Hvor går grænsen for offentliggørelse af billeder, der viser døde og lemlæstede? Må fotografer og medier offentliggøre billeder, der viser ofre ved trafikulykker, brande, drukneulykker eller drab? Må der vises billeder af døde som led i skildringen af arbejdet ved hospitaler, lægeambulancer, politi eller ligsyn? Hvilke krav stilles til en effektiv sløring? Kan andre give samtykke på vegne af en død person? Hvem kan rejse en sag? Har fotografen det juridiske ansvar for en krænkelse?

Straffeloven § 264 d sætter grænser for offentliggørelse af meddelelser og billeder om private forhold. For at undgå tvivl fastslår sidste sætning, at "bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person". Nogle konkrete sager kan illustrere, hvor grænsen går:

l Narkomans død: På anmodning fra efterladte nedlagde Østre Landsret i 1975 fogedforbud mod offentlig visning af en film, der viste en narkomans liv de sidste måneder før hans død og fortsatte med optagelser af ham som død. Filmen var optaget af en journalist med støtte fra Filmfonden og DR. Retten lagde vægt på, at filmens gengivelse af mennesket var krænkende for både den afdøde og de efterladte. Narkomanen havde givet samtykke til optagelserne, men landsretten konkluderede, at samtykket ikke var gyldigt. Dels var det tvivlsomt, om narkomanen på grund af sin tilstand kunne tage stilling på tidspunktet for samtykket, dels havde han ikke kunnet tage stilling til det færdige resultat.

l Brandofferet: Østre Landsret dømte i 1981 en fotograf og redaktør for bladet "Månedens Sensation" for offentliggørelse af et billede, der viste et brandoffer, der lå indebrændt på sin bopæl. Selve liget var ikke genkendeligt på billedet, men retten lagde vægt på, at den omkomne kunne identificeres af de nærmeste via interiøret.

l Drukneulykken: Højesteret dømte i 1991 redaktøren for SE og HØR for offentliggørelse af billeder fra en drukneulykke. Et billede viste afdøde liggende på en båre på strandbredden. Et andet billede viste ægtefællen, mens hun på stranden overværede redningsaktionen. Billederne var optaget uden samtykke fra ægtefællen. Dommen lød på betinget frihedsstraf på 14 dage, bødestraf og godtgørelse til ægtefællen. Der blev ved strafudmålingen lagt vægt på, at redaktøren tidligere var dømt.

l Genoplivning af barn: Byretten i Aalborg afsagde dom 3.1.2003 om bødestraffe til redaktøren for SE og HØR, journalist og freelancefotograf for en billedreportage om genoplivning af et lille barn, der var faldet i et svømmebassin. Fotografen og journalisten fulgte med en lægeambulance, der blev kaldt til det private hjem. Der var under sagen modstridende oplysninger om, hvilken aftale der var indgået mellem lægeambulancetjenesten og pressefolkene. Retten lagde vægt på, af familien ikke havde givet samtykke – hverken før eller efter. Retten lagde endvidere vægt på, at drengen kunne genkendes, og at reportagen fokuserede på drengens genoplivning. (Sagen blev omtalt i JOURNALISTEN i efteråret 2001. Dommen er gengivet på grundlag af Kongsgaard og Termansens omtale i Nordjyske 4.1.2003).

For nogle kan det lyde mystisk, at afdøde kan krænkes, men det kan de, fordi beskyttelsen gælder afdødes eftermæle. Pårørende kan også krænkes.
Det er lovligt at tage billeder af personer, der befinder sig på frit tilgængeligt sted (Straffeloven § 264a). Selv om et billede er lovligt optaget, er offentliggørelse ulovlig, hvis det viser "den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden" (§ 264 d). (Jf. Drukneulykken).

Fotos af lig og lemlæstede er omfattet af § 264 d, hvis de pågældende er genkendelige. Nærbilleder af ofre m.v. vil typisk være det, og der kræves en effektiv sløring. En tv-station, der har fået for vane at vise en hjerteoperation til aftenkaffen i de små hjem, kan lovligt gøre det, når billederne kun viser et udsnit af patientens krop lige omkring hjertet. Et offer kan f. eks. genkendes på grund af omgivelser på billedet eller på grund af den tilhørende tekst (jf. Brandofferet).

