Et af de billeder, som fotograf på Scanpix Mads Nissen fredag fik en pris for ved Årets Pressefoto, stammer fra et klip på nettet. Billedet forestiller en ekstremistisk russisk gruppe, der fanger og mishandler homoseksuelle for rullende kamera. Videoen bliver lagt ud på VK – det russiske svar på Facebook.
Mads Nissen erkender, at det er en speciel situation at få en pris ved Årets Pressefoto for en serie, hvor et af billederne er lavet af nogle andre.
»Da jeg skulle sende billederne ind, viste jeg serien til nogle af mine kolleger, og de mente, at jeg ikke skulle sende det ind, fordi det jo ikke var mit eget billede. De sagde, at juryen tidligere havde diskvalificeret billeder, og de troede, at det samme ville ske for mig,« forklarer Mads Nissen.
Han valgte dog at sende hele den russiske billedserie om homofobi ind – inklusive hans foto fra VK-videoen, fordi det viser, at homofobernes menneskejagt er et internetfænomen.
»Det vigtigste var at få hele historien med. Hellere det – og blive diskvalificeret – end at skulle pille billedet ud,« siger han.
Fredag vandt han førsteplads i kategorien Årets udenlandske nyhed.
Efterfølgende har han ikke fået negative rektioner på grund af beslutningen.
»Når man tænker på, hvor kværulantiske folk kan være i vores branche, er det kommet bag på mig,« siger han med et grin.
Han understreger, at han deklarerede billedet tydeligt, så man kunne se, at det var et fotografi af en computerskærm. På billedet kan man se programmets logo og tidslinjen i bunden.
I Rusland var han i kontakt med en af de voldelige grupper, der laver videoerne. Han ved ikke, om han ville have sagt ja, hvis han havde fået tilbuddet om at komme med på ”safari”, som de voldelige homofober kalder deres menneskejagt.
»Det er et svært etisk valg. De gennemfører det jo, uanset om jeg er med eller ej.«
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Her er min multimedie som forklarer om video-fænomenet: https://vimeo.com/85109016
Tillykke med prisen.
I belønner hinanden med priser konstant - det er meget, meget mærkeligt.
Men I må være enormt dygtige, så det er vel okay!