Hvorfor er det journalister udefra, der kommer og laver kontroversielle historier? Sådan lyder spørgsmålet på DR Bornholm efter en nærgående dokumentar om en mordsag. De kommer for at lave kulørte historier, mener Bornholms Tidende. Ordentlige journalister tror på embedsmænd og ville aldrig bore i selvmord.

Tragedie. Tv-dokumentaren »Den sorte box« skildrede i august en spektakulær mordsag fra Rønne, og det har skabt intern debat hos de bornholmske medier. Er journalisterne fra København en flok sensationslystne stratenrøvere, eller tager de tværtimod fat i følsomme emner, som de lokale medier ikke tør udforske?

»Jeg har sagt til redaktionen, at vi skal overveje, hvorfor det er journalister udefra, der kommer og laver sådan en historie, der gør ondt. Det er en skam,« siger Per Bjerre, der er chef hos DR Bornholm.

Øens eneste avis er dybt uenig. Programmet er hamrende useriøst, mener den journalistiske chefredaktør, Dan Qvitzau, fra Bornholms Tidende.

»Selvmord er noget, man i den seriøse danske presse går meget stille med, og det bør man ikke bore dybt i som journalist,« siger han.

Lisa Klit er producent og en af de to tilrettelæggere af »Den sorte box«, og hun mener, at der var gode grunde til at skildre, hvad der i august 2000 fik 16-årige Kim til at slå sin moster ihjel og kort efter tage sit eget liv.

»Vi håber, at programmet får folk til at tænke over, hvad der foregår bag den pæne facade. Mange vidste godt, at Kim havde det skidt, men vi blander os nødigt i, hvad der foregår på den anden side af hækken.«

Hun mener ikke, at programmet borer i selvmordet.

»Det har været omtalt i mange medier i forbindelse med selve tragedien. Vi nævner det igen, fordi det er en del af Kims historie, men det er ikke der, vores fokus ligger. Vi vil gerne undersøge, hvorfor Kim havarerede, og forsøge at forstå, hvorfor det gik så galt. Den forståelse, tror jeg, er med til at give Kim og hans moster et langt pænere eftermæle end det, der stod tilbage i pressen umiddelbart efter tragedien, hvor hun i flere medier blev fremstillet som et sært og afstumpet menneske. Det er langtfra hele sandheden.«

Efter at TV2 havde vist »Den sorte box«, kritiserede Bornholms Tidende i en leder de medvirkende kilder, og det undrer Lisa Klit.

»Det har krævet rigtig meget af kilderne at medvirke og forholde sig til det, der skete dengang. Det er helt i orden at have en holdning til programmet og være kritisk over for os, der står bag, men at gøre kilderne ansvarlige og skælde ud på dem virker både ufølsomt og helt uforståeligt.«

Chefredaktør Dan Qvitzau hos Bornholms Tidende fastholder imidlertid kritikken.

»Når seriøse medier beslutter at være tilbageholdende i en så tragisk sag som denne, undrer det mig, at der er nærtstående personer, som overskrider den grænse, vi har sat af hensyn til dem og til drengens eftermæle.«

Aase Funch Jacobsen var kusine til den dræbte moster og var det eneste familiemedlem, der deltog i udsendelsen. Hun mener ikke, at hun har overskredet nogen grænser.

»Jeg blev dybt rystet, da jeg så avisens leder, for jeg synes ikke, at jeg har udleveret min familie. Tværtimod har jeg stillet min familie i et bedre lys, efter at der har kørt en masse forfærdelige rygter om dem. Politiet fandt hende i soveværelset, og derfor har folk på øen troet, at mordet var seksuelt relateret. Men det er der jo intet, der tyder på.«

Hun kan ikke se, hvorfor avisen betragter det som indiskret at fortælle, at den 16-åriges mor var alkoholiker.

»Det vidste hele Rønne jo, så det sårer ingen, at det bliver fortalt. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor vi skulle ristes sådan i avisen. For at denne historie kunne komme frem, var der jo nødt til at være kilder med. Og programmet var vigtigt, fordi det fortalte, at samfundet skal passe bedre på de børn, der ikke har det godt.«

Henning Larsen var klasselærer for drengen og var også med i programmet.

»Jeg deltog i håb om, at udsendelsen kunne medvirke til, at der blev ændret lidt på procedurerne, når det gælder de udsatte børn. Vi, der arbejder med børnene i skolen eller i fritiden, har ikke kompetence til at hjælpe dem ordentligt.«

Kritikken fra Bornholms Tidende kommer ikke bag på ham.

»Jeg kender de bornholmske forhold. Avisen river aldrig op i noget, og det hænger sikkert sammen med, at det er et lille samfund.«

Bornholms Tidendes ansvarshavende chefredaktør, Bjarne S. Pedersen, er uenig i kritikken.

»Det er jo en smagssag, om folk synes, at vi går tæt nok på,« siger han og pointerer, at avisen har andre vilkår end TV2.

»Vi opererer på et lokalt marked, mens TV2 opererer på et landsmarked. I og med vores kilder er folk, der bevæger sig rundt herovre, behandler vi nok stoffet på en anden måde. Vi er ikke en sensationsavis.«

Han kan ikke se nogen grund til at tage mordsagen op igen.

»Jeg mener, at sagen er forældet. Den er seks år gammel, og hvor mange af dem, der arbejdede på kommunen, tror du, der er tilbage? Jeg kunne forstå det, hvis den var ét år gammel. Jeg er sikker på, at kommunerne har ændret deres måde at handle på de seneste seks år.«

Hans lederkollega Dan Qvitzau mener heller ikke, at der er nogen samfundsværdi i programmet.

»Jeg kan ikke se, hvad samfundet kan lære af denne historie. I alle sociale sager kan der være svigt fra enkeltpersoner, og man kan ikke udlede andet af denne sag, end at enhver socialarbejder skal gøre sit bedste. Og det er jeg sikker på, at de gør hver dag.«

– Så fordi socialarbejderne prøver at gøre deres bedste, skal man ikke bringe en historie som denne?

»Hvis der var nogle klare indikationer af noget principielt i denne sag, skulle man. Men det er ikke ærindet i denne sag. Det her er kulørt og handler om at give seeren et gys i maven.«

Hos DR Bornholm har »Den sorte box« der-imod fået redaktionen til at diskutere, om kanalen skal gå tættere på sine kilder, fortæller chef Per Bjerre.

»Det kan være svært at lave historier om mord og selvmord, for det er nogle emner, som pæne journalister holder sig lidt på afstand af. Jeg kan mærke på nogle af de lokale journalister, at de viger lidt fra den slags historier,« forklarer han og peger på, at det nogle gange kan være et handicap for journalistikken at leve tæt sammen med kilderne.

»Måske kender journalisterne nogle af de involverede og synes, at det er synd for dem
at sætte fokus på historien. Men jeg mener, at vi godt kan fortælle historier, der gør ondt, for de er også en del af virkeligheden. Jeg kan selvfølgelig ikke tale på andre mediers vegne, men nogle gange har vi selv berøringsangst.« /