Berlingske Media skal ud i ny fyringsrunde

Kun lidt over et halvt år efter sidste store fyringsrunde skal Berlingske Media ud i en ny. 83 stillinger skal nedlægges, heraf skal 13 redaktionelle stillinger skæres væk, erfarer journalisten.dk.

Kun lidt over et halvt år efter sidste store fyringsrunde skal Berlingske Media ud i en ny. 83 stillinger skal nedlægges, heraf skal 13 redaktionelle stillinger skæres væk, erfarer journalisten.dk.
I januar gennemførte Berlingske Media en stor sparerunde. Det betød helt konkret, at gratisavisen Urban måtte lukkes. Udgangspunktet dengang var, at 87 stillinger skulle nedlægges. Det endte dog efter forhandlinger med, at 71 medarbejdere måtte afskediges.

Tillidsmand Frederik M. Juel kaldte det dengang "den mest rædselsfulde dag".

Men nu – lidt over et halvt år efter – skal Berlingske-koncernen ud i endnu en omfattende sparerunde.

Det fremgår af et opslag på Berlingske Medias intranet, hvor medarbejderne er blevet informeret om sparerunden. Opslaget har overskriften "Beklagelig situation, men nødvendigt skridt".

Her erkender ledelsen blankt, at det er i strid med koncernchef og chefredaktør Lisbeth Knudsens tidligere udmeldinger, at der allerede skal søsættes endnu en fyringsrunde.

"Det lå da heller ikke i kortene, at det blev nødvendigt med endnu en samlet spareplan i år efter, at der i januar blev foretaget opstramninger. Det lå faktisk så langt væk, at Lisbeth Knudsen i første halvår meldte ud, at der ikke var planer om nogen yderligere større sparerunder i år – kun mindre strukturelle og rationelle tilpasninger rundt omkring," lyder det i den interne mail.

Men ledelsen begrunder den uventede spareplan med "en salgsmæssig skuffende sommer" som "har slået forventningerne ud af kurs".

I den interne mail afviser Lisbeth Knudsen samtidig, at der er en forbindelse til rygterne om, at Berlingske Media er til salg.

"Nej, uanset rygter om salg og en ny ejer til Berlingske Media, så skal og må spareplanen gennemføres. Det er vigtigt både for vores selvforståelse og vores markedsposition at fortsætte den gode kurs, hvormed det er lykkedes os de seneste år at vende minus til plus på driftsresultatet. Derfor er det også meget vigtigt, at alle i Berlingske Media nu kæmper som besat på at nå de mål, man har i vores forskellige afdelinger," udtaler hun i mailen.

Til sidst i mailen opridses vilkårene for den nye fyringsrunde.

"Der er i denne omgang lagt op til en spareplan, som skal skaffe 16 mio. kr. i det indeværende år. Besparelserne opnås ved at nedlægge i alt 83 stillinger, men da 17 af disse er ubesatte i øjeblikket, bliver der reelt tale om, at virksomheden må tage afsked med 66 medarbejdere," lyder det.

De 66 stillinger fordeles således:

Administrative: 35
Ledere og specialister: 18
Redaktionelle: 13

"I løbet af de kommende 14 dage vil der blive holdt møder mellem de lokale ledelser og tillidsfolk, og hovedparten af alle afskedigelser forventes at være gennemført inden udgangen af august," lyder det videre.

Der vil være mulighed for – som sidst – at få frivillige fratrædelser.

Opdateres. 

1 Kommentar

Henning Sørensen
16. AUGUST 2012
Re: Berlingske Media skal ud i ny fyringsrunde
Trim før salg...