Marie Rosenkrantz er fotografelev og i gang med sin svendeprøve på Københavns Tekniske Skole. Forholdene på skolen er elendige.
"Folk har sjældent forståelse for, at hvert eneste billede er en anstrengelse. Nogle gange siger kunderne: "kan du ikke lige" – og nej, det kan man ikke," forklarer Marie Rosenkrantz om læretiden som fotografelev.
Hun er 29 år og i gang med sin svendeprøve som reklamefotograf på Københavns Tekniske Skole (KTS).
Tre uger inde i forløbet har hun kun ét billede helt klart. Det er en opstilling til en layoutoptagelse. Tre forkromede dele i et Alessi-tesæt. Men hvor svært kan dét være?
"Det har faktisk taget mig flere dage," svarer hun og ser ned i gulvet med et smil.
"Fordi man skal passe enormt meget på, at man ikke kommer med i spejlingen. Sådan nogle forkromede ting spejler alting helt vildt," siger hun og kommer med en lang forklaring om, at man skal sætte sorte skærme op, ordne lyssætningen og stå et bestemt sted for ikke selv at komme med.
"Selvfølgelig kan man "bare" fikse det i Photoshop, men det er rart at vide, at jeg kan på den gode gamle facon," siger hun.
Grunden til, at Marie Rosen-krantz efter tre uger stadig kun har ét billede klart, er, at de 13 elever, der er begyndt på deres svendeprøve, har manglet både mørkekamre, computere og scannere fra starten af forløbet.
Først i begyndelsen af oktober fik de studerende 20 nye computere og to scannere.
Da Marie Rosenkrantz og de 12 andre elever skulle starte på deres svendeprøve den 4. september i skolens nye lokaler på Amager, fik de et chok.
"Vi var rystede, da vi så de nye lokaler. Henrik Ledet (den daglige leder, red.) fortalte os, at det og det manglede, men at det ville blive ordnet i løbet af nogle dage," fortæller hun.
"Vi har hele tiden fået at vide, at svendeprøven var så fedt et forløb. At vi ville komme til at se meget til hinanden. Men folk er spredt for alle vinde og laver det i det studie, hvor de er i lære," siger hun.
Ondt i maven
Vi sidder i et lokale, der skal bruges til opholdsrum. Men indtil videre er der ikke megen grund til at "opholde" sig her.
"Man har ikke lyst til at gå rundt og arbejde herude," siger hun, mens hun viser rundt i fotografernes lokaler på Amager. Lokalerne nærmest skriger af ikke at blive brugt.
Marie Rosenkrantz er glad for, at der nu sker noget med de kritisable forhold men kan ikke tro på det endnu.
"Det har været så hul i hovedet. Jeg får helt ondt i maven," siger hun. Hun håber, at rummene bliver brugt de sidste seks uger, når der nu er computere.
Til svendeprøven skal eleverne tage ti billeder. Seks i de faste discipliner arkitektur, portræt, interiør, illustration, reklame og lay-out, som er det, Marie Rosen-krantz har taget, og fire valgfrie billeder.
"Det er dér, man fyrer den af. Jeg vil lave fire portrætter ude i virkeligheden – som jeg ser den," siger hun.
"Som reklamefotograf skaber du situationen. Der er mange valg til grund for et reklamefoto."
Marie Rosenkrantz mangler efter sin svendeprøve et halvt år i lære. Så er hun færdig efter 4 1/2 år og kan kalde sig reklamefotograf.
Før man kan blive optaget på Københavns Tekni-ske Skole som fotografelev, skal man have en læreplads. Og for at få en læreplads, skal man "kvalificere" sig ved for eksempel at arbejde for mestrene.
Marie Rosenkrantz begyndte som fotografassi-stent i et firma, men blev fyret efter en måned. Hun spurgte flere fotografer, om hun ikke kunne få en praktikplads. Efter et halvt år fik hun tilbudt en læreplads og kunne så begynde på KTS.
"Det var ganske forfærdeligt at starte på skolen. Man skulle pludselig sidde ned – det gik meget langsomt," fortæller hun.
Læreplads i virkeligheden
Mellem første og anden skoleperiode skiftede hun lærested. Til Søren Svendsen, der har en andel i atelieret 5C.
"Det første sted indfriede ikke mine forventninger til fotografi," fortæller hun. I stedet havnede hun hos Søren Svendsen, der overvejende laver reportagebilleder.
"Det er rigtig fedt, for vi er stort set altid ude i den virkelige verden," siger Marie Rosenkrantz. Når hun selv er færdig, vil hun lave reportager og portrætter, som hun har lært hos sin mester.
"Det betyder meget, hvor man er i lære, og hvad man laver der. Jeg vil lave billeder, der stiller spørgsmål i stedet for at give svar," siger hun.
Ud over at skulle tage billeder til svendeprøven, skal eleverne også lave enten en video- eller en cd-rom-produktion. Marie Rosenkrantz laver en reklamevideo med en af de andre elever om en ny energidrik.
"Det er vigtigt at kunne lave både video og cd-rom, hvis en kunde spørger, om man ikke lige kan lave sådan en også," forklarer hun.
Marie Rosenkrantz kan ikke forklare, hvor hendes interesse for billeder kommer fra. Den er der bare. I niende klasse var hun i praktik hos en fotograf. Men dengang var interessen for "det visuelle", som hun siger, der allerede.
"Det allerfedeste er, når man står i mørkekammeret og ved, at man har lavet et virkelig fedt billede, der holder 100 procent," siger Marie Rosenkrantz.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.