Selv hvis mediestøtten bliver åbnet for netmedier, skal vi ikke vente os en revolution. Hvis vi er heldige, får vi støttet et par søde multimediefortællinger og en købstads-netavis eller to, skriver journalist og blogger Ernst Poulsen.

Kulturminister Uffe Elbæk forhandler med oppositionen om et nyt medieforlig for dagblade og internetmedier. Grundlaget er Dyremose-rapporten, der cementerede, at mediestøtte ikke længere skal tildeles på grundlag af distribution af papiraviser, men på grundlag af antallet af journalister. Men selv om det betyder, at støtten også kan gives til netmedier, så viser tabellerne bagerst i Dyremose-rapporten, at der er tale om et konservativt stykke arbejde.

Mediestøtten vil fortsat gå til de samme mediehuse, og netmedierne vil højst få 4 millioner kroner. Det svarer til cirka en procent af puljen og finansierer selvfølgelig ikke, at branchen får et revolutionerende løft.

Et andet punkt i Dyremose-rapporten er, at der skal være tre til fem journalister på en redaktion, før den kan få støtte. Da netmedier ofte har langt lavere annonceindtægter, vil det sætte en stopper for for eksempel små lokale netaviser, hvor det ikke er realistisk at hente 3 millioner hjem i annonceomsætning.

Det er da også derfor, at kulturminister Uffe Elbæk har ønsket to ændringer: En større innovationspulje og en sænket barriere, så netmedier de første år kan nøjes med at have en journalist ansat. Her har Ellen Trane Nørby meldt ud, at dagbladene er pressede nok, som det er. Et eller andet sted mellem de to punkter vil medieforliget sikkert lande.
Spørgsmålet er så, hvad et sådant forlig vil bringe os. Hvor er det, at det bobler?

Nærdemokratiet tilbage?
Det ene område, hvor en ny mediestøtte godt kan få betydning, er den lokale netjournalistik. Her er det sandsynligt, at muligheden for at søge mediestøtte giver for eksempel arbejdsløse journalister blod på tanden, så de starter noget nyt.

Vi har i mange år vænnet os til, at der kun var én lokalavis. Her kan nettet og mediestøtten måske give os den demokratiske konkurrence på viden og holdninger tilbage.
Der er også håb for eksperimenterende sites som Zetland, der leverer lange artikler om meget varierede emner, og ThirdEar, der leverer radiomontager af høj kvalitet.
Men det ville være befriende, hvis nogle af ansøgerne også havde en vision om at nå ud til et bredt publikum, så ideen kunne leve længere efter støtteperiodens udløb.
Det er derimod mere tvivlsomt, om vi får nye stærke landsdækkende netaviser. Det afhænger af, hvordan udenlandske investorer vurderer betalingsmurene hos de store netaviser. Vi trænger så afgjort til lidt konkurrence.

Journalistik eller teknologi?
I medieforliget er der sat en del begrænsninger ind: Støtten skal gå til journalistisk indhold, som ikke må henvende sig til bestemte faggrupper, og man skal sandsynliggøre, at projektet på sigt kan brødføde tre-fem journalister. For journalister virker det måske forståeligt, fordi det bygger oven på vores forståelse af, at medier er noget, der laves af en samlet redaktion, der hver dag stempler ind foran computeren.

Vi er halvvejs inde i to nye revolutioner: Mobil og sociale medier. Det kan for eksempel godt være, at aok.dk giver et godt overblik over restauranter med sine anmeldelser, men det redaktionelle produkt kan lynhurtigt dø, hvis en international app som Yelp får bidt sig fast. På overfladen ligner det ene et redaktionelt produkt og det andet et teknologi-produkt, men de løser den samme opgave for brugerne. Hvordan skelner vi så med mediestøtten?

De rigtige benspænd?
De folk, jeg har talt med i branchen, udtrykker især håb om, at man inden for innovations-puljen tænker bredt og åbent.
Som journalister undervurderer vi ofte værktøjets betydning. Tag et værktøj som StoryPlanet, som Bjarke Myrthu har udviklet til folk, der vil lave multimediefortællinger.

Typisk vil vi overveje at støtte en journalist, som vil lave en håndfuld multimediefortællinger, men det er værktøjet, der i virkeligheden revolutionerer journalistikken. Heldigvis for Bjarke Myrthu har han internationale top-investorer som Joi Ito i ryggen. Ideen om, at en redaktion skal have fem mand med samme uddannelse, må stamme fra en tid, hvor det var logisk at samles ved trykpressen. Siden nettet kom, har vi alle sammen fundet ud af, at det er i den nye sammensætning, at værdien ofte opstår.

Dyremose-rapporten peger for eksempel i retning af støtte til omnibus-agtige medier, men de medier, der har den højeste kvalitet herhjemme, fanger ofte et nichepublikum. Det gælder sites som altinget.dk, videnskab.dk, dknyt.dk, version2.dk og kforum.dk.
Hver især ligner de måske niche-sites uden betydning for samfundet, men hvis man i stedet ser dem som et samlet hele, så leverer de mindst lige så høj kvalitet som de papirmedier, vi giver en betydelig støtte.

Hvis vi kun gennemfører en "pseudoomlægning" på 4 millioner kroner nu, skal vi huske, at vi i 2017 næppe er nået længere end til at få to eller tre små netaviser i et par købstæder. Reelt vil det være uden betydning. Det svarer lidt til, at vi hygger os med et par Lego-modeller, mens markedet bygger enorme kraftværker.