search

Bill og blodhundene

Lewinsky-affæren dokumenterede, at nyhedskonkurrencen i dag er så intens, at formodninger og anklager og - ja, selv løse rygter - i løbet af sekunder kanaliseres ud til de forundrede amerikanere. De tradionelle standarder for journalistik er brudt. Historien blev skabt på Internettet, og Internettet har nu skabt sin egen plads i nyhedsfødekæden.

Lewinsky-affæren dokumenterede, at nyhedskonkurrencen i dag er så intens, at formodninger og anklager og – ja, selv løse rygter – i løbet af sekunder kanaliseres ud til de forundrede amerikanere. De tradionelle standarder for journalistik er brudt. Historien blev skabt på Internettet, og Internettet har nu skabt sin egen plads i nyhedsfødekæden.

Amerikansk presse er ikke lige til at ryste af. Med en arbejdsdag på mindst 18 timer har pressens blodhunde bidt sig fast.
Forleden måtte præsidentens talsmand Mike McCurry snige sig uden om at svare på ellers enkle spørgsmål hele 32 gange under den daglige briefing for pressekorpset i Det Hvide Hus: Var Monica Lewinsky i Det Hvide Hus den 28. december 1997? Så hun Bill Clinton? Har præsidenten givet hende en kjole? Ja eller nej.
»Jeg vil referere til udskriften af min briefing i går, som refererer til udskriften fra min briefing i forgårs,« lød et af Mike McCurrys svar.
»En del af Det Hvide Hus' strategi er at sende mig herud hver eneste dag og kede folk i ihjel med mine svar,« indrømmede han til sidst.
Det Hvide Hus har efter seks dage, der vil gå over i amerikansk og international pressehistorie valgt at bygge en mur af tavshed op omkring Bill Clintons påståede affære med den 24-årige tidligere praktikant Monica Lewinsky.

Kilder på femte hånd
Tavsheden kom på et tidspunkt, hvor medierne efter amerikanernes opfattelse var gået over gevind i dens svælgen i alle detaljerne i sex-affæren, som præsidenten har valgt at benægte kategorisk. Og som stadig hænger som en tung skygge over hans præsidentperiode.
Selv seriøse Washington Post har med blot en enkelt anonym person som kilde skrevet på forsiden, hvordan Monica Lewinsky drømte om at have sex i Det Ovale Værelse. Endda på skrivebordet. Avisen citerede også en anonym kilde for at mene noget om en historie fra tv-stationen MSNBC, som citerede en kommende historie i Newsweek. Hvilken slags kilde Newsweek havde, forlød der ikke noget om. Men uanset hvad, ville læseren af Washington Post få informationen fra mindst femte hånd i nyhedsfødekæden.
Den totale tavshed om affæren fra Bill Clinton har bragt pressen i en vanskelig situation. Hvilket også var tilsigtet fra Clintons side. Men det har også fået pressekorpset omkring præsidenten til at knytte næverne i en slags holdånd, der gennemsyres af gensidige forsikringer om, at denne gang skal Bill Clinton ikke slippe så let.
Til syvende og sidst bliver han nødt til at svare på de hundreder af spørgsmål, der har hobet sig op, lyder det, mens præsidentens mødekalender studeres for egnede tidspunkter.

1-0 til Clinton
Bill Clinton har ikke blot sat sit præsidentembede på spil med sin lodrette dementi af hele sagen, men også sået alvorlig tvivl om troværdigheden af de historier, som pressen har fyldt amerikanerne med. Indtil videre har Clinton trukket sig sejrrigt ud af duellen: 72 procent af amerikanerne svarer ja til, at pressen er gået for vidt i dens efterforskning af Clintons seksuelle adfærd.
En større magtkamp mellem præsidenten og pressekorpset er i gang, og udfaldet af den kan ikke undgå at blive dramatisk.
Der er mange forklaringer på historiens eksplosive effekt. Efter seks år med Clinton har pressen fundet ud af, at han er en mester til at vende og dreje ordene. Enhver udtalelse må studeres med lup. Man husker, at han under præsidentvalget i 1992 afviste at have røget hash med begrundelsen, at han aldrig havde brudt USAs love (Han opholdt sig i England). Han benægtede en 12-årig affære med Gennifer Flowers (Den var ikke så lang). Han nægtede, at han havde sovet med alle mulige kvinder (Han sov slet ikke, sagde hans rådgivere).
Og da han under mediebelejringen af Det Hvide Hus forleden forsøgte at slippe ud af anklagerne om forholdet til Lewinsky, gik hans dementi på, at der ikke »er« noget »upassende« forhold.
»Nu prøver han Clinton-tricket igen,« sagde Mara Liasson fra National Public Radio.

