En colombiansk kvinde sagde til Politiken, at hun begik ulovligheder, og valgte derfor at være anonym i artiklen. Hvorfor bragte Politiken så et billede af den letgenkendelige kvinde?

KILDEOMGANG. »Anina er et opdigtet navn, men kvindens identitet er redaktionen bekendt.« Side 2 i Politiken den 17. december 2004.

En klassisk afslutning på en klassisk case-story om sort arbejde og socialt bedrageri.

Anderledes uklassisk var det ledsagende billede af kvinden, en letgenkendelig colombianer, foran nogle villaer i Hellerup.

Man kan forestille sig colombianerens sagsbehandler i a-kassen få kaffen i den gale hals, mens han kigger nærmere på den sorthårede kvinde i Politiken. Eller man kan tænke sig en villaejers tæer krumme sig sammen i skoene, når han ser sit hus fotograferet til en artikel om sort arbejde.

Politikens side 2 handlede den decemberdag om det sorte arbejdsmarked, som især tiltrækker mennesker med udenlandsk klingende navne. Det viste rapporten »Det duale arbejdsmarked i et velfærdsstatsligt perspektiv – et studie af dilemmaet mellem uformel økonomisk praksis og indvandreres socio-økonomiske integration«, som artiklen tog afsæt i.

Den tunge historie krævede en case, så avisens journalister Tanja Parker Astrup og Camilla Ahlmann-Jensen fandt et menneske, som passede til rapporten, og kaldte hende Anina. Hun ønskede at være anonym, men ville gerne fotograferes.

Derfor lyste billedet af Anina op på avissiden, fotograferet af freelancer Jakob Carlsen foran et par tilfældige huse i Hellerup.

Men hvordan kan man forblive anonym, når man står frem med billede?

»Det øger troværdigheden og viser, at det er virkelighed og ikke noget, vi finder på herinde på Rådhuspladsen,« siger Tanja Parker Astrup som forklaring på fotografiet.

– Men hvorfor viser i et billede af en kilde, som vil være anonym?

»Det er efter kvindens eget ønske, at der er ansigt på, men ikke navn. Kilden vurderede, at hun ikke ville kunne spores på sit ansigt,« siger Tanja Parker Astrup.

»Hun virkede meget reflekteret og bevidst om, hvad hun gjorde,« uddyber Camilla Ahlmann-Jensen.

– Fortalte I kvinden, at hun kunne blive strafforfulgt og få et tilbagebetalingskrav fra sin a-kasse?

Svaret fra Politikens journalister er overraskende. De forklarer nemlig, at det er syv år siden, at kvinden lavede sort rengøring ude i Hellerup, mens hun var på dagpenge. Det kan man ikke læse i Politiken, hvor kvinden omtaler det sorte arbejde i nutid. Hun citeres blandt andet for at sige:

»Familierne er søde. Er du sulten, kan du bare tage noget mad. Tag noget kaffe, siger de, og tænd for musikken. Jeg bliver forkælet. De kan se, de får noget for pengene og værdsætter
eddermame ens arbejdskraft.«

En syv år gammel sag er forældet i henhold til lovgivningen. Men altså ikke for gammel til at kunne bruges i Politiken, som heller ikke fortæller
læserne, at sagen er syv år gammel.

Hvad journalisterne ikke var klar over er, at sagsbehandlere i a-kasser har pligt til at forfølge en sag, hvis de ser en af deres klienter indrømme ulovligheder i for eksempel en avis.

»Jeg vil gerne tilstå, at vi ikke undersøgte, om en sagsbehandler havde pligt til at forfølge en sag, siger Tanja Parker Astrup og forklarer:

»Vi vidste, at sagen var forældet. Derfor undersøgte vi det ikke. Hvis Anina aktuelt begik ulovligheder, så havde vi altså grebet det anderledes an.«

Først efter at artiklen var trykt, undersøgte journalisterne, hvilke konsekvenser billedet kunne få for colombianeren. De kontaktede læsernes redaktør på Politiken, som så kontaktede en ekspert i Socialministeriet.

Eksperten vurderede, at det var meget utænkeligt, at myndighederne ville følge op på sådan en sag.

Men kontorchef Aksel Meyer i Socialpolitisk-Juridisk Center i Socialministeriet siger til Journalisten:

»Som hovedregel skal en sagsbehandler i en a-kasse forfølge sådan en sag, men ikke hvis den er ældre end fem år.«

Teoretisk set kunne kvinden altså have fået problemer på grund af Politikens artikel – hvis sagen ikke havde været forældet.

»Det er fair nok at diskutere det, og vi har da selv gjort os nogle overvejelser efterfølgende,« siger Tanja Parker Astrup.