"Vi møder medlemmer, der falder sammen og besvimer under optagelser eller kaster op, mens de sidder og redigerer. Folk, der bliver kørt hjem eller kørt på hospitalet i en ambulance. Nogle skal helt derud, hvor der er en læge, der siger: "Det der kan du dø af, og der skal ske et eller andet."
Sådan fortæller Eva Jakobsen, arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Journalistforbund, om den aktuelle situation i film- og tv-branchen.
Eva Jakobsen tager sig af hovedparten af de medlemmer, der henvender sig til forbundet med trivselsproblemer. Typisk henvender de sig med stress, hvorefter de får tilbud om strukturerede forløb på tre samtaler.
I de ni år, Eva Jakobsen har været ansat, har hun i gennemsnit haft 100-150 samtaler med medlemmer om året, oplyser hun.
"I år kommer jeg op på 300," siger hun.
Dertil kommer akutte samtaler, og desuden har DJ været nødt til at lægge 30 trivselssamtaler hos en ekstern konsulent, fordi DJ's egne folk ikke har tid.
"Enormt stort pres fra oven"
Det er i særdeleshed film- og tv-folk, der melder sig med stress.
"I 2016 og 2017 har vi set flere fra tv-branchen end tidligere. Og rigtig mange af dem kommer fra arbejdsforhold, der har været helt absurd hårde. Med vildt lange dage, enormt stort pres fra oven – om at levere det ypperste – og en fortælling i branchen om, at hvis jeg siger nej, så står der bare tre, der vil gøre det for den halve pris eller gratis," siger Eva Jakobsen.
De medlemmer, der henvender sig til forbundet, er kun toppen af isbjerget, vurderer hun.
"Vi ser kun dem, der ikke kan få hjælp på deres egen arbejdsplads – enten fordi de er freelancere eller selvstændige, eller fordi de er på arbejdspladser, der ikke har tilbud til dem."
Eva Jakobsen gør opmærksom på, at flere og flere arbejdspladser har private sundhedsforsikringer, hvor medarbejderne kan få psykologhjælp, hvis de bliver ramt af stress.
Presset "bliver tungere og tungere"
Billedet bekræftes af Johannes Pico, der er freelance-instruktør og klipper. Han er også formand for Film- & TV-Gruppen i Dansk Journalistforbund.
"Vi kan virkelig se, at der har været mere pres på produktionsmiljøet her det sidste år. Presset kommer oppefra, og så ender det nede hos os, der har hænderne på kameraet, blokken og klippebordet. Det er et pres, der bliver ved, og som bliver tungere og tungere – og så er det, vi knækker," siger han.
"Det ser ud til, at der i de sidste år tre-fire år har været en stigning i, hvor mange der går ned med stress. Vi får alle mere og mere travlt. Og det virker, som om det virkelig er gået amok i det sidste års tid," siger Johannes Pico.
Han har også selv været ramt.
"Jeg er selv gået ned med stress, fordi jeg havde for mange deadlines. Og jeg har også været ude for at trække stikket i en måneds tid."
En måned – det var ikke lang tid..?
"De fleste af mine kolleger og jeg tænker: 'Shit, vi bliver nødt til at komme op på hesten igen'," siger Johannes Pico.
Mistede hukommelsen på motorvejen
Men det er ikke alle, der kommer lige hurtigt op på hesten, fortæller Eva Jakobsen.
"Vi ser hukommelsestab, koncentrationsbesvær, folk, som midlertidigt mister evnen til at læse, og som pludselig ikke kan træffe en beslutning, selvom de er vant til at træffe 1.000 beslutninger på en dag," siger hun og fortsætter:
"Vi har haft opringninger fra medlemmer, der ringer ude fra en motorvej og ikke ved, hvor de er på vej til eller fra, men hvor DJ’s nummer er det sidste, de har tastet ind på telefonen. Stærke unge mennesker."
Eva Jakobsen fortæller også om en ung VJ, der filmede en psykisk syg person i 24 timer på en opgave i Jylland. Så snart vagten var slut, skulle han køre tilbage til København og aflevere optagelserne, men blev nødt til at køre ind på en rasteplads, fordi han var ved at køre galt.
"Så sagde jeg: "Du må ikke arbejde i 24 timer ad gangen," og så sagde han: "Der er ikke penge til hoteller." I øvrigt skulle han tilbage og aflevere optagelserne, fordi der var kort produktionstid," fortæller Eva Jakobsen.
