Berlingskes gravergruppe fik 220 tips på ét døgn

Berlingske Tidende lancerede i søndags et helt nyt website, der skal være centrum for avisens undersøgende journalistik. Det første døgn væltede det ind med 220 tips, som nu er ved at blive omdannet til journalistik.

Berlingske Tidende lancerede i søndags et helt nyt website, der skal være centrum for avisens undersøgende journalistik. Det første døgn væltede det ind med 220 tips, som nu er ved at blive omdannet til journalistik.

Normalt består Berlingske Tidendes gravergruppe af ni mand. Og det er vel at mærke, når både chefredaktør, søndagsredaktør og Bruxelles-korrespondent tælles med.

Men i søndags blev redaktionen mere end 20-doblet. For med lanceringen af Berlingske Undersøger på nettet væltede det ind med tips. På blot 24 timer fik avisen 220 tips. Og mandag kom de alle med på det normale redaktionsmøde.

»Er du tosset en start. Der er kommet flere end 220 tips, og det første er allerede omsat til journalistik med en historie om et strandet dansk ægtepar i Bangkok,« lyder det fra en tilfreds leder af gravergruppen på Berlingske Tidende, Christian Jensen, der sammen med resten af holdet kiggede det hele igennem i går.

»Det er uhyre vigtigt at gå i dialog med alle dem, der tipper, så de føler, at de ikke bare skriver til en død boks.«

Ud over fortællingen fra Bangkok, så er der også kommet forslag og ideer ind af mere alvorlig karakter.

»Der er tips til journalistik her og nu – men også til ting, der måske først bliver til noget om nogle uger eller måneder. Og det bekræfter bare, at med de sociale medier, og når vi åbner vores miljøer, så har vi et kæmpe publikum. De er simpelthen vilde med journalistik derude,« siger Christian Jensen til Journalisten.dk.

Gravergruppen forsøger netop nu at lave en live undersøgelse på nettet, som følge af de første tips. Sagen drejer sig om illegal arbejdskraft.

»Vi har fået et tip om en dansk virksomhed, som har fået en bøde på en kvart mio. kroner for ulovlig arbejdskraft. Der prøver vi at lægge historien og researchen ud for at høre, om der er nogen, der kender til den specifikke virksomhed eller andre firmaer, der gør det samme. Vi udvider simpelthen redaktionen på den måde.«

Hvor det hele ender, har Christian Jensen svært ved at svare på, men han føler sig overbevist om, at der kommer rigtig meget journalistik ud af den nye satsning.

»Forslagene falder i meget forskellige kategorier. Noget meget let, men der ligger også tips, som vi skal undersøge meget mere i dybden nu, som minder om plat og svindel.«

0 Kommentarer