Berlingske støtter tysk Mecom-oprør

Medarbejderne i Berlingske Medarbejderforening valgte i eftermiddag helt usædvanligt at støtte deres tyske kolleger på Berliner Zeitung, som er i oprør over ledelsen og David Montgomerys planer for Mecom.

Medarbejderne i Berlingske Medarbejderforening valgte i eftermiddag helt usædvanligt at støtte deres tyske kolleger på Berliner Zeitung, som er i oprør over ledelsen og David Montgomerys planer for Mecom.

Sparekravene i det britiske medieimperium, Mecom, rammer nu så massivt rundt i Europa, at der er behov for at stå skulder ved skulder. Den erkendelse er man kommet frem til på Berlingske, hvor alle medarbejderne i dag fik rundsendt en oversat artikel fra tyske Der Spiegel, der gør sagens alvor klar.

I artiklen stiller de tyske journalister blandt andet spørgsmål ved, om chefredaktøren for Berliner Zeitung, Josef Depenbrock, overhovedet er egnet til jobbet, og om det ikke var bedre for læserne med en helt ny ejer af avisen frem for Mecom med nordirske David Montgomery i spidsen.

Problemstillingen kan dog ikke isoleres til Mecoms aktiviteter i Tyskland, og derfor valgte Berlingske Medarbejderforening i dag for første gang at tilkendegive sympati og støtte til de tyske kolleger på Berliner Zeitung, som ifølge det tyske branchesite, MedienMagazin.de, har erklæret undtagelsestilstand efter nye krav om yderligere besparelser.

»Fra Berlingske Medarbejderforenings side kan vi kun sige, at vi støtter de tyske protester mod så voldsomme besparelser og kravet om en afkastgrad på 18 til 20 procent. Så store besparelser og et så stort afkastkrav gør det umuligt at skabe den nødvendige udvikling af aviserne,« siger tillidsmand på Berlingske Tidende, Frederik M. Juel, til Journalisten.dk.

Foreløbig nøjes Berlingske Medarbejderforening med at sende en støtteerklæring til de tyske kolleger, men Frederik M. Juel gør det klart, at man fra dansk side er parat til at mødes på europæisk plan for i fællesskab at udveksle erfaringer og stå bedre rustet.

Senest har det britiske dagblad The Guardian også skrevet om oprøret mod Mecom. Klik her

Læs også artiklen: Oprøret mod Mecom eskalerer. Samt seneste fra tyske DWDL.de, hvor Montgomery afviser at trække i land.

0 Kommentarer