"Det, der er sygt, er, at jeg sidder her og forsøger at sætte plaster på. Men ofte vender de tilbage til den samme arbejdsplads, som gjorde dem syge, og som ikke har ændret sig,” siger hun.
Derfor er problemet opstået
Særligt to faktorer er skyld i det stigende stressniveau, vurderer Johannes Pico. Den ene er eksplosionen af tv-kanaler i midten af 00'erne. Den anden er streaming-tjenesternes indtog.
Lad os starte ved det første: Tv-branchen gik gyldne år i møde for omkring ti år siden. Der kom flere og flere nichekanaler, og seerne og tv-stationerne ville have dansk indhold.
"Der eksploderede det for os film- og tv-folk," husker Johannes Pico.
"Men det, at vi producerede så meget dansk indhold, betød ikke, at der fulgte ekstra mange penge med," tilføjer han.
I stedet skete der det, at "man begyndte at tvinge folk til at levere mere, hurtigere," siger han:
"I gamle dage – lige efter opsvinget for omkring 10 år siden – var der, når man gik ud på en nyhedsudsendelse, en tonemester, en fotograf og en tilrettelægger som minimum. Og på større produktioner var der en lysmand og mange andre funktioner på holdet."
"Men så fandt man ud af, at man skulle spare. Tonemesteren blev sparet væk på nyhedsudsendelser. Pludselig var det fotografen, der skulle løse dén opgave. Så fandt man ud af, at fotografen måske skulle præklippe lidt af indslaget. Og tilrettelæggeren skulle også være god til at klippe. Alle funktioner skulle være bredere – man skulle løse flere ting, for at man på den måde skulle spare på funktionerne," siger Johannes Pico.
"Vi skulle alle sammen løbe hurtigere. Og det sagde mange stiltiende ja til," siger han.
Så kom Netflix og HBO
Mens presset voksede, meldte de store streaming-tjenester sig på banen. Netflix lancerede sin danske portal i 2012, og i 2013 åbnede HBO Nordic i Danmark. Trenden begyndte for alvor at påvirke film- og tv-branchen for tre-fire år siden, fortæller Johannes Pico – af den årsag, at streaming-mastodonterne satsede på amerikanske serier i stedet for dansk indhold.
"Streaming-tjenesterne begyndte stille og roligt at tage seere fra flowkanalerne. Og tv-kanalerne begyndte at blive nervøse," fornemmede Johannes Pico.
"Og i takt med at broadcasternes seertal faldt, blev de rigtig pressede," opsummerer han.
"Tv-kanalerne begyndte at blive rigtig bange for at købe noget i god tid. De ville gerne forudsige, hvad de andre kom ud med, og de begyndte at lurepasse på hinanden. I dag ser man ofte, at broadcasteren bestiller rigtig sent, hvilket så gør, at man måske kun har halvanden måned at producere i. I gamle dage havde man måske et halvt år," fortæller han og konkluderer:
"Vi konkurrerer mere mod hinanden i stedet for at være kolleger. Vi har større huller i kalenderen. Og når vi endelig er i arbejde, skal det gå meget hurtigere."
Ikke kun de andres skyld
Men det er ikke kun omverdenens skyld, at stressniveauet stiger. Branchen er også plaget af nogle kulturelle problemer, understreger Eva Jakobsen.
"Der er en fastgroet myte om, at mediebranchen er permanent fritaget fra arbejdsmiljølovgivningens bestemmelser om fridøgn og hviletids-bestemmelser. Jeg er bange for, at mange ikke ved, at de er beskyttet af arbejdsmiljølovgivningen," siger hun og fortsætter:
"Når de her ting – aftaler, systemer og lovgivningen – smuldrer i folks bevidsthed, så bliver det dig og mig i konkurrence mod hinanden – og ikke et system, der passer på os."
Eva Jakobsen møder i film- og tv-branchen en tendens til, at mange går alene med skylden og ansvaret. Og dét er en af grundene til, at branchen er kendt som et 'cowboy-land'.
"Man vender det indad i stedet for at stå sammen og sige til arbejdsgiveren: "Produktionsselskabet har fået betaling af broadcasteren til at producere en Lada. Derfor kan de ikke få en Rolls Royce. Nu har vi arbejdet i 16 timer, og nu går vi hjem"," siger hun.
Men der er ikke meget organisering at finde i film- og tv-branchen, der har et løst forhold til fagbevægelsen, typisk uden overenskomster og ofte uden tillidsmænd. Og som Eva Jakobsen sige:
"Det er ikke, fordi dem, der arbejder i branchen, ikke er medlemmer i DJ. Men når de kun arbejder sammen i tre måneder ad gangen, når de knap at lære hinanden at kende og kan næsten ikke nå at holde en stiftende generalforsamling."
