Bevidst humor

∞ Svar på Eva Langballes indlæg, "Ramasjang Special", bragt i Journalisten 2010/1ACCEPT. Som vi også tidligere har korresponderet med Eva Langballe om, er vi i DR helt enige i, at ingen bør udsættes for diskrimination og mobning.

∞ Svar på Eva Langballes indlæg, "Ramasjang Special", bragt i Journalisten 2010/1

ACCEPT. Som vi også tidligere har korresponderet med Eva Langballe om, er vi i DR helt enige i, at ingen bør udsættes for diskrimination og mobning. Det er udgangspunktet for, at vi sender komedieserien "Specialklassen" på DR Ramasjang – hvor hovedpersonerne spilles af voksne skuespillere klædt ud som dukker. Her forsøger vi med kærlighed og humor at vise, hvordan tilværelsen kan se ud fra to skoleelever, der ikke altid har det let.

Ved at tage afsæt i børnenes synsvinkel forekommer verden let absurd – det gælder også den nævnte scene med skolepsykologen. Serien er tydeligvis en komedie, og skolepsykologen en komisk figur. Det børn på et overordnet plan kan få ud af en scene, som den, du nævner, er at forholde sig kritisk til autoriteter. For det står klart, at det er psykologen, der har brug for en psykolog – ikke dukkerne.

For DR handler programmet også om, at det ikke skal være tabu, at der findes børn som Osman og Jeppe, som ikke opfører sig efter de gældende normer. Vist i en humoristisk dukkefilm bliver det risikofrit for børnene at genkende sig selv i de to søde drengerøve og deres let absurde verden. Og det kan give dem en større empati og bruges som åbning til at udfordre fordommene. For hvorfor skal det egentlig være forbudt at tale om, at nogen er anderledes, i specialklasser eller i andre skoleklasser?

Det er bevidst, at vi bruger humor, som fortælleredskab i serien. I seriens målgruppe, som er fra 7 år og opefter, har børnene typisk en fint udviklet humor og bevidsthed om forskellige genrer og sociale rum. Det så man for eksempel i modtagelsen af den provokerende tegnefilm "Terkel i knibe", som medvirkede til at gøre det ok at tale åbent om mobning i skolerne.

På DR Ramasjang hylder vi mangfoldigheden, og her er vi glade for Osman og Jeppe, der ligesom Pippi Langstrømpe og Bamse med kant og kærlighed kan medvirke til at flytte grænserne for, hvornår man er ok. Foreløbig har vi også modtaget mange positive tilkendegivelser på serien, så vi håber, at Eva Langballe og andre voksne vil gribe chancen og kigge med en ekstra gang.

– Birgitte Fredsby, Kanalchef, DR Medier, B&U.

0 Kommentarer