Journalisten sætter i et tema fokus på kommunikationsfronterne og hører forskellige store organisationer og virksomheders bud på efterårets kommunikationsstrategier.
Det er nu over et år siden, at britiske Mecom satte Berlingske Media til salg. Siden har rygter om mulige opkøbere svirret både internt og i pressen, ligesom virksomheden har måttet skære i bemandingen.
Det sætter den interne kommunikation på en prøve, siger Gitte Bisse Bertelsen, kommunikationschef i Berlingske Media.
»Det er en periode, hvor alle vil vide enormt meget. Derfor arbejder vi meget med at informere medarbejderne om, hvad der foregår. I sådan en situation bliver der skruet op for den interne kommunikation. Det har vi blandt andet gjort med Lisbeth Knudsens interne blog til medarbejderne, et tema om salgsprocessen på intranettet og løbende orientering til lederkredsen,« siger hun og fortsætter:
»På det eksterne niveau gør vi meget ud af at være fuldt tilgængelige over for omverdenen. Vi har også lanceret en ny hjemmeside, berlingskemedia.dk, som gør det nemmere at få fat i os og få indblik i virksomheden.«
Det kan dog til tider være svært at informere medarbejderne, for Mecom, der ejer Berlingske Media, er et børsnoteret selskab. Det betyder, at omtale af eventuelle forhandlinger er lukket land.
For at imødekomme den store mængde af rygter har administrerende direktør Lisbeth Knudsen åbent forklaret sit syn på sagen på sin blog på b.dk. Blandt andet skrev hun i juni et indlæg under titlen ’DR2 Deadline helt i hegnet’, hvor hun forsøgte at nuancere den, ifølge hende, fejlbefængte debat, der havde været om Berlingske Media i programmet.
»Lisbeth har været god til at sige, hvis noget i medierne ikke holder vand,« siger Gitte Bisse Bertelsen.
Betyder det så, at I er ved at blive solgt, når I ikke kommunikerer noget ud?
»Man kan lave alle mulige spekulationer, og det bliver der jo allerede. Vi har gjort meget ud af at sige, at Lisbeth Knudsen ikke kommenterer på rygter. Hvis hun ikke siger noget, betyder det ikke, at det er sandt. Vores virksomhed er også præget af, at vores medarbejdere er nysgerrige journalister, men alt, vi kan gøre, er at kommunikere det, vi har lov til at sige, ud til vores medarbejdere,« siger Gitte Bisse Bertelsen.
Gisse Bisse Bertelsen forklarer til gengæld, at man internt tilbageviser rygter.
»Vi har et meget udbygget intranet, hvor vi prøver at motivere og skrive positive historier, ligesom vi formidler de negative historier på en fair måde. Vi gør vores bedste for, at folk er velorienterede. Vi er præget af usikkerhed, men vi prøver at have en god dagligdag kørende og yde vores bedste,« siger hun.
Gitte Bisse Bertelsen mener, at det vigtigste for virksomheden lige nu og fremover er at prøve at fortsætte ufortrødent, selv om man er i en salgsposition.
»Vi skal holde næsen i sporet og lave de bedste produkter, vi kan. Man skal også gøre sig til, når man er til salg, og vise, at man har et godt produkt. Vi må ikke falde ned i et hul, hvor vi fortaber os i, at bare fordi situationen er usikker, så kan vi ikke lave gode historier,« siger hun.
Det er over et år siden, at Berlingske Media blev sat til salg. Det har gjort, at kommunikationsafdelingen er ved at have tilpasset sig situationen, siger Gitte Bisse Bertelsen.
»Vi har fundet et meget godt leje i forhold til at eksistere i strømmen af rygter og de historier, andre medier bringer om os. I starten var det meget svært, fordi det var så nyt.«
Rettet 6/8-13: Salgsprocessen har været i gang i mere end et år, ikke kun i over et halvt år, som det fremgik af artiklen.
5