Berlingskes overskud styrtdykker i coronaår

Der er kommet flere abonnenter hos Berlingske, mens salget af annoncer er gået ned

Et stort fald i salget af annoncer har sendt omsætning og overskud ned hos mediekoncernen Berlingske Media, der står bag B.T., Berlingske, Weekendavisen og Euroinvestor.

Koncernens omsætning faldt i 2020 med 14 procent til 734 millioner kroner.

Det viser Berlingske Medias regnskab, der er offentliggjort i dag.

Det er både salget af annoncer på print og digitalt, som er gået ned.

Især salget af annoncer hos B.T. har været ramt af krisen, hvor mange virksomheder har holdt igen med at reklamere. Det har i mindre grad ramt Berlingske, Weekendavisen og Euroinvestor.

Anders Krab er tilfreds

Den lavere omsætning er medvirkende til, at Berlingske Medias overskud er dykket med 73 procent til 23,8 millioner kroner.

Resultatet er desuden påvirket negativt af et par engangsposter, herunder til afskedigelser i forbindelse med en fyringsrunde sidste år og en nedskrivning.

Koncernchef Anders Krab-Johansen erklærer sig tilfreds med resultatet set i lyset af situationen.

”Inden Covid-19 ramte Danmark, havde vi troet på fremgang på annoncemarkedet i 2020. Virkeligheden blev mere grum, men vi er trods alt stolte af resultatet.”

”Nu satser vi på fremgang, efterhånden som Danmark genåbner,” siger han i en kommentar til regnskabet.

Han fremhæver, at B.T. sidste år overhalede Ekstra Bladet og blev det mest læste nyhedsmedie.

Derudover har Berlingske passeret 90.000 betalende abonnenter og er for første gang i mange år det nyhedsmedie i koncernen, der er mest profitabelt.

Samtidig fremhæves det, at Weekendavisen fortsatte ”sin sunde udvikling” og har over 46.000 abonnenter.

0 Kommentarer