22 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
17-12-17
Dette skrevet af en udenfor scenen:for ikke vildt længe siden kunne tv seere....se nogle reportere ved ski sport location....klapre løs på skrivemaskiner....selvom notebook pc havde overtaget forlængst.Et event stunt:nu sker et paradigme skift!
Vi ved biler snart vil køre helt solo...og "Sorte Knud" (Den Danske Bank) røbede at "det der før tog år...kan idag klares på 4 mdr."
Gætter at scene producere "nok" lever i paradigmeskift,men heldigvis nemt at dukomentere...
Kære lille tandhjul!
Du har en megavigtig pointe. Og du leverer den med en sødme og vist også en let skjult humor, som jeg bare elsker.
Fagforeningerne har opbevaret os så længe i deres syltekrukke, at kampen mellem salt og sukker nu er ved at opløse os helt. Måske er det også derfor, at du, lille tandhjul, er ekstra hårdt ramt.
Men hvis vi selv alle begyndte at sparke opad i stedet for nedad, kunne vi måske begynde at ændre på de kummerlige arbejdsforhold for især løsarbejdere.
Det kræver dog nok noget så simpelt som god gammeldags sammenhold. Måske kunne vi indføre kædedans og på den måde stå sammen imod alle arbejdspladsers magtuansvarlige ansvarlige.
Lad os danse alle arbejdspladsers magtuansvarlige ansvarlige imod - skulder ved skulder - hånd i hånd! Lad os starte dansen foran Christiansborg i det nye år.
GLÆDELIG JUL & GODT NYTÅR!
Dejligt i er begyndt at blive opmærksomme på hinanden. Jeg vil bare lige tilføje. husk så når i er på arbejde at der er findes folk som er lavere stillet en jer.!(produktionsassistenter og runnere). Det er altid som om at vi bliver glemt. Når en fotograf, lydmand og tilrettelægger har haft en lang arbejds dag, har vi andre været på arbejde i 2-6 timere længere end jer og får det halve i løn af hvad en fotograf,lydmand eller tilrettelægger får på en dag, vi sover på de lange produktionsdage gennemsnitlig 4,5 time i døgnet, og vi modtager ikke penge for at være kreative. Vi har ikke en fagforening eller lignende som dækker vores arbejdsområde og når vi siger vi er blevet presset, bliver vi ikke taget seriøst.
Så med det sagt,uden at lyde for sur. så husk på at kigge hinanden i øjnene stå sammen når dagene bliver FOR LANGE og kæmp for os allesammen så vi kan få et bedre og mere sikkert arbejdsmiljø
Det er et problem i alle de brancher, hvor folk brænder (for meget) for arbejdet - for så kan man lettere overskride deres grænser. Jeg vil anbefale alle at finde noget andet at lave, som også er sjovt, så man har en "udvej" og ikke føler sig fanget i en branche, man bliver syg af.
Puha, jeg får det dårligt af at læse det her. Jeg er selv på vej tilbage efter halvandet år ude med voldsom stress. Og jeg troede seriøst ALDRIG, jeg ville blive ramt! Der er alt for meget kammerateri blandt chefer og ledere, og så er der folkene på gulvet, Der bliver indgået aftaler henover journalisters hoveder, som de ikke har en chance for at påvirke. Det er svært at se kilderne i øjnene, fordi alt går så stærkt, at der ikke er tid nok til at tage sig af de mennesker, der rent faktisk vælger at fortælle dybt rørende og af til hjertekærende historier til os. Og lederne er uden kompetencer! Når man forsøger at sige fra eller beder chefen holde øje med en kollega på vej ned, så forstår de ikke, at det er alvorligt. De tænker kun på at leve op til deres chefs forventninger og at gøre sig til op ad til. Og som Hans Pilgaard siger, så kommer der en buket (hvis man er heldig) når man bliver sygemeldt, men ingen spørger, hvad der kunne have være gjort anderledes eller lærer af de mange, mange stresssygemeldinger. Min sygemelding blev ikke engang meldt ud til mine kolleger, så jeg var bare væk. For det skaber jo uro at læse at folk går ned med stress. Nu her to år efter har jeg på ingen måde lyst til at vende tilbage til tv-branchen. Det er ikke det værd. Det er kun et job, og stress går altså ud over alle omkring dig. Det er familien, venner og livskvaliteten. Og det går ikke væk blot fordi, man bliver sygemeldt. Og det følger dig resten af livet.
Flere