Undtagelsesvis kan det være lovligt at offentliggøre billeder af genkendelige lig og lemlæstede. Lovligheden afhænger af en konkret vurdering. På den ene side skal lægges vægt på informationsfriheden. På den anden side skal lægges vægt på krænkelsens karakter og styrke.

Ved forhold, der har samfundsmæssig betydning, sikrer den europæiske menneskeretskonventions art.10 vid informationsfrihed. Derfor er det formentlig lovligt at offentliggøre billeder af en politiker, der er skudt på offentlig gade, og billeder af ofre ved en terror- eller krigshandling. Også i disse situationer skal der dog tages hensyn til krænkelsen ved offentliggørelse af billedet.

Andre billeder viser ofre for hverdagens ulykker. Det er typisk ulovligt at offentliggøre nærbilleder af ofre fra hverdagens ulykker (jf. Brandofferet, Drukneulykken og Genoplivning af barn). En trafikulykke har en vis samfundsmæssig interesse, men den kan dækkes uden nærbilleder af ofre. Ulykker i private hjem hører til rent private forhold.

Det er lovligt at offentliggøre en persons private forhold, når den pågældende har givet samtykke. Samtykket skal være givet i en situation, hvor den pågældende er i stand til at tage stilling. Det kan være udelukket i den terminale fase af en svær sygdom, under en psykotisk tilstand eller under stærk påvirkning af stoffer (jf Narkomans død). Spørgsmålet er, om andre kan give tilladelse, når hovedpersonen er i en psykisk tilstand, der udelukker stillingtagen, eller han er død?

Bæltefikserede patienter: Som led i en artikel om psykiatriske patienters forhold bragte Ekstra Bladet nogle billeder af bæltefikserede patienter. En journalist og fotograf havde besøgt den psykiatriske institution "Nordvang" efter aftale med overlæger. Både implicerede overlæger, plejepersonale og moderen til en voksen patient, der blev vist, gav tilladelse til fotografering og offentliggørelse. En anden patient gav efterfølgende accept, da han senere var blevet rask. Amtskommunen fik nedlagt et fogedforbud, som endte i Højesteret. Det fremgår af Højesterets præmisser, at tilkendegivelserne fra overlæger, pårørende og efterfølgende fra en patient ikke var gyldige samtykker. Alligevel konkluderede Højesteret, at fogedforbudet mod at vise billederne ikke var berettiget. Højesteret lagde vægt på, at offentliggørelsen var led i en "saglig reportage af betydelig nyheds- og informationsværdi", og retten tog hensyn til, at der var accept fra overlæger, plejepersonale, pårørende og fra en patient, der efterfølgende var blevet i stand til at tage stilling.

Højesterets afgørelse har principiel betydning. Sagen handlede om psykotiske patienter, men samme konklusioner må gælde for billeder af andre, der ikke selv kan tage stilling, f.eks. afdøde. Offentliggørelse bliver ikke lovlig, blot fordi pårørende og personalet på en institution giver samtykke. Deres samtykker har betydning, men der skal samtidigt være tale om en "saglig reportage af betydelig nyheds- og informationsværdi". Hvis disse betingelser er opfyldt, er det formentlig også lovligt at optage og offentliggøre billeder af lig og lemlæstede f.eks. som led i skildringen af arbejdet ved hospitaler, lægeambulancer, politi og ligsyn.

Krænkede personer kan rejse en privat straffesag eller kan anmode politiet om at rejse en offentlig straffesag (Straffeloven § 275). Politi og anklagemyndighed kan som hovedregel ikke rejse en sag uden anmodning.

Fotografen har det juridiske ansvar, hvis han tager et ulovligt billede af en person (evt. lig), der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, f.eks. et brandoffer i bolig. I disse tilfælde er selve fotograferingen ulovlig, og derfor skal Medieansvarslovens særlige regler ikke anvendes.

Når et billede offentliggøres i et massemedie, gælder Medieansvarsloven. Den ansvarshavende redaktør har ansvaret alene, hvis fotografens navn ikke er anført. Hvis det er anført, er fotografen juridisk ansvarlig, og den ansvarshavende redaktør kan være medansvarlig. l
NB: Retsafgørelser, der er omtalt i denne artikel, kan læses på http://www.cfje.dk/mediejura, bortset fra dommen af 3.1.03 fra Aalborg Byret.