Mange freelancere har kunder, de aldrig har set, og vice versa. Men det at kende hinandens udseende, giver et mere personligt forhold, siger fotograf Søren Skarby.
Dagens travleste mand på FreelanceForum-konferencen var fotograf Søren Skarby, som DJ havde hyret til at tage gratis profilbilleder af de første 50 deltagere, der meldte sig. Og den liste blev hurtigt overtegnet. Med god grund, hvis man spørger Skarby selv.
»Når man ser på, hvor omhyggeligt folk gør sig med teksten, når de skal profilere sig på deres hjemmesider, så er det fattigt, hvad der bliver lagt på af billeder,« siger han.
Profilbilledet er et vigtigt led i ens personlige markedsføring.
»I den her branche sælger man jo også lidt af sig selv. Det handler om troværdighed, og så handler det jo også bare om, at man gerne vil se giraffen. Mange freelancere og kunder har aldrig set hinanden, men ved man, hvordan den anden ser ud, er det med til at skabe et mere personligt forhold,« siger Skarby.
På FreelanceForum har han fået et kontor øverst i Dansk Design Center, hvor en stor østvendt glasrude ud mod H.C. Andersens Boulevard giver store mængder lys til freelancernes portrætter.
Lyset er på sin vis Skarbys primære arbejdsredskab.
»Jeg sætter altid hårdt lys på mænd og blødt lys på kvinder,« fortæller han.
Af og til langes der en pudderdåse ud til folk.
»Det er på grund af sådan nogle som ham, jeg har taget pudderet med,« lyder det, da PF-formand Lars Lindskov stikker sit rødmende ansigt ind af døren.
Munden står sjældent stille på Søren Skarby, der har et godt forråd af små morsomheder, der kan holde stemningen i vejret.
»Det er for at få folk til at slappe af. Pludre pludre pludre. Og det virker. Flytter man opmærksomheden fra dem og over til en selv, så bliver de langt mindre anspændte,« fortæller han.
»Vil du have det, hvor du smiler,« spørger han, når han diskuterer billedvalget, og det vil folk sjældent. Billedet skal afspeje ens faglige profil, og journalister er nok åbne og venlige, men også kritiske og seriøse.
Søren Skarby bruger 2-3 minutter på hvert billede. Optimalt set ville han bruge en times tid – alt efter hvor nemme og afslappede folk er. Det handler om at lære folk at kende. Det kan man ikke på 3 minutter, men hvis lyset er godt, kan man tage nogle gode profilbilleder.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.