I mange år var det mere cool for pressefotografer at bruge et kamera fra Canon end konkurrenten Nikon. Men et magtskifte mellem de to kameraproducenter kan være på vej, viser tal fra Pressefotografforbundet. Andelen af billeder indsendt til Årets Pressefofo taget med et Canon-kamera er i hvert fald faldet fra fra 80 procent i 2008 til 58 procent sidste år og 45 procent i år. Tallet for 2015 er dog behæftet med stor usikkerhed.
Faldet kan meget vel fortsætte. Berlingske Media har nemlig besluttet, at alle 35 fotografer i koncernen skal bruge Nikon. Udstyret blev taget i brug i sidste uge, forklarer chefredaktør for Berlingskes billedbureau og Scanpix Søren Lorenzen.
»Den korte historie er, at Canon i mange år sad på tronen i vores branche. De havde de bedste kameraer og havde dermed en meget stor markedsandel. Men de seneste seks år er Nikon kommet med nye kameraer, der er fantastisk gode,« siger han.
Knapperne sidder anderledes
Berlingske Media talte både med Canon og Nikon, da fotograferne skulle have nyt udstyr.
»Vi endte med, at Nikon var det rigtige for os. Deres råfiler er bedre, og deres kameraer har en fantastisk lysfølsomhed,« siger Søren Lorenzen.
Ulempen ved Nikon er, at knapperne sidder helt anderledes end på Canons kameraer, siger pressefotograf i Berlingske Media Erik Refner.
»Den vej, man zoomer ind med et Canon, zoomer ud med et Nikon. Hukommelseskortet skal også sættes omvendt i. Alt et omvendt,« siger Erik Refner.
Han har brugt Canon i hele sin karriere og har været med til at teste nye modeller for dem.
Han siger, at det kræver stor tilvænning at blive fortrolig med det nye kamera.
»Det har været et rent helvede. Jeg var ude til en demonstration, hvor jeg ikke havde tid til at bladre igennem menuen, da kameraet pludselig opførte sig underligt. Jeg tror, det tager et halvt år, før det sidder i fingerspidserne. Det er ikke nemt,« siger Erik Refner.
Svært når det går hurtigt
Men billedkvaliteten er bedre, fortæller Erik Refner.
»Når jeg ser filerne, er jeg godt tilfreds. Jeg skal bare have det ind på rygraden.«
Søren Lorenzen siger, at det ikke er et problem at bruge kameraet, hvis man sætter det på auto, eller hvis man har god tid.
»Men hvis du skal tage actionbilleder, kan du komme lidt i bekneb,« siger Søren Lorenzen, der sammenligner det med at skifte fra PC til Mac.
Canon: Ærgerligt
Produktchef for Canons professionelle produkter i Norden John Hudson siger, at Berlingske Medias valg af Nikon er »ærgerligt«. Da forhandlingerne fandt sted i januar, kom Canon med tre år gamle modeller, mens Nikon havde mere nyt at tilbyde.
»Vi har manglet produkterne, og konkurrenterne kommer fra mange sider. Der er en del mærker på markedet efterhånden,« siger han til Journalisten.
På verdensplan er situationen dog bedre for Canon. Ved World Press Photo 2015 var 23 ud af 38 vinderbilleder i år taget med et Canon-apparat. Det svarer til 60 procent. Syv fotos var taget med Nikon og resten med Olympus, Apple, Hasselblad, Phase One, Ricoh, Leica og Namiya.
John Hudson tror, at et nyt kamera med 50 megapixel kan bane vejen for Canon.
»Jeg håber, det er en engangsforestilling i Danmark, og så skal vi bare banke dem igen næste gang,« siger han.
Flere pixels
Freelancefotograf Ricky John Molloy skiftede fra Canon til Nikon D800 for tre år siden. Det første, han bemærkede, var farvegengivelsen på hudtoner.
»Hudtoner har altid været akilleshælen ved digitale kameraer. Hudtonerne var meget mere naturtro med Nikons kamera. Det betød, at jeg skulle redigere meget mindre, når jeg konverterede mine råfiler,« siger han.
Desuden kunne han oftere fotografere uden flash, fordi Nikon er bedre til at håndtere ’støj’ og havde flere pixels at arbejde med.
Han skiftede både kamera og objektiver.
»Jeg skiftede det hele. Det var et kæmpe spring. Objektivet drejes omvendt på huset. Knapperne sidder andre steder. Alt er anderledes. Du har ikke et drejehjul bag på kameraet som på Canon. Men jeg kunne se, at når jeg havde taget billederne, så var de så gode, at jeg sparede tid,« forklarer Ricky John Molloy.
Tid til at fjumre
Ricky John Molloy skiftede til Nikon lige op til en sommerferie.
»Så jeg havde tid til at fjumre. Hvis jeg var pressefotograf, så ville jeg være ked af at bruge det på arbejdet den første dag. Jeg skulle nok have en uges tid til at lære det at kende,« siger han.
Præciseret 4. marts klokken 12.30: Det er blevet tilføjet, at tallene for kamaraer ved Årets Pressefoto 2015 er behæftet med stor usikkerhed. Tallet er derfor ikke direkte sammenligneligt med de andre år.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.