Økonomien hænger ikke sammen i Berlingske Avistryk. Derfor skal mere end 100 medarbejdere formodentlig fyres, skriver dagbladet Børsen.
Priskrigen på trykkerimarkedet er med til, at Berlingske Media nu gennemtvinger en fyringsrunde. I Berlingske Avistryk, som består af Sjællandske Avistryk, Jydske Avistryk, Bergske Avistryk og Trykcentralen, står mere end 100 mennesker til at miste deres arbejde, skriver dagbladet Børsen.
"I trykkeriet i Vonsild (Jydske Avistryk, red.) er det en besparelse på 50 procent af medarbejderne, det vil sige 35-40 ansatte. Og på de andre trykkerier arbejder de med lignende spareplaner," siger tillidsrepræsentant Jan Andersen til Børsen.
Det betyder, at antallet af fyringer nemt kan bevæge sig over på den forkerte side af 100.
Forhandlingerne om nedskæringerne kommer til at forløbe over de kommende 21 dage. Jan Andersen forventer ikke, at der er meget at rafle om.
"Det er et ultimatum, så vi har ikke så meget valg."
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.