VANETÆNKNING. Fagbladet Journalisten lå i en konvolut under gitterporten i det centrale Buenos Aires. Langt væk hjemmefra kastede jeg mig som altid over bladet – og faldt straks over en artikel, hvor en journalist var sendt på B.T. som praktikant. Artiklen var velskrevet, men budskabet var udtryk for en typisk tankegang i branchen: Ægte journalistik er problemfokuseret og afslørende.
Jeg er helt enig i, at afslørende journalistik er spændende og nødvendig i et demokrati. Journalister skal også fokusere på problemer. Og de skal helt sikkert altid forholde sig kritisk. Men jeg mener, at kæden er sprunget af. Artiklen om B.T. var fyldt med eksempler på journalister, der er trætte af, at læserne ikke ville have de afslørende (læs: vigtige) historier. I stedet er det ligegyldige ting som forebyggelse af kræft, der optager danskerne. Ærgerligt. Måske er danskerne bare trætte af pseudoafsløringer om bilag til 153 kroner? Hvor er petitessegrænsen?
I Sydamerika mærker jeg branchens udprægede fokus på problemer. Lad os prøve et eksperiment. Jeg skriver São Paulo. Hvad tænker du? Hvilke associationer flyver gennem hovedet, når tankerne når til Brasilien – til Jordens største by på den sydlige halvkugle?
Normalt nævner de danskere, jeg kender: slum, kriminalitet, ulighed, tilsat lidt fodbold og samba. Hvis det rammer nogenlunde rigtigt, skyldes det sandsynligvis mediernes primære fokus på problemer. São Paulo er en fascinerende, futuristisk by i hastig fremgang, og omkring 85 procent af borgerne lever uden for slummen. Heraf mange i de talrige designerskyskrabere. Byen rummer et stort avanceret marked, den er Sveriges største handelscenter i udlandet, og den er lokomotiv for en region i et land, der er på vej som global stormagt. Men Brasilien er også et land med store kontraster.
Derfor er det selvfølgelig fint – også – at tage fat i kontrasterne. At lave historier om de 15 procent – godt tre millioner mennesker – der lever i slummen i São Paulo. Men mindretallet får uforholdsmæssigt meget opmærksomhed i hele Vesten. Det handler om at afsløre, som dengang de væltede Nixon med en skrivemaskine.
Af Ebbe Fischer, cand.comm.,
freelancejournalist bosiddende i Buenos Aires
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.