Rødmende reportere
Svarene udløste en byge af spørgsmål, hvor velanskrevne politiske reportere rødmende måtte udspørge McCurry om, Clinton skelner mellem oralsex og fuldt samleje. Den slags spørgsmål er aldrig tidligere stillet i Det Hvide Hus. Og det vil være synd at sige, at de blev værdsat af Mike McCurry.
»Beskyldningerne er så lammende, at de sædvanlige spin-operationer er hjælpeløst ineffektive. Administrationens standardmetode med at intimidere reportere, henvise til advokater, der ikke vil sige noget og forsøge at skifte fokus, virker ikke denne gang,« påpeger Washington Post mediekritiker Howard Kurtz.
Den seriøse del af pressen ignorerede stort set Gennifer Flowers påstand om hendes forhold til Clinton i 1992. Da Paula Jones i 1993 stillede sig op på en pressekonference og bebudede et sagsanlæg mod præsidenten for sexchikane, gik der tre måneder før Washington Post tog det alvorligt. Forklaringen i begge tilfælde var en uhyre velorganiseret spin-operation af Clinton og hans rådgivere, hvor et væsentligt element var en tilsværtning af de kvinder, der anklagede ham. Pressen blev ganske enkelt i tvivl om de-
res troværdighed. Metoderne rammer nu Clinton med forsinket boomerang-effekt.
»Clintons uforsvarlige omgang med sandheden i fortiden har endelig indhentet ham,« mener Howard Kurtz.

Langt fra Watergate
Pressen havde derfor svært ved at styre sig, da Lewinsky-historien brød løs. En anden forklaring er den voldsomme udvikling i de elektroniske medier, der har fundet sted. Under Watergate-skandalen arbejdede Washington Post reporterne Bob Woodward og Carl Bernstein sig metodisk ind på livet af Richard Nixon, og alle oplysninger fra anonyme kilder blev dobbelt-chekket. Historien udviklede sig i en daglig nyhedscyklus over to år – næsten som en gammel detektivroman. Først da det var bevist, at præsidenten var involveret i et omfattende magtmisbrug, turde pressen nævne muligheden for hans afgang.
Watergate satte ikke blot en ny standard for, hvad et ordentligt stykke gravearbejde kan føre til – men også hvordan det udføres.
De samme standarder er for længst forladt. Lewinsky-affærens første dage dokumenterede, at nyhedskonkurrencen i dag er så intens, at formodninger, anklager, beskyldninger og – ja, løse rygter – i løbet af sekunder kanaliseres ud til de forundrede amerikanere uden at være kontrolleret tilstrækkeligt forinden. Det lille forbehold var naturligvis altid med.
Selv for Bill Clintons nærmeste medarbejdere, var det umuligt at følge med i alle oplysningerne, som medierne kolporterede fra de 20 timers båndoptagelser af Monica Lewinsky.

Et ekstremt nyhedsræs
Tre landsdækkende kabel-tv-stationer var konstant klar med det allersidste. Aviserne tog deres Internet-udgaver i brug for at være konkurrencedygtige i nyhedsræset. Nyhederne var for varme til at vente på trykpressens langsomme rotation.
Dommen faldt prompte: Kloge politiske hoveder gjorde det klart, at Clintons præsidentembede var i fare. Det satte ræset yderligere i vejret.
På ABCs politiske søndagsprogram »This Week« – der er et af de mest sete i USA – udspandt der sig følgende udveksling mellem de politiske analytikere: Sam Donaldson: »Hvis Clinton ikke fortæller sandheden – og det viser beviserne – vil han gå af. Måske i denne uge«.
Bill Kristol: »Jeg tror ikke, at han kan overleve«.
Cokie Roberts: »Okay, han er færdig. Hvad er så det næste, der vil ske?«.
Donaldson: »Hvad vil præsident Gore foretage sig?«
Kristol: »Han vil udvælge en meget respektabel person som vicepræsident og tage på en lang honeymoon«.
Clintons forestående død fik følgende kommentar med på vejen af mediekritikeren Larry Sabato: »Fra førstedagen har politiske kommentatorer på TV forudset, at Clinton ville kravle ombord på helikopteren, give Nixon-vinket og flyve tilbage til Arkansas.«

