AVISKRIG. Det Berlingske Officin er klar til at gå ind i aviskrigen med en ny husstandsomdelt gratisavis, erfarer Journalisten.dk.
Det er officinets nye ejer, David Montgomery, der ønsker at lave en gratisavis, som kan tage kampen op mod JP/Politikens 24timer og islændingenes Nyhedsavisen. Men selv om avisens redaktion allerede er ved at blive sammensat, er det endnu ikke 100 procent sikkert, om avisen kommer på gaden. Det bliver besluttet på et møde på tirsdag.
Ifølge en række kilder i Det Berlingske Officin kom meldingen om officinets offensiv på et orienteringsmøde for B.T.s journalister fredag formiddag. Her informerede chefredaktør Arne Ullum B.T.s medarbejdere om gratisavisen.
Det bliver B.T.-online-chefen, Steen Breiner, der kommer til at stå i spidsen for den nye avis, som får lov at plukke medarbejdere fra både B.T., Berlingske Tidende og Urban.
Ifølge Journalisten.dks oplysninger er den nye gratisavis udelukkende tænkt som et offensivt modtræk i aviskrigen. Således er der en kontant bonus til medarbejderne på 10.000 kroner, hvis projektet varer i 14 dage, og en ekstra månedsløn, hvis avisen vil være på gaden i mindst tre måneder.
I Det Berlingske Officin ønsker man ikke at kommentere Journalisten.dks oplysninger om en ny gratisavis.
»Vi har hele tiden sagt, at vi melder ud, når vi er klar til at melde ud. Det her er jo en konkurrencesituation, og der er ingen grund til at spille med mere åbne kort end nødvendigt,« siger koncernchef Joachim Malling.
På Bladkompagniet, der med stor sandsynlighed vil komme til at distribuere den nye husstandsomdelte gratisavis, er administrerende direktør Lars Bjørn Høybye mere end overrasket over Journalisten.dks oplysninger.
»Lige nu koncentrerer vi os om, at vi skal distribuere 24timer fra på torsdag, og jeg har intet hørt fra Det Berlingske Officin om det her,« siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Arne Ullum eller Steen Breiner.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.