En forside og otte sider med tekst taget direkte fra Berlingske Tidende har skabt vrede på Titangade. Billed-Bladets advokat erkender, at loven er brudt, men chefredaktør Annemette Krakau hævder, at hun handlede i god tro.
KOPI. Berlingske Tidendes solo-interview med kronprinseparret var simpelthen for stor en lækkerbisken til, at Danmarks royale ugeblad kunne lade den være. Men var det en misforståelse eller bevidst brud på loven om ophavsret?
Det spørgsmål står tilbage, når advokaterne er færdige med at forhandle den sum, Billed-Bladet skal betale som erstatning til Berlingske Tidende for at have bragt deres artikel uden tilladelse. Selve lovbruddet er der ikke meget tvivl om.
»Det er klart, det er en ophavskrænkelse, så nu må vi bare få det løst,« udtaler Billed-Bladets advokat, Per Håkon Schmidt.
Det var et scoop, da Berlingske Tidendes Magasin lillejuleaften kunne bringe et langt, eksklusivt interview med kronprinseparret, hvor de fortalte journalisten Karen Margrethe Schelin detaljer om deres hverdag, børnene og parforholdet.
Interviewet var ganske enestående og blev lavet efter en eksklusiv-aftale med kongehuset, der indebar, at artiklen ikke måtte bringes uden for Berlingske-koncernen uden kongehusets godkendelse.
Derfor var der stor overraskelse på Titangade, da Billed-Bladet tredje januar udkom med en forside, der fortalte om et »eksklusivt« interview med Mary og Frederik. Og ganske rigtigt. På siderne 12-19 bragte bladet Schelins interview i forkortet form og med deres egen indledning. Desuden skrev chefredaktør Annemette Krakau i sin leder om det enestående i interviewet, men uden at nævne Schelin eller Berlingske.
»Man stjæler et interview, bringer det over otte sider, skriver på forsiden, at det er eksklusivt, og så undlader chefredaktøren i sin leder at gøre opmærksom på, at den artikel, hun omtaler, er taget fra Berlingske Tidende. Det er uetisk og en meget grov krænkelse af ophavsretten,« siger Lisbeth Knudsen, koncerndirektør i Det Berlingske Officin.
Hun satte straks en advokat på sagen, og det resulterede i et erstatningskrav på i alt 235.000 kroner og trussel om retssag, hvis ikke Billed-Bladet hoster op.
Men det gør de.
»Selvfølgelig skal vi betale, når vi har taget noget, spørgsmålet er bare hvor meget. Det er et forretningsspørgsmål, der er ikke noget jura i det her,« siger Per Håkon Schmidt. Men han tilføjer, at Billed-Bladet handlede i god tro, og det er også Annemette Krakaus forklaring på den åbenlyse forseelse.
»Vi købte billederne af Scanpix, og de sagde, at vi bare kunne tage teksten fra avisen. Det er helt normal praksis for os at få både billeder og tekst fra Scanpix, som vi for eksempel gjorde med et stort interview med Joachim og Marie Cavallier for nogle måneder siden,« siger Annemette Krakau.
Lisbeth Knudsen, der som chef for Det Berlingske Officin også taler for Scanpix, forklarer, at redaktionschefen på Scanpix havde fået den opfattelse, at Billed-Bladet allerede havde en aftale med Berlingske, og derfor henviste han til teksten i avisen.
Hun tror til gengæld, at Billed-Bladet udmærket var klar over, at de brød reglerne.
»Billed-Bladet kan ikke have været i god tro her. Det er simpelthen forrygende, at nogen kan stille sig op og sige: Jamen vi fik teksten med, fordi vi købte nogle billeder, når der er tale om et så unikt interview. Det har jo ingen logik,« siger Lisbeth Knudsen.
Billed-Bladet bragte også Karen Margrethe Schelins byline, og dermed krænkede de faktisk journalisten.
»Jeg har jo lavet en solo-aftale med kongehuset, så det miskrediterer mig, at man pludselig kan læse interviewet i Billed-Bladet. Desuden har de manipuleret og skåret ting væk, blandt andet kritiske dele om den kulørte presse, så artiklen fremstår ikke, som jeg har skrevet den,« siger Karen Margrethe Schelin, der lavede interview-aftalen i november.
Ifølge Journalistforbundet er der her tale om krænkelse af Schelins ’droit moral-rettigheder’, som handler om retten til at kunne beskytte sit stof. /
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.