Kun en gang af de fem, hvor billederne bruges, er der en umiddelbart læselig sammenhæng mellem billede og tekst, som mellem to sætninger. 

BILLEDBRUG. Det er kun den meningsfulde kobling mellem billede og tekst, der får læseren til at opleve overgangen fra billed- til tekstlæsning som let og givtig. Er den bøvlet og uklar, bliver læseren forvirret og billederne ikke læst; et problem, som sjældent omtales. Man kan nemlig som regel sagtens forstå en artikel uden at tage hensyn til billedernes indhold.

I terrorartiklen (Journalisten nummer 10) ville flere oplysninger få billeder og tekst til at hænge sammen: Forsiden: Man ser en mand se direkte på læseren med sammenknebne øjne. Han bærer på et barn, de er et sted i naturen, det skumrer. Tekst: Han er JP-journalist og har betalt en høj pris. Men hvorfor bæres barnet så rundt på det sted?

Lederopslaget domineres af en projektørbelyst dame med vådt hår i rød kjole med en nøgen dukke i en hånd på en græsplæne, der vandes. Det er nat. Hun ser skræmt og direkte på fotografen. Tekst: Hun tænker over ansvaret for sin datter, om hun kan arbejde derinde. Men intet om hvor inde og ingen nøgle til, hvorfor hun er på det sted.

Artikelstart med forsidetema. Samme sted, afstand mellem fotograf og motiv større, barnet ser livløst ud: Der er sket noget. Hvad? Rubrikken er terrortanker. Han tænker, javel, men terrortanker? Vel mere på det livløse barn. Har det været i JP's hus? Og igen: Hvorfor er de der, langt fra industribygninger?

Næste opslag: En kvinde på en feltseng med et lagen om sig. Træt og trist. Ansigtsudtrykket kan afspejle det, hun forestiller sig. Citatet starter med et jeg, og straks kan man koble, det giver umiddelbart mening at læse teksten som kvindens replik. Billede og tekst bliver en helhed. Læseren forstår kropsligt det hæslige i, at noget, man forestiller sig, gør det svært at finde hvile i en seng.

På sidste opslag gentages den våde kvinde i projektørlys. Man genkender hende, men ikke med større forståelse. Der er ingen mening i relationen mellem billedet og teksten, ikke noget jeg i teksten, der skaber den basale kobling til billedets person, ingen detaljer i billedet, der tyder billedets sted som det sted, teksten omtaler.
Kun en gang af de fem, hvor billederne bruges, er der en umiddelbart læselig sammenhæng mellem billede og tekst, som mellem to sætninger. Hvilket er en stor skam.

– Niels Heie, lektor, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole