»Berlingske står tilbage med et kæmpe problem«

På grund af Berlingskes massive nedskæringer siger Kaare Sørensen sit job op på avisen. I stedet bliver han social media-redaktør på TV 2. Han ærgrer sig dybt over, at mediehuset afskediger 40 medarbejdere. »De folk, der har forladt Berlingske, er utroligt dygtige, og det bliver et stort tab for avisen,« siger han. Berlingske afviser kritik (Opdateret kl. 14.38 med svar fra Berlingske)

Kaare Sørensen havde puslet med idéen om et jobskifte et stykke tid. Men da Berlingske Media den 16. november 2015 annoncerede, at 40 medarbejdere i alt skulle afskediges, og at nyhedsbureauet BNB ville lukke, blev idé til virkelighed.

De mange afskedigelser ville i hans øjne betyde, at Berlingske var nødt til at nedjustere ambitionerne markant digitalt.

»Samlet set er det min vurdering, at Berlingske ikke foretager den digitale justering, som jeg gerne havde set. Resultatet bliver, at huset går i en mindre ambitiøs digital retning. Jeg synes, man skulle have turdet satse mere på risikable projekter,« siger han.

Det ønskede avisens redaktør for sociale medier ikke at være en del af.

»Jeg vil virkelig gerne skubbe de muligheder, der er for digital journalistik i Danmark. Derfor passer Berlingske og jeg ikke sammen længere,« siger han.

Derfor søgte Kaare Sørensen ligesom 25 andre ansatte om frivillig fratrædelse på avisen. Ledelsen afslog dog hans ønske. I stedet afleverede han i den forgangne weekend sin opsigelse til ledelsen med besked om, at han den 1. januar vil tiltræde som social media-redaktør på TV 2. En melding, der blev offentliggjort mandag, hvor Berlingske også fyrer to redaktionelle medarbejdere.

»Tilbuddet fra TV 2 kom samtidig med den store fyringsrunde, og så gav det utroligt meget mening at takke ja til jobbet. Det lå oprindeligt ikke i kortene, at det skulle være lige nu og her. Men det blev aktualiseret af fyringsrunden.«

»Et stort tab for avisen«

Kaare Sørensen ønsker ikke at kommentere de konkrete ændringer i mediehuset, men han ser samlet de mange afskedigelser som en stor svækkelse af avisen.

»Det er ærgerligt, når store mediehuse er tvunget til at lade journalister gå frem for at kæmpe sig ud af problemerne med dygtige folk. De folk, der har forladt Berlingske, er utroligt dygtige, og det bliver et stort tab for avisen,« siger han og tilføjer:

»Jeg synes, man skulle have beholdt de gode og talentfulde folk og lavet nye og spændende projekter med dem i koncernen. Der er ingen vej uden om, at godt indhold kræver gode journalister, og meget godt indhold kræver mange gode journalister. Det her gør det sværere at lave godt indhold for Berlingske.«

Han mener, at Berlingskes ledelse bør være bekymret over de mange frivillige fratrædelser på avisen.

»Jeg ser det som et signal, at så mange vælger at gå frivilligt. Mange forlader, som jeg forstår det, huset uden at have et job andre steder. De synes altså, det er bedre at gå ud i en usikker verden, end det er at blive herinde. Man kan ikke se igennem fingre med, at Berlingske står tilbage med et kæmpe problem, når så mange har søgt en frivillig fratrædelse,« siger Kaare Sørensen.

Stillingen bliver slået op på ny

Ifølge Kaare Sørensen betyder hans opsigelse ikke nødvendigvis, at en anden undgår at blive fyret på Berlingske. Lige nu er Berlingskes plan ifølge ham at slå stillingen som redaktør for sociale medier op på ny frem for at erstatte ham med en anden internt i huset, men det kan ændre sig.

»Jeg ved simpelthen ikke, om det betyder, at der bliver reddet en stilling på Berlingske. Den præcise matematik i, hvad der foregår hos ledelsen, er jeg ikke bekendt med. Jeg har den forståelse, at stillingen bliver slået op eksternt, men om min fratrædelse har nogen betydning for andre fyringer, ved jeg ikke.«

Han understreger, at han ikke er vred på ledelsen i Berlingske over, at de nægtede ham en frivillig fratrædelse.

»Det er ikke noget, jeg er utilfreds med. Det er ledelsens mulighed og ansvar at beslutte det. Det har ikke spillet ind i forhold til min beslutning om at fratræde.«

På TV 2 kommer Kaare Sørensen til at styre slagets gang på tv-stationens egne sociale medier. Derudover skal han bidrage til stationens livedækning på både tv og nettet, men hvad jobbet helt præcist rummer derudover er ikke endeligt på plads endnu.

Ansvarshavende chefredaktør på Berlingske Tom Jensen afviser Kaare Sørensens kritik.

»Jeg vil gerne afvise, at der med vores nye planer og strategi sker nogen som helst svækkelse af Berlingskes digitale position eller ambitioner. Tværtimod,&laquo siger Tom Jensen.

Denne artikel er opdateret klokken 14.38 med svar på Kaare Sørensens kritik fra Berlingske.

2 Kommentarer

Rasmus skat Andersen
2. DECEMBER 2015
@Kim Ravn-Mortensen

@Kim Ravn-Mortensen
Du kan sende fadbamsen afsted til Holbæk Amts Venstreblads tidligere chefredakør Mogens Flyvholm. Citaterne er fra august 2009.

»Vi kan nok ikke undgå at skulle af med nogle folk, men jeg håber, det bliver så få som muligt, fordi hver eneste gang vi må afskedige en journalist, forringer det vores muligheder for at lave et godt produkt.«

»Det er klart, at vi ikke kan lave den samme kvalitet med færre medarbejdere. Det siger sig selv.«

https://journalisten.dk/fyringer-pa-vej-i-nordvestsjaelland
kim Ravn-Mortensen
30. NOVEMBER 2015
Jeg gir' en stor fad til den
Jeg gir' en stor fad til den første chefredaktør, som indrømmer, at det går ud over kvaliteten på produktet, at han m/k pludselig har 40 journalister færre til at levere indhold.