Berlingskes læsere kan i dag åbne et kulturtillæg spækket med farverige dragqueens og regnbueflag. Tillægget er dedikeret til festivalen Copenhagen Pride, som hylder mangfoldighed og homoseksuelles rettigheder i Københavns gader. Copenhagen Pride starter onsdag d. 27. august.
»Det handler om at fejre mangfoldighed. Vi synes, det er et vigtigt budskab, som fortjener opmærksomhed. Vi har mange læsere i Københavns-området, så selvfølgelig skal vi dække en stor begivenhed som denne,« forklarer Jesper Beinov, som er Berlingskes kulturredaktør.
Kultur-tillægget fungerer både som en guide til festivalen, men rummer samtidig både interviews med kendte, der er med i Priden – bl.a. USA's ambassadør i Danmark – og et historisk oprids af homoseksuelle i den danske kulturdebat.
"En frisk niece"
Jesper Beinov har i sin leder med titlen ”Giv os frisindet tilbage” forklaret, hvorfor Berlingske har valgt at satse så stort på dækningen af homo-festivalen. Han skriver blandt andet:
”Friheden til at være den, man er, uden at skulle spørge andre, og så længe man ikke krænker andres ret til at nyde selvsamme frihed, er indlysende for os,” skriver han blandt andet.
Hvorfor har I valgt at satse så stort på Copenhagen Pride?
»Der er måske nogle, som opfatter Berlingske som en stram tante. Jeg vil nærmere betegne os som en frisk niece. Jeg tror ikke, at der er mange, som har noget imod homoseksuelle. Vores læsere er åbne og frisindede mennesker, som selvfølgelig har en interesse for værdidebatten om homoseksuelle,« understreger Jesper Beinov.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.