På søndag har Berlingske premiere på et helt nyt website, der skal være centrum for undersøgende journalistik i Danmark og sætte nye standarder. 'Berlingske Undersøger' er titlen på det journalistiske værksted, hvor læserne får en afgørende rolle.
De seneste år har Berlingske Tidende satset markant på den dybdeborende journalistik. Forrige år indbragte det Cavlingprisen for den flermediale serie "Forbrydelsen" og projektet "I lægens hænder" var tæt på det samme sidste år.
Nu tager avisen et nyt skridt ind i graverjournalistikkens verden.
Søndag er der premiere på 'Berlingske Undersøger' – et nyt website, hvor læserne inviteres indenfor i det journalistiske værksted og med mulighed for at gå i dialog med avisens journalister om alle aktuelle større sager.
»Vi håber på at kunne være centrum for den undersøgende journalistik i Danmark og være med til at sætte nye standarder,« fortæller Christian Jensen, chefredaktør og leder af gravergruppen på Berlingske Tidende.
Det nye subsite – Berlingske Undersøger – åbner samtidig med en stor ny journalistisk undersøgelse af den danske folkeskole, som kommer til at køre i avisen og på nettet i de kommende måneder. "På 2. klasse" hedder serien, der har som mål at vise vejen til en folkeskole på første klasse. Og håbet er, at læserne vil bidrage med ideer, kilder og inspiration helt fra starten.
»Vi gjorde noget lignende med de tidligere graverprojekter, hvor vi inviterede læserne ind i vores journalistik. Nu laver vi så den virtuelle redaktion med Berlingske Undersøger. Her vil vi løbende fortælle, hvilke emner, vi har tænkt os at behandle i avisen, og dermed lade læserne få mulighed for at deltage i selve idéudviklingen og researchfasen,« fortæller Christian Jensen til Journalisten.dk.
Websitet Berlingske Undersøger, der først åbner i slutningen af denne uge, er ikke kun forbeholdt Berlingskes gravergruppe. Samtlige redaktioner på avisen får mulighed for at lægge større projekter ud og gå i dialog med læserne.
Det kunne eksempelvis være Business-redaktionens gennemgang af skandalen i Plumfonden eller den nuværende serie om problemerne for den katolske kirke.
»Vi håber på at få noget rigtig god journalistik ud af det ved at inddrage vores læsere. Der sidder altid nogle derude, der har en specialviden, som kan befrugte den journalistiske proces. Det tror jeg kan være til gavn for journalistikken. Og det er også et forsøg på at bevare den professionelle journalistik på længere sigt. I stedet for at alle taler uden om den etablerede journalistiske verden, så er det bedre de kommer ind og taler med,« siger Berlingskes chefredaktør.
Berlingske Undersøger lanceres som en blog, men Christian Jensen understreger, at der ikke er tale om en traditionel holdningsblog, der handler om politik og samfundsudvikling. Derimod vil Berlingske forsøge at være så neutrale som mulig i deres dialog med læserne på nettet. Og journalisterne på avisen opfordres til løbende at blogge om det journalistiske arbejde og åbent fortælle om moralske og etiske overvejelser.
»Der er mange, der er bekymret for, at den undersøgende journalistik bliver løbet over ende i de her år. Der er det vores mål at fremtidssikre den.«
Inspirationen til den nye blog har Berlingske Tidende blandt andet hentet fra den amerikanske blog – Talking Points Memo (TPM), som bruger bloggen i den undersøgende journalistik. Men det er også avisens egne erfaringer fra de tidligere flermediale serier, som har inspireret.
»Nu håber vi at tage skridtet det længere.«
Den første store satsning på Berlingske Undersøger bliver som nævnt den kommende serie om problemerne for den danske folkeskol. I løbet af maj/juni måned følger så det næste store projekt, der går tæt på bandekrigen i Danmark.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.