David Montgomerys europæiske medieimperium mister annonceindtægter som aldrig før. Ny opgørelse viser et samlet fald på 22 procent det seneste år. Værst ser det ud i Danmark.
Trods frasalg af en række selskaber i Norge, Holland og hele den tyske division kæmper Mecom Group plc. fortsat for at få en fornuftig forretning ud af mediedriften i de resterende lande. Det fremgår af en børsmeddelelse, som selskabet har udsendt i dag.
Mecom, der ledes af David Montgomery, har i årets første fire måneder haft 22 procent færre annonceindtægter sammenlignet med samme periode sidste år.
Værst er situationen i Danmark, hvor tilbagegangen er hele 25 procent. Dernæst følger Holland med en nedgang på 22 procent. I Norge er annonceomsætningen faldet med 20 procent, og i Polen er omsætningstabet på 13 procent.
Ifølge Mecom er der dog udsigt til, at situationen generelt er ved at stabilisere sig på mediemarkedet. Og dermed også for David Montgomerys paneuropæiske mediegesjæft.
"Det samlede fald på 22 procent svarer nogenlunde til den forventede nedgang på 20 procent for årets tre første måneder. I øvrigt skyldes det nogle nogle helt enkeltstående grunde i Danmark, hvor virkningen ventes at blive omvendt i de kommende måneder. Endelig har påsken haft en negative virkning," oplyser Mecom i børsmeddelelsen og tilføjer:
"Der er nu tegn på, at nedgangen nu er væsentligt mindre end i februar, som var den værste måned. Samtidig er der tegn på større stabilitet, særligt i vores hollandske og norske divisioner."
Samlet set er indtægterne for hele Mecom faldet med 14 procent i årets første fire måneder, men samtidig er omkostningerne reduceret med ni procent – svarende til 45 mio. euro – og oplagsindtægterne anses nu for at være stabile.
Mecom Group forventer derfor, at man i 2009 samlet kan spare mindst 75 mio. euro, hvilket man håber er nok til at modstå en yderligere nedgang i annonceindtægterne.
Desuden er den samlede gæld siden slutningen af december og frem til udgangen af april reduceret med 126,7 mio. euro til nu 565,5 mio. euro – svarende til en gæld på 4,2 mia. kroner. Reduktionen skyldes først og fremmest frasalget af medieselskaber i Tyskland og det nordvestlige Norge.
Ved udgangen af sidste måned oplyste Mecom, at man i 2008 havde skåret syv procent af medarbejderstaben væk på tværs af Europa – svarende til 830 ansatte. For 2009 er målet at reducere antallet af medarbejdere med yderligere 500, skriver the Guardian i dag.
Læs også: 18 banker indgår ny aftale med Berlingske Medias ejer
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.