Når alle og enhver om et øjeblik kan tage billeder med deres mobiltelefon på et hvilket som helst gadehjørne, så får vi brug for en etisk debat om det ægte og originale presse- og tv-billede.

Styring af information er en del af det taktiske krigsværktøj, som hører enhver moderne krig til. Det har Irak-krigen mindet os om. Men pressefrihedens stærkeste forsvar over for censur og manipulation er de billeder, som sprænger rammerne for det forventede og fortæller en historie fra virkeligheden, hvor brutal, sørgelig, oprørende, skræmmende eller kaotisk den end måtte være.

Presse- og tv-billedets ypperste mål er ikke kunstens eller fiktionens eleganteri og manipulation. Det er dokumentation og håndværk. Det er pressefrihedens og journalistikkens stærkeste våben. Det er det skarpe, ubønhørlige, påtrængende og til tider livsbekræftende nu, som rummer de følelser, den forstand, den indignation og den fordomsfrie undren, som er journalistikkens fornemste privilegium.

De nye teknologier har gjort det muligt at bringe krig og ulykker frem til os "live" og uden forsinkelse. Vi er til stede i kampvognen lige i skudlinjen og midt i Saddam Husseins paladser, når de amerikanske tropper slår sig ned i hans forladte sofaer. Vi følger jagten på terrorister på tætteste hold på skulderen af en fotograf i første skudlinje. Virkelighedens dramaer kan ofte måle sig med fiktionens – ja endog overgå vores vildeste fantasi. Det tvinger filmens og fiktionens folk til at udvikle stadig mere avancerede filmtricks og teknologiske stunts. Det tvinger igen virkelighedens billedmæssige håndværkere til at overskride nye grænser og gå endnu tættere på. Det er en farlig spiral, vi har udløst.
Ingen kan lige nu se, hvor den ender, bortset fra at vi kan kigge bekymret på døds-statistikkerne for pressefolk udsendt på stadig mere farlige opgaver.

Nye teknologier giver os historien fra langt flere forskellige øjenvidner end tidligere. Nyhedsredaktionerne modtager vidneberetninger sendt via nettet og optaget med små digitale videokameraer eller for den sags skyld de nyeste mobiltelefoners små indbyggede fotoøjne. Nettet har ikke bare demokratiseret den publicistiske rolle, men også fragmenteret den, så det er stadig mere vanskeligt at kende troværdig information fra løgn eller en troværdig afsender fra en plattenslager.

Når for eksempel billederne af en militærisk henrettelse i en baggård i Gaza kommer til os fra uautoriserede kilder, kan det være svært at skelne, om det er politisk videoaktivisme og propaganda, eller om der er tale om original og væsentlig dokumentation for et uantageligt overgreb.

Når mere eller mindre professionelle videoaktivister, og dem er der mange på nettet, tilbyder os billeder fra aktioner og såkaldt dokumentation for overgreb og lovbrud, hvad er så sandhedsværdien i den dokumentation? Ser vi her en tendens til et oprør mod mediernes verdensbillede og nyhedsprioriteringer, som vi burde være mere opmærksomme på? Inden længe kan alle med de nye mobiltelefoner blive hverdagsdokumentarister. Det gamle fænomen paparazzi-fotografering af de kendte og kongelige vil blive ren barnemad. For slet ikke at tale om, hvad vi selv i medierne kan udrette af billedmanipulation med de digitale teknikker.

Vi må sætte gang i en etisk debat om pressefotografiets og tv-billedets autenticitet og integritet. Når alle og enhver om et øjeblik kan tage billeder med deres mobiltelefon på et hvilket som helst gadehjørne og i en hvilken som helst situation, så får vi brug for at varedeklarere det pressebillede og det tv-billede, som med en enkel, uangribelig troværdighed og ægthed fortæller en historie – om menneskers liv, hverdag og gerninger på godt og ondt.