Berlingskes nyhedsbureau lukker

Berlingskes belgiske ejere De Persgroep lukker Berlingskes Nyhedsbureau, BNB. Det skriver Berlingske i en pressemeddelelse. I alt skal koncernen afskedige 64 ansatte, bekræfter tillidsmand Uffe Gardel (Opdateret kl. 11.18)

Berlingske Medias eget nyhedsbureau BNB lukker. Det skriver Berlingske Media i en pressemeddelelse. 

På et medarbejdermøde for hele Berlingske Media i biografen Imperial i København er de ansatte her til formiddag blevet orienteret om koncernens fremtid. 

Berlingskes nyhedsbureau BNB afhændes pr. 1. december 2015 til Ritzaus Bureau, lyder det i pressemeddelelsen. Derudover trækker Berlingske sig fra TV 2 Business-samarbejdet.

Med overdragelsen til Ritzau bliver Berlingske Media atter kunde hos Ritzau og vil ikke længere fokusere på at konkurrere på det danske nyhedsbureaumarked.

"Det gav for fire år siden rigtig god mening at skabe BNB som nyhedsmotor for de mange medier i den daværende Berlingske Media-koncern. Men nu handler det om at fokusere på Berlingske Medias tre titler: BT, Berlingske og Weekendavisen. I den situation er det ikke længere det rigtige at bruge kræfterne på at drive et nyhedsbureau", udtaler Bjarne Munck, konstitueret CEO i Berlingske Media, i pressemeddelelsen.

Med afhændelsen af BNB overdrages også et antal af de eksisterende redaktionelle medarbejdere i BNB til Ritzau. Ifølge Journalistens oplysninger vil otte medarbejdere fra BNB komme med over til Ritzau. Det er endnu ikke afklaret, hvem de otte bliver.

Inklusive de BNB-ansatte skal koncernen afskedige 64 ansatte, skriver flere Berlingske-medarbejdere på Twitter. Det bekræfter Berlingskes tillidsmand Uffe Gardel over for Journalisten.

Efter mødet for hele koncernen her til formiddag vil der klokken 13 være medarbejdermøder for de forskellige områder.

BNB har siden 2012 eksisteret som en konkurrent til Ritzaus Bureau. 

Den belgiske ejer De Persgroep købte sidste år Berlingske Media. I foråret solgte de lokalaviserne i Midtjyske Medier fra, og i september forlod tidligere koncernchef Lisbeth Knudsen mediehuset efter otte år.

Opdateret kl. 11.18: Oplysninger fra pressemeddelelse samt antallet af afskedigelser er tilføjet.

0 Kommentarer