Målgruppen for Berlingske Nyt er medarbejdere på Berlingske Tidende, B.T., Weekendavisen, Urban og Aved-øre Avistryk. Bladet sendes også ud til Berlingskes datterselskaber. Redaktør er vikarierende kommunikationschef Boris Koll. Redaktionen består af skrivende medarbejdere på Berlingske Tidende, Weekendavisen og B.T. Redaktionen får ideer til bladet gennem kontaktpersoner i Berlingskes afdelinger og datterselskaber. Koncernledelsen får ikke bladet til gennemsyn før udgivelsen. Berlingske Nyt udkommer 10 gange årligt.
– Hvad er målet med Berlingske Nyt?
Boris Koll: "Vi skal fortælle om vigtige begivenheder i koncernens liv. For eksempel var lanceringen af Urban og præsentationen af Karsten Madsen som ny chefredaktør oplagt stof. Vi skriver tit små portrætter af medarbejdere, som fortæller om deres funktion. Desuden bringer vi servicestof for eksempel om den ny kantineordning, personalestof og nyt fra hobbyklubberne."
– Berlingske Nyt bliver kaldt ukritisk. Hvad siger du til det?
"Det er ikke rigtigt. Vi tager ret håndfast på stoffet en gang imellem. Da Urban blev lanceret, var flere i huset for eksempel bange for, at det ville skade B.T.s løssalg, og at investeringen ikke kunne forrentes. Derfor stillede vi også nogle ret skarpe spørgsmål til Urbans redaktør. Vi vil gerne give læseren fornemmelsen af, at der ikke er brugt fløjlshandsker. Læserne skal være sikre på, at vi er ude i deres ærinde. Jeg kan ikke forstå, at vi skulle mangle en kritisk profil."
– Hvad synes du om personalebladene på Jyllands-Posten og i Politikens Hus?
"Jeg har læst dem. Hvis de gjorde tingene på en bedre måde, ville vi ikke være bange for at stjæle deres ideer. Jeg synes, vi har det bedste bladmix." – Hvad kan Berlingske Nyt gøre bedre?
"Vi laver det blad, vi ønsker at lave. For mig er det ikke i sig selv et formål at komme så tæt på det elektriske hegn som muligt. I mange sammenhænge ville en kritisk vinkel virke underligt mistænkeliggørende. Debatten kan foregå på chatten."
Læs også: Selvglad eller selvkritisk, Svingdøren og JP Insats
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.