerne,” forklarer Linda Garlov.

Kirsten Marie Øveraas har oversat tusindvis af programmer. Egner det her system sig overhovedet til FBO’s medlemmer?

”Jeg har forståelse for, at det er et stort arbejde. Men det er et krav fra lovgiverne, at pengene skal fordeles individuelt på den her måde,” siger Linda Garlov.

Skal kun taste én gang

Medlemmerne af Film&TvGruppen har i en årrække fået udbetalt penge gennem rettighedsportalen, fortæller formand for Film&TvGruppen Johannes Pico Geerdsen. Han forklarer, at hans medlemmer også havde startvanskeligheder, fordi det er en stor opgave at taste oplysningerne ind.

”Fordelen er, at du kun skal lave det store arbejde den éne gang,” siger Johannes Pico Geerdsen.

”I dag hører jeg ikke særligt mange klager.”

Der er dog en stor forskel på billedmedieoversætterne og Film&TvGruppens medlemmer.

De er i gennemsnit tilknyttet færre forskellige produktioner. For eksempel skulle Johannes Pico Geerdsen kun indtaste 100 titler, første gang han brugte systemet.

Amalie Foss venter selv med at gå i gang med at skrive sine oplysninger ind i systemet.

”Jeg er teknikfunktionshindret og har desuden et heftigt temperament, så jeg venter til allersidst,” siger hun.

Kommentar

20/08/2018 - 12:26

Antoinette Kordic

Her er, hvad jeg skrev til DJ's kommentar på Kirstens opslag:

Jeg må ganske enkelt indrømme, at jeg er ved at opgive - jeg har totalt mistet overblikket over, hvad jeg skal og ikke skal ... Men "heldigvis" er der heller ingen instrukser for os på Nabolandskanalerne, så jeg vælger at tro, at jeg ikke har noget at forholde mig til ... endnu!

Jeg har forsvaret Dansk Journalistforbund - Medier & kommunikation med næb og klør, siden jeg blev medlem i 1998 og siden HB-medlem i fire år, men det her ganske enkelt under jeres værdighed - sorry, men jeg kan ikke sige det mere enkelt - og tanken om at melde mig ud slog ned i mit hoved forleden (jeg er helt flov over at sige det, og jeg gør heller ikke alvor af det, men der er gået skår i vores venskab!).

DJ siger én ting til et møde med vores bestyrelse her i sommer, og nu giver I medlemmer en anden besked og underminerer dermed jeres samarbejde med FBO og gør alle os andre mere og mere forvirrede, frustrerede og fortabte og tvinger teksterne til at "skyde" på deres egen bestyrelse, der knokler r**** ud af bukserne for medlemmerne.

Det er en ommer, DJ - og hvor ville det dog klæde jer at sige: "Vi erkender, at vi ikke er klar med portalen til teksterne i år, så vi fortsætter med den gamle procedure, indtil vi har fundet en løsning, alle kan leve med." I er overhovedet ikke klar over, hvor meget tid vi har brugt (og kommer til at bruge) på det her; og for os freelancere er tid penge, skulle jeg lige hilse og sige!

Desuden daler medlemmernes tiltro til jer minut for minut - og for første gang forstår faktisk den negative holdning, øv, hvor er jeg skuffet, og I skylder os ganske enkelt en ordentlig behandling her på faldrebet - mit forslag til, hvordan I kan rette lidt op på skaden, har jeg netop redegjort for.

20/08/2018 - 16:29

Linda Garlov

Kære Antoniette & co. Vi er meget kede af, at I er utilfredse med DJ’s indberetningssystem.
Og derfor bliver vi selvfølgelig nødt til at gøre noget.
Vi kan ikke gå tilbage til den gamle procedure for indberetning, for den er ikke længere i overensstemmelse med den lovgivning, der gælder på området.
Vi vil i stedet for gøre to ting: For det første vil vi gøre det sådan, at teksterne allerede nu kan sende en liste med de udenlandske titler, de har oversat, til DJ.
Så sørger DJ for, at disse titler bliver koblet til de danske titler.
Denne liste med udenlandske titler skal vi gerne have senest tirsdag den 4. september.
For det andet udsætter vi deadline for de tekstere, der selv laver registreringen i systemet. Den rykkes med 14 dage til tirsdag den 18. september.
DJ sender i morgen en mail til alle FBO-medlemmer og orienterer om denne ændring.
Vi håber, at dette vil afhjælpe nogle af problemerne for teksterne.

Venlig hilsen
Linda Garlov, direktør
Dansk Journalistforbund

Seneste jobopslag

Kommunikations- og mediemedarbejder

EUC Lillebælt
Ansøgningsfrist: 07.10

Ekstra Bladet søger reportere til Jylland

Ekstra Bladet
Ansøgningsfrist: 21.10

Pressechef til DMI

DMI
Ansøgningsfrist: 05.10

Rektor til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 30.09

Kommunikationsmedarbejder til sociale medier og presse

Odense ZOO
Ansøgningsfrist: 07.10

Studentermedhjælper

LIF - Lægemiddelindustriforeningen
Ansøgningsfrist: 01.10

FOA søger digital kommunikationskonsulent

FOA
Ansøgningsfrist: 08.10

TV2 ØSTJYLLAND søger redaktør for journalistiske satsninger

TV2 Østjylland
Ansøgningsfrist: 12.10

Kommunikationskonsulent

Socialpædagogerne
Ansøgningsfrist: 07.10

Danskskrivende journalist til Slesvig

Flensborg Avis AG
Ansøgningsfrist: 27.09

Forlagsredaktør

Bibelselskabet
Ansøgningsfrist: 04.10

Pressechef til Danmarks Lærerforening

Danmarks Lærerforening
Ansøgningsfrist: 01.10

Kommunikationskonsulent

Patienterstatningen
Ansøgningsfrist: 04.10

Kommunikationsdirektør

Finans Danmark
Ansøgningsfrist: 24.09

SOME- OG CONTENT MANAGER

Roskilde Festival
Ansøgningsfrist: 30.09

Reporter til TV2 Nord

TV 2 Nord (Vi lukker annoncen ned, når vi har den rette ansøger)
Ansøgningsfrist: 28.09

Studiejob i FN Byen

Unicef Danmark
Ansøgningsfrist: 07.10