Berlingskes nye mediehus fyldt med fejl

Pladsmangel og tekniske problemer gør, at Berlingske Medias nye hypermoderne mediehus ikke fungerer optimalt.

Pladsmangel og tekniske problemer gør, at Berlingske Medias nye hypermoderne mediehus ikke fungerer optimalt.

Det skulle være så godt i Pilestræde. Så godt at Lisbeth Knudsen i april i år udtalte til Journalisten:

»Det her bliver Danmarks mest moderne mediehus. Vi bringer en masse kreative, vilde og gale mennesker sammen. Det er min drøm, at vi skaber en smeltedigel af ideer, samarbejde og holdånd.«

Lige nu er virkeligheden dog en ganske anden for medarbejderne på Berlingske Tidende, B.T., ErhvervsBladet, Berlingske Nyhedsmagasin, Weekendavisen, Urban, Scanpix og AOK.

»Generelt er vi glade for at være flyttet ind i byen. Desværre fungerer rammerne ikke optimalt for drømmen om det moderne mediehus,« siger Frederik M. Juel, tillidsrepræsentant for Berlingske Tidende. Indtil videre har de nye lokaler ikke været optimale for arbejdsmiljøet.

»Vi er i gang med at skrive en liste til ledelsen med ting, der ikke fungerer. Nogle steder oplever medarbejderne støjgener, og flere steder sidder mine kolleger for tæt,« forklarer Frederik M. Juel.

I Pilestræde er de faste pladser droppet til fordel for konceptet 'free seating'. Det betyder, at medarbejderne udstyres med mobiltelefon, bærbar computer og et rullende skuffedarium til papirer og private ejendele. Konceptet har dog ikke fungeret endnu.

»Et af de helt store problemer ved free seating er, at der ikke er borde nok til alle. Derfor vil jeg opfordre ledelsen til at tage flere arealer i brug og gøre plads til alle,«
siger Frederik M. Juel.

Foruden pladsmangel og støjgener, har medarbejdernes nye mobiltelefoner ikke kunnet optage interview-samtaler. Det betyder i princippet, at mediehuset kan risikere at tabe stribevis af sager i Pressenævnet, hvis de ikke kan dokumentere, at kilderne er citeret korrekt.
Problemet vil dog blive løst i løbet af en uge, hvor medarbejderne vil modtage en ny mobiltelefon og nyt optageudstyr. Et yderligere problem er, at netadgangen svigter i flere områder af mediehuset.

Læs her reaktionen fra Lisbeth Knudsen.

Læs også artiklen: Berlingske tilbage i Pilestræde

1 Kommentar

gitte lyngs
15. MARTS 2009
Re: Berlingskes nye mediehus fyldt med fejl

Free seating giver åbenlyst massive og frustrerende problemer for medarbejderne i Berlingskes mediehus lige nu og her. Måske er det baggrunden for, at et andet alvorligt arbejdsmiljømæssigt problem tilsyneladende helt overses - at dømme ud fra læsningen både her og af den trykte artikel i  Journalisten 11. marts. Nemlig brugen af bærbare computere som fast arbejdsredskab.

Så vidt jeg kan læse mig til, er alle Berlingskes medarbejdere blevet udstyret med bærbare computere. Det vil glæde mig, hvis jeg tager fejl, men da der ikke forlyder noget om, at der følger ekstern skærm, tastatur osv. med i det nye, rullende arbejdsliv, må jeg gøre anskrig. I Journalistens guide Sådan overlever du Free seating rådgives der heller ikke med et ord om, hvordan man skal omgås bærbare computere. Men en bærbar computer kan du kun arbejde på maks. to timer dagligt. Anvender du den hele arbejdsdagen, har du tegnet abonnement på et arbejdsliv med fx slidgigt og masser af smerter i fx skulder og nakke. Se nedenstående links.

Så til tillidsmand og ledelse hos Berlingske: Tag fat om dette, hellere i dag end i morgen. Til Journalistforbundet: Advar mod for flittig brug af den bærbare. Den er til at tage med på farten, ikke til brug for mange times dagligt arbejde. 

http://24.dk/article.jsp?articleId=4463

http://www.pressefotografforbundet.dk/index.php?id=11521

http://www.arbejdsmiljoeportalen.dk/sw75898.asp

http://www.arbejdsmiljoeportalen.dk/sw75898.asp