"Vi er forfærdede over, at vores kolleger igen skal igennem det utrygge forløb, som en sparerunde indebærer," lyder det fra tillidsfolkene i Berlingske Media efter ny fyringsrunde er meldt ud. De betvivler ledelsens strategi."Det er med stor beklagelse, at vi som tillidsfolk i Berlingske Media her til morgen er blevet orienteret om endnu en stor sparerunde i koncernen. Dette sker kun et halvt år efter en af de største sparerunder i januar."
Sådan starter en mail fra Berlingskes tillidsfolk, der er sendt ud til medarbejderne. Tillidsfolkene reagerer på en omfattende fyringsrunde, som ledelsen har varslet i dag.
Spareplanen skal finde 16 mio. kr., og i alt 83 stillinger skal nedlægges. 13 redaktionelle stillinger skal skæres væk.
Det sker på trods af, at koncernchef Lisbeth Knudsen efter den sidste store fyringsrunde i januar i år slog fast, at der ikke ville komme flere af slagsen i nær fremtid.
"Vi finder det dybt bekymrende at virksomheden kan være i så alvorlige vanskeligheder, så hurtigt efter en stor sparerunde der skulle ruste virksomheden til en økonomisk stram fremtid," skriver tillidsfolkene i mailen til medarbejderne.
Ledelsen erkender blankt, at den nye fyringsrunde er i strid med tidligere udmeldinger.
"Det lå da heller ikke i kortene, at det blev nødvendigt med endnu en samlet spareplan i år efter, at der i januar blev foretaget opstramninger. Det lå faktisk så langt væk, at Lisbeth Knudsen i første halvår meldte ud, at der ikke var planer om nogen yderligere større sparerunder i år – kun mindre strukturelle og rationelle tilpasninger rundt omkring," lyder det i det opslag på intranettet, ledelsen har lagt op.
Du kan læse hele den mail, som tillidsfolkene har sendt ud til medarbejderne, herunder:
UDTALELSE
Det er med stor beklagelse, at vi som tillidsfolk i Berlingske Media her til morgen er blevet orienteret om endnu en stor sparerunde i koncernen.
Dette sker kun et halvt år efter en af de største sparerunder i januar.
Vi finder det dybt bekymrende at virksomheden kan være i så alvorlige vanskeligheder, så hurtigt efter en stor sparerunde der skulle ruste virksomheden til en økonomisk stram fremtid.
Vi må stille spørgsmål ved, om ledelsens overordnede strategi for virksomheden er med til at sikre vores arbejdsplads og bevare kvaliteten af vores udgivelser.
Vi er forfærdede over, at vores kolleger igen skal igennem det utrygge forløb, som en sparerunde indebærer.
Vi vil gå konstruktivt ind i en forhandling med ledelsen om at nedbringe antallet af afskedigelser og begrænse følgerne af en spareplan for alle medarbejdere. Vi forventer, at ledelsen vil gøre sit yderste sammen med os for at nå disse mål.
B-siden i Koncern Samarbejdsudvalget
Maj Munk, Julie Brink, Tommy Højland, Mikkel Ludvigsen, Frederik M. Juel og Niels W. Petersen
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.