Jan Grarup er måske den mest vindende danske fotograf over de seneste ti år. Han mener selv, at han vinder, fordi han aldrig tænker på at vinde priser. "Man skal fotografere, fordi man vil fortælle en historie. Det er der mange, som glemmer."

"I virkeligheden er det noget lort, at vi sidder her. Serious!"

Jan Grarup kigger anklagende hen over cafebordet: "Jamen, det er jo ikke interessant at snakke om mig, fordi jeg har vundet en pris."

Den 34-årige Politiken-fotograf kører hånden gennem det hvide hår, der rejser sig fra panden som et springvand for at vælte ned mod hovedet igen.

"Der er alt for meget fokus på priser herhjemme. Det er farligt, tror jeg. Man skal ikke fotografere for at realisere sig selv eller for at få en pris. Man skal fotografere, fordi man har noget på hjerte. Fordi der er en historie, man vil fortælle."

Jan Grarup er måske den mest prisvindende fotograf i Danmark. Alene i år har han fået en andenpræmie ved World Press Photo, UNICEFs fotopris, Årets Pressefoto samt Årets Feature ved samme konkurrence.

Så hvordan kan han af alle sige, at man ikke skal forsøge at vinde priser?

"Jamen, det er et tveægget sværd. Der er ikke noget galt med at stile efter at lave Årets Pressefoto. Det må bare ikke blive drivkraften. Drivkraften skal være engagementet og ly-sten til at fortælle en vigtig historie."

På spørgsmålet om, hvorfor han overhovedet deltager i konkurrencer, svarer han:

"Det giver kontakter til billedredaktørerne på de store magasiner, og mange af konkurrencerne er arbejdslegater, som kan give økonomisk frihed."

Årets Pressefoto giver hverken internationale kontakter eller penge. Men her deltager Jan Grarup af respekt for sin arbejdsgiver. Jan Grarup mener faktisk, at hans egen pris-succes kan tilskrives, at han ikke går efter priser, når han fotograferer.

"Hvis man går målrettet efter at vinde priser, så tror jeg, at billederne får en falskhed over sig. Jeg kan se det på nogle billeder. De bliver for fotograferede. For æstetiske eller for rene i deres udtryk. I min bevidsthed indeholder alle ærlige billeder fejl."

Jan Grarup indrømmer dog, at han også har været stærkt optaget af at vinde priser, da han var yngre. Han bliver stadig glad for anerkendelsen i priserne, men han jagter ikke priserne mere. Det er han til gengæld overbevist om, at mange andre danske fotografer gør.

"12-billeders-jagten"
"Jeg hører og ser det hele tiden. Eksempel! Når folk siger til mig, at det her er en 12-billeders-historie, så ved jeg, hvad de taler om. 12 billeder er max-indsendelse til World Press Photo. 12 er stort set det, alle stiler efter. Men hvad nu, hvis det er en historie, der skal fortælles i 30 eller 40 billeder?"

Det er måske ikke til at se. Men i virkeligheden taler Jan Grarup hele tiden om at være journalist i stedet for at være billedmager.

"Det handler om journalistik. Jeg vil gerne tilbage til det klassiske reportagefotografi. Det har altid stået for mig som det, der bedst fortalte historier. Det er det, som har rørt mig mest."

Der er gået en time, og Jan Grarup er ikke kommet halvvejs igennem sin clubsandwich. Til gengæld har han skoddet de første tre Marlboro-cigaretter. Han har været fotograf i 15 år, er blevet far til tre børn, men han brænder stadig i lys lue for fotografiet. Det takker han blandt andet sin nuværende chef for.

For to år siden skiftede Jan Grarup fra Ekstra Bladet til Politiken, gik kraftigt ned i løn, men fik Per Folkver som billedchef og sparringspartner.

"Mine billeder stod stille på Ekstra Bladet. Jeg var nødt til at finde én, der kunne give mig noget input. Per har forandret mig som fotograf. Mine billeder er blevet mere intense. Før i tiden frygtede jeg, når folk kiggede ind i kameraet. Det gør jeg ikke mere."

Et af billederne fra vinderserien i feature-kategorien viser en ti-årig dreng, der samler flasker på en cementfabrik.

"Jeg kunne godt have skudt 30 ruller film af ham og fulgt ham i dagevis. Lavet noget med et uskarpt jernrør for at vise, at det var fattige kår. Lavet et eller andet kompliceret fototeknisk. Men jeg tog fem billeder af ham, hvor han står og kigger lige ind i kameraet med de mest ærlige øjne, jeg nogensinde har set en dreng med. Hvorfor gøre det sværere, end det er? Det er jo ham, det handler om – ikke mig. Jeg vil vise et billede af den her dreng, så folk sidder derhjemme og siger: De øjne er jo ikke en ti-årig drengs øjne. De burde have siddet på en voksen mand."

Jan Grarup synes, han har udviklet sig, siden han kom på Politiken: "Jeg er blandt andet blevet bedre til at lytte. Ikke bare lytte, men også tage det ind, som folk siger. Det er vigtigt, hvis man vil være en bedre fotograf."

Se vinderbillederne fra Årets pressefoto: http://www.pressefotografforbundet.dk/aap/