Berlingske skal sælge, sælge og atter sælge

Mediemogulen Montgomery har nu samlet Mecoms redaktører og bladchefer til konference under mottoet 'sales, sales and more sales!' Fagforeningsfolk frygter, at journalister skal indrette sig efter annoncørerne, men det afviser Berlingskes koncerndirektør Lisbeth Knudsen.

Mediemogulen Montgomery har nu samlet Mecoms redaktører og bladchefer til konference under mottoet 'sales, sales and more sales!' Fagforeningsfolk frygter, at journalister skal indrette sig efter annoncørerne, men det afviser Berlingskes koncerndirektør Lisbeth Knudsen.

Lisbeth Knudsen og hendes 2.500 medarbejdere skal trække i salgstøjet.
Den nye koncerndirektør for Berlingske er i disse dage sammen med andre chefer i David Montgomerys medieimperium Mecom kaldt til salgskonference i Maastricht i Holland.

Fra i onsdags til og med i dag skal de udvikle nye idéer til, hvordan medierne kan presse mere ud af deres salg og journalistiske indhold.
Journalisten er kommet i besiddelse af konferencens program, der bugner af formuleringer som 'Driving sales, driving content', 'Sales, sales and more sales!', 'Promoting a sales culture' og 'Building editorial platforms for advertisers'.

Programmet viser, at Lisbeth Knudsen, Arne Ullum og andre nordeuropæiske chefer holder oplæg om deres salgserfaringer og derefter i grupper skal skabe idéer til, hvordan de kan hive flere penge ud af printannoncer, oplag, salg til virksomheder, digitalt salg og nye produkter.

Det stærke salgsfokus bekymrer fagforeningsfolk i de lande, som Mecom opererer i. På et møde i København den 19. november diskuterede DJs næstformand Fred Jacobsen Mecom med fagforeningsledere fra Norge, Tyskland og Holland.

»Vi frygter, at journalisterne presses til at blande redaktionelle og kommercielle hensyn sammen. Det ligger lige for, når det gælder om at sælge, sælge og atter sælge,« siger Fred Jacobsen og peger på, at Mecom med det seneste køb af hollandske Wegener Group er blevet en stor avisejer på europæisk niveau.

Fagforeningslederne har nedsat en arbejdsgruppe, der forbereder en konference til foråret. Konferencen skal gerne føre til, at fagforeningerne kommer i dialog med Mecom om journalistisk kvalitet, redaktionel uafhængighed og mangfoldighed i medierne.

»Vi får færre og færre informationer via medarbejderrepræsentanterne i samarbejdsudvalgene i Mecom-koncernen, og derfor får vi sværere ved at tage ansvar, når der sker noget,« siger Fred Jacobsen.

Mærkværdig. Det er det ord, Lisbeth Knudsen bruger om fagforeningsfolkenes bekymring for Mecoms stærke fokus på salg.

»Vi har gode traditioner både for at samarbejde mellem kommercielle afdelinger og redaktioner og for at respektere grænserne mellem redaktionelt indhold og annoncering,« siger Lisbeth Knudsen, der ikke mener, at formuleringen 'building editorial platforms for advertisers' rummer nogen trussel mod den redaktionelle frihed.

»Hvis vi skaber et nyt mandetillæg med en ny websatsning, så bygger vi redaktionelle platforme for annoncører. Journalisterne skal ikke skrive noget, der indretter sig efter annoncørernes ønsker, men de må gerne interessere sig for emnet,« siger Lisbeth Knudsen.

Hun forklarer, at Berlingske blandt andet vil skabe mere salg ved at udnytte avisernes kendskab til læsernes interesser. En del læsere tilmelder sig avisernes nyhedsbreve om for eksempel rejser.
»De læserkontakter vil vi udnytte til at give annoncører mulighed for at være til stede der, hvor læserinteressen er,« siger Lisbeth Knudsen.

Journalisten har tidligere beskrevet, hvordan Berlingske Tidende ville sælge de vine, som avisens vinanmelder havde rost.
I forbindelse med omtalen valgte daværende chefredaktør Niels Lunde hurtigt at afskaffe ordningen igen.
Samtidig er det en model, som Lisbeth Knudsen heller ikke ville bryde sig om.
»Jeg ville ikke lave den sammenblanding,« siger Lisbeth Knudsen.

Medieanalytiker Henrik Schultz fra Kaupthing Bank forstår godt, at Mecom presser på, for at medierne skal udvikle salg og brug af indhold på tværs af medieplatforme. Han mener, at Berlingske-koncernen skal skynde sig.

»Det er klart for enhver, at de økonomiske resultater ikke holder mål hos Berlingske. Hvis ikke der sker noget inden fem-ti år, så er store dele af koncernen nedlagt eller stærkt nødlidende. Det er ikke nok med et mindre overskud som nu, for det koster frygtelig meget kapital at udvikle de nye medieplatforme. Det handler ikke kun om, at Montgomery vil presse mere blod ud af aviserne,« siger Henrik Schultz, der ser store muligheder for Lisbeth Knudsen.

»Hendes profil matcher fint Montgomerys overordnede filosofi. Hun ser Berlingske-koncernen som et helt mediehus uden snævre grænser for geografi eller medietyper – ligesom da hun samlede DRs nyhedsafdeling. Hun må have stor opbakning hos Montgomery,« siger Henrik Schultz.

Han kalder det et forretningsmæssigt skråplan, hvis medierne i Berlingske-koncernen blander annoncer og redaktionelle hensyn sammen.

»Det mest effektive er at holde tingene adskilt, men forskellige kanaler flyder i dag til en vis grad over i hinanden. Hvis aviser bringer serier om biler eller møbler, vil flere artikler frem over linke direkte til information fra producenterne,« siger Henrik Schultz.

Han peger samtidig på, at den mere objektive søgetjeneste Google har større succes med at tiltrække brugere end søgetjenester, der vægter søgeresultater i forhold til kommercielle hensyn.

 

0 Kommentarer