Berlingske Media køber sig ind i boligsite

Berlingske Media har købt en fjerdedel af boligsitet Boliga.dk, der samler boligannoncer fra hele landet. Boliga har ifølge Berlingske Media omkring en halv million brugere om måneden.

Berlingske Media har købt en fjerdedel af boligsitet Boliga.dk, der samler boligannoncer fra hele landet. Boliga har ifølge Berlingske Media omkring en halv million brugere om måneden.

Berlingske Media udvider igen sine interesser, denne gang tager koncernen et skridt ind på boligmarkedet. Berlingske Media har købt 24,9 % af firmaet Boliga ApS og bliver dermed medejer.

Boliga blev stiftet i 2007 og er en søgemaskine med boliger, hvor man blandt andet kan se boligannoncer fra hele landet, se top ti over de mest drastiske prisfald og få gode råd om boligsalg.

Boliga har for nylig udvidet sine aktiviteter og er gået ind på markedet i både Sverige og Norge.

Boliga har ifølge Google Analytics omkring 500.000 månedlige brugere på sit danske site, skriver Berlingske Media i en pressemeddelelse.

Direktør for Boliga ApS Ricco Zuschlag glæder sig til at bruge samarbejdet til at nå ud til Berlingske Medias læsere og andre målgrupper.

»Berlingske Media når ud til 2,6 mio. danskere om ugen gennem alle deres udgivelser – en fantastisk kontaktflade, som Boliga nu også kommer i dialog med gennem vores nye fælles ejerskab,« siger Ricco Zuschlag i pressemeddelelsen.

0 Kommentarer