Torsdag og fredag i sidste uge anmeldte Berlingske og Politiken den samme restaurant.
Det overraskende er ikke så meget, at de to avisers madanmeldere gav restauranten forskellig karakter. I anmeldelsen af MadMad på Vesterbrogade i København gav Berlingskes Søren Frank fire stjerner, mens Politikens Sandra Brovall kun gav to kokkehuer.
Det usædvanlige er, at Berlingskes madanmelder Søren Frank spiller en stor rolle i konkurrenten Politikens anmeldelse – hvor hans tilstedeværelse får direkte indflydelse på den lavere karakter.
Fik for meget opmærksomhed
Sandra Brovall skriver i sin anmeldelse, at det trækker ned, at personalet skænkede Søren Frank alt for megen opmærksomhed – fordi de genkendte ham som madanmelder.
På vej ned til Søren Franks bord er kokken i Politikens anmeldelse blandt andet citeret for at sige:
»Jeg glæder mig til at høre, hvad Frank synes om den her ret.«
Sandra Brovall konkluderer, at det ikke er godt nok at være så opmærksom på én vigtig gæst, at man negligerer de andre.
»Det skriger til himmelen«
Søren Frank forstår ikke, hvorfor han skulle spille en så stor rolle i Politikens anmeldelse. Han synes, anmeldelsen er ussel og unfair.
»Hvad vil hun med det? Jeg synes, det er underligt, at hun bruger en madanmeldelse på at kritisere en konkurrents arbejdsmetoder. Det skriger til himlen, at jeg skal nævnes i underrubrikken. Hun må ikke være dummere, end at hun ved, at det beklikker troværdigheden af mit anmeldelse,« siger Søren Frank, der mener, at Politiken kunne have omtalt hans tilstedeværelse uden at nævne hans navn og medie.
Sandra Brovall siger, at hun nævnte Søren Frank, fordi hun ville vise, at restauranten favoriserede en madanmelder, de genkendte.
»Jeg kritiserer overhovedet ikke Søren Frank. Jeg kan godt se, at han bare er uheldig, at de genkender ham. Problemet var, at restauranten negligerede de andre gæster, fordi han var der,« siger hun.
Medspiser kendte kokken
Søren Frank har efter omtalen talt med restaurantens kok, Martin Guf. Kokken siger, at Sandra Brovall spiste sammen med en person, som han tidligere har arbejdet sammen med.
»Jeg kunne aldrig finde på at medbringe en brancheperson. Det gør man bare ikke,« siger Søren Frank.
Sandra Brovall siger, at det er rigtigt, at hendes ledsager og Martin Guf kender hinanden.
»Jeg har altid en medspiser med, men det er mig, der anmelder, ikke min gæst. At hun har arbejdet sammen med Martin Guf, kan jeg ikke se et problem i,« siger Sandra Brovall.
Det vigtigste var, at køkkenet ikke vidste, at hun kom fra Politiken, siger hun.
»Han kendte jo åbenlyst ikke mig.«
Bemærkninger skulle afbøde presset
Søren Frank mener slet ikke, at Politikens beskrivelse af aftenen rammer den stemning, der var på restauranten. Når tjenerne talte om, at Berlingskes madanmelder skulle have den bedst mulige oplevelse, blev det sagt for at tage luften ud af situationen, mener han.
»Når de ser, at jeg sidder dér, er de jo lidt under pres. De vil tage lidt af presset ved at lave lidt sjov med det,« siger han.
Sandra Brovall sad i et andet lokale end Søren Frank, så hun ved ikke, hvad Søren Frank har hørt. Men hun kunne som gæst ikke se det sjove i situationen.
»Det er ikke specielt morsomt at få en andenrangsbetjening og mad, der er brændt på, fordi der er for meget fokus på en anden gæst,« forklarer hun.
Genkendt efter seks måneder
Søren Frank siger, at det er et vilkår for garvede madanmeldere, at de ofte bliver genkendt.
»Branchen og byen er så lille, at det er min erfaring, at signalementet er ude efter et halvt år. Hvordan kan man omgå det? Kun ved at skifte madanmelder hvert halve år, og hvem vil være tjent med det,« spørger Søren Frank.
Han bestiller altid bord i et andet navn, så restauranten ikke køber bedre råvarer, end de plejer.
»Jeg vil helst være fri for at blive genkendt, fordi det er mest afslappende. Men det er ikke mit indryk, at jeg får noget andet mad end de andre gæster. For hvis jeg anmelder mad, andre ikke kan få, bliver kunderne skuffede,« siger han.
Sandra Brovall opererer både med falsk navn, falske telefonnumre og falsk mailadresse, når hun booker bord.
»Nogle gange ændrer jeg også mit udseende,« siger hun.
9 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Politiken mistede i min optik, al troværdighed som madanmeldere, da deres kokkekuer blev sammenblandet med "Spis med ibyens partnere". Punktum.
Det er da et stort og alvorligt problem for madanmelderne og deres medier, at de bliver genkendt. Hvem tror, de så ikke får særbehandling? Hvor naiv kan man være? Det enest rigtige er at udskifte dem ofte - så man også undgår, at de efterhånden bliver en del af den branche, de skriver om. Samme problematik gælder i øvrigt mediernes politiske reportere på Christiansborg, der ikke kan være kritiske nok, når de til daglig er gode venner med dem, de skriver om. Madanmeldelser er underholdende, men meget sjældent troværdige. Søren Frank er jo efterhånden en madkendis, så han oplever jo aldrig en restaurant som de øvrige kunder.
Krukken uden hank,
kendt som Søren Frank,
gav et mærkbart puf
til kokken kaldet Guf.
Man får de særeste tanker
om den mad og service, der vanker,
når folk går ud og guffer
på steder, som så ofte skuffer.
Søren Frank siger ganske rigtig, at madanmelderen tit bliver genkendt. Og det kan man f.eks. undgå ved at skifte anmelder hvert halve år. "Men hvem vil være tjent med det?", spørger han så.
Det kunne f.eks. læserne være tjent med.
Begge har ret og begge tager fejl i denne pudsige historie. Personligt synes det største problem må være, at Politikens madanmelder tager en tidligere kollega af kokken med. En medspiser deltager for, at anmelderen har flere retter at bedømme ud fra. men kan forholdet mellem kok Guf og medspiser undgå at spille ind - positivt eller negativt? Den risiko burde Sandra Brovall da have undgået. Hun kan i al fald ikke med sikkerhed sige, at det alene var Søren Franks tilstedeværelse, der gjorde. at de fik mad, der var brændt på, vel.
Måske var det genkendelsen af Søren Frank, der gjorde, at hans mad ikke brændte på :-)
Flere