Kulturredaktør hos Berlingske Nathalie Ostrynski fratræder sin stilling som led i en større sparerunde hos Berlingske Media, der blev meldt ud i dag.
Det skriver Nathalie Ostrynski på LinkedIn.
”Jeg er i dag fratrådt stillingen som kulturredaktør for Berlingske. Koncernen Berlingske Media opererer i en udfordrende situation med en stram økonomi for mediebranchen, og der bliver nu lavet en større omstrukturering, hvor kulturredaktionen også er kommet i spil,” skriver hun.
Nathalie Ostrynski tiltrådte som kulturredaktør i 2019.
”Siden da er holdet og jeg lykkedes med at skabe en meget engageret redaktion med en udpræget digital tæft. Måned efter måned har vi leveret kulturjournalistik i høj klasse med masser af vid og bid til Berlingskes læsere, og vi har vist, hvordan man leverer skarp, kritisk journalistik målrettet til brugernes behov derude,” skriver hun i opslaget.
Det blev tidligere i dag meldt ud, at Berlingske Media skal spare 17 millioner kroner og i den forbindelse skal skille sig af med et større antal medarbejdere. Ifølge Journalistens oplysninger drejer det sig om 16 redaktionelle stillinger hos Berlingske og 14 hos B.T.
Udmeldingen har fået Berlingskes og B.T.’s medarbejdere til at nedlægge arbejdet frem til tirsdag klokken 9.