Sammensmeltning af nyheder og underholdning
Der er bred enighed om i amerikansk presse, at de traditionelle journalistiske standarder blev forladt i det intense nyhedskapløb om de saftige detaljer, der truede selve præsidenten. Kombinationen af kinky sex i Det Ovale Værelse og historiens verdensomspændende betydning forenede tabloid-journalistikken med den seriøse politiske reportage en gang for alle. På græsplænen foran Det Hvide Hus stillede kamerahold fra de Hollywood-baserede underholdningsprogrammer som »Entertainment Tonight« sig op ved siden af hold fra ABCs dybt respekterede »Nightline«. De rapporterede den samme historie med stort set enslydende detaljer fra dagens afsløringer. Det var umuligt at skelne mellem underholdning og nyheder. Grænserne var nedbrudt.
»Det er ude af kontrol,« konstaterede redaktøren af US News & World Report, James Fallows kort.

Medie-kasseapparatet
Imens rullede kasseapparatet i amerikansk presse som sjældent set. Hele 80 procent af befolkningen fulgte med i dramaet. Samtlige landsdækkende tv-stationer sendte særudsendelser. Ugemagasinet Time øgede sit oplag med 40 procent til 350.000 eksemplarer. Avisen USA Today trykte en halv million ekstra eksemplarer.
Tempoet var så højt, at det kun var et spørgsmål om tid, før den første store dementi kom. Den tvivlsomme ære tilfaldt avisen Dallas Morning News. I sin Internet-udgave fortalte bladet, at Clinton og Monica Lewinsky var blevet afsløret midt i en sexakt i biografen i Det Hvide Hus. Der var altså et vidne til affæren. Men i løbet af få timer blev historien trukket tilbage med den forklaring, at kilden sagde, at historien ikke passede alligevel! På det tidspunkt var skaden allerede gjort.
Millionavisen The New York Daily News havde fundet de store pløkker frem: »Grebet i akten«. Historien blev dog fastholdt af tv-stationen ABC og Los Angeles Times, der hver for sig havde fundet kilder, der kunne bekræfte hændelsen.

Nettets gennembrud
Internet-journalisten Michael Kinsley mener, at Lewinsky-historien har været et afgørende gennembrud for nettets betydning i nyhedsjournalistikken. Han peger på, at det var gossip-journalisten Matt Drudge i Los Angeles, der var den første til at rapportere historien. Han har i flere år drevet sin egen Clinton-fjendtlige hjemmeside, The Drudge Report, hvor alle mulige rygter fra Washington og Hollywood luftes.
Matt Drudge fik færten af, at Newsweek havde fat i Lewinsky-historien men valgte ikke at bringe den alligevel. Det var først og fremmest, fordi bladet ikke følte sig på sikker grund og i øvrigt var blevet bedt om at lade være af den uafhængige undersøger Kenneth Starr, der prøvede at få Monica Lewinsky til at samarbejde.
Da The Drudge Report afslørede skænderierne i Newsweeks chefredaktion tog det ikke lang tid før de konservative kredse i Washington fangede historien. Få dage efter slog Washington Post og Los Angeles Times hul på bylden.
»Internettet skabte denne historie. Og historien skabte Internettet. Den vil få samme betydning for Internettet, som mordet på John F. Kennedy fik for tv-nyheder,« mener Michael Kinsley.
Kinsley påpeger, at The Drudge Report tvang de seriøse medier til at tage historien op på et tidspunkt, hvor de havde forkastet den, fordi den ikke levede op til deres sædvanlige nyhedskrav. Men historiens troværdighed var stor nok til, at Matt Drudge turde skrive den. Han har selv reklameret med, at kun 80 procent af det, han skriver, er korrekt. Da først Drudge havde luftet den på sin vellæste webside og den blev til en del af den politiske snak i Washington, var der ikke nogen vej udenom for de seriøse medier.
»Folk skal vide, at de informationer de får på Internettet ofte er af jævn kvalitet – bedre end hvad naboen har hørt på renseriet, men ikke så gode som i New York Times,« skriver Michael Kinsley i nyhedsmagasinet Time.
På den måde har Internettet skabt sin egen plads i nyhedsfødekæden – så at sige det første led, der kan presse journalister til at skrive flere af de historier de ligger inde med, men som de af forskellige årsager ikke har rapporteret om.
I Danmark vil det svare til, at Christiansborg-journalisterne presses til at skrive nogle af de mange historier om politikernes privatliv, de i forvejen sidder og snakker om over det runde bord i Folketingets kantine.
»Mediernes fødekæde er ikke stærkere end det svageste led,« konstaterer Howard Kurtz, Washington Post.

Michael Ulveman er
Jyllands-Postens
korrespondent i
Washington og medlem
af pressekorpset
i Det Hvide Hus.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen