Pressen dækkede det glamourøse Melodi Grand Prix fra en bygning af gasbeton langt væk fra scenen. Journalisterne tjattede på Facebook og så fodbold, mens DR serverede vingummi og rødvin.

ILLUSION. Ballerup Super Arena. Medierne tjekker ind. Der står en fotograf fra Se og Hør og ryger hjemmekrøl. En bygning af gasbeton og neonlys. Klapstole og storskærm. Er det virkelig herfra, pressen skal formidle stemningen under Melodi Grand Prix 2011? Hvor er showet og sangerne?

Inde i selve arenaen, forklarer Se og Hør-fotografen. »Men der må vi ikke komme ind. Medmindre man har købt billet.« Billet?!

For Journalisten er opgaven lige blevet noget enklere. Nu er det langt simplere at overskue, hvordan kulturjournalisterne går til popmakronerne. Der er akkrediteret 82 pressefolk. Og for dem er det op ad bakke. De kunne sådan set lige så godt sidde derhjemme.

B.T.’s Christina Pedersen er godt træt af at være tvunget til at lave stemningsreportager fra det, hun kalder et omklædningsrum.
»Det er fuldstændigt uacceptabelt, at vi skal sidde i det her betonhelvede, hvor mobilforbindelsen ind til redaktionen er helt umulig. Det er jo vildt mærkeligt at skulle skrive en reportage om noget, jeg ikke selv har været en del af,« smælder hun.

»Vi brokker os hver gang, men der bliver ikke rigtig gjort noget ved det!«

Først om tre timer, klokken 22.25, kommer fotograferne i aktion. På det tidspunkt – umiddelbart før showet er slut – vil kamerafolket blive gelejdet til salen for at tage såkaldte vinderpix. Alle øvrige billeder blev taget for to dage siden til generalprøven. Det kan give lidt knas på troværdigheden. Sine i sang nr. 5 har for eksempel lige skiftet kjole. Den har vi ingen billeder af.

»Vinderen kommer herover til pressemøde, og så er der efterfest klokken 23.00. I får en time, så er det væk med blyant og kamera,« lyder det fra DR.

»Tja, styringen af pressen er generelt tiltagende til den her slags shows,« hvisker en fotograf mig i øret. Han vil gerne være anonym.

Og Ekstra Bladets Peter Bresemann savner gamle dages spirit.
»Der er sket en professionalisering af hele showet. DR forsøger at gøre det til en kæmpe begivenhed og investerer mere og mere i det,« siger Bresemann, der normalt er krimireporter på Aarhus-redaktionen.

Han ser hvert år frem til liv og glade dage på Grand Prix-toget.

Stiller I overhovedet kritiske spørgsmål ved arrangementet?
»Næh, det er mig imod at være kritisk over for personer, der stiller sig op for at underholde os,« siger Bresemann. Han fokuserer på storskærmen, hvor sangen “Sleepless” toner frem.

En del af den udsendte presse slapper af under showet med at glo fodbold og tjatte med vennerne på Facebook. Men de har jo også allerede set det hele til generalprøven. Også den hyldest til Tommy Seebach, sunget af Kirsten Siggaard, Keld Heick og Dario Campeotto, der lige nu bliver transmitteret af DR – live. Men de glade tilskuere, vi ser synge med i fjernsynet, er tøffet hjem for to dage siden, ligesom dansktop-trioen for længst er rejst videre på schlager-turné i Jylland.

Her kan de så sidde på en blokvogn og se sig selv blive præsenteret, som var de direkte live på scenen i Ballerup.
Det er fake, men det glider ned akkompagneret af et lille traktement af vingummi og rødvin ad libitum. DR serverer en italiensk De Antoni Valpolicella, som falder i god smag hos flere reportere. Også mig. Hvad skal vi ellers foretage os foran fjernsynet?

Der er langt mellem historierne. En journalist kan afsløre, at værtinden, Lise Rønne, har de samme sko på som til X Factor dagen før. Skandale?

Billed-Bladets udsendte, Dorte Quist, er med fodtramp og håndfagter den eneste foran tv-skærmen, der for alvor lever sig ind i selve sangkonkurrencen, da nr. 10, “A New Tomorrow”, afrunder som vinder med højt hår og singalong.
»På Billed-Bladet lever vi jo af følelser,« griner hun.

Journalistens fotograf bliver sendt af sted for at hente sit vinderpix. Men da han ved en fejl kommer til at affyre sin blitz et helt forkert sted, får han straks godt 130 kg sikkerhedsvagt på nakken.

Jeg spørger Peter Bresemann fra Ekstra Bladet, hvad hans spørgsmål til vinderbandet skal være.
»Hvordan de har det med at vinde, selvfølgelig,« svarer han.

• Pressefotografer kæmper om at forevige A Friend in London. Efter sejren blev vinderbandet straks kørt i bil fra Ballerup Super Arena og til pressemøde, hvor fotograferne for smilets skyld bad dem om at sige w – for winner. – foto: Anders Kristensen

Vinderne, A Friend in London, ankommer med blå øjne, der flakker rundt i masker af pudder, mens fotograferne får dem til at sige winner. Et w breder mundtøjet ud.
Kun Martin Hjort fra kendisstof-bureauet Starpress udfordrer festhyggen med det pågående spørgsmål: »Har I lyttet meget til Take That-nummeret “Shine”?«

Men dén sang kender A Friend in London overhovedet ikke noget til. Det holder dog ikke Martin Hjort tilbage. Han spiller nummeret for både band og komponist. Som der står på hans visitkort – vi tager underholdning seriøst!
Efter showet fanger Journalisten DR’s underholdningsredaktør, Jan Lagermand Lundme.

Hvorfor skal journalisterne sidde i et skur langt væk?
»Vi er sådan set kun interesseret i at have pressen så tæt på som overhovedet muligt. Det er også mere praktisk for os, så kunstnerne ikke skal transporteres frem og tilbage. Men det kunne ikke lade sig gøre i Ballerup.«

Men kan du følge kritikken – at bevægelsesfriheden er indskrænket?
»Ja, men Melodi Grand Prix er et virkelig stort event. Det er over to timers live-tv, og derfor har vi behov for at have fuldstændig styr på, hvad der foregår i salen. Det er altså et spørgsmål om at sikre, at der ikke kommer nogen ind i billedet. Det er tv-produktionen, vi tager størst hensyn til.«

Har I da dårlige erfaringer med, at journalisterne vælter rundt i billedet?
»På ingen måde. Vi har et fantastisk samarbejde med pressen, og vi lytter selvfølgelig til kritikken. Vi har stor tillid til, at journalisterne ikke bare farer rundt, og vi ved godt, de ikke bare kaster sig frådende over de medvirkende. Men det er ikke superfedt for udsendelsen, at der er fotografer med i billedet – og blitz og journalister.«
»Vi har et fedt samarbejde, og når vi tager til det internationale Melodi Grand Prix, ser jeg det som en fantastisk mulighed for at lære pressen at kende og også komme i nærmere dialog om arbejdsforholdene.«

For eksempel om, at det er lettest at beskrive stemningen, når man selv er til stede?
»Ja, men jeg har nu ikke hørt nogen klage over forholdene.«