Berlingske Media udvider nu sine digitale interesser og bliver den primære ejer af sundhedsportalen Netdoktor.dk.
Portalen har 13 år på bagen og bruges i dag af 56 pct. af danskerne i løbet af et helt år. Dermed er Netdoktor stadig blandt de mest brugte websites i Danmark.
Ifølge seneste tal fra FDIM har Netdoktor godt 353.000 unikke brugere og indtager dermed en 28. plads blandt alle sites.
"Vi er meget stolte og glade for, at vi har fået muligheden for at overtage Netdoktor Media A/S fra dets nuværende ejere. Vi har stor respekt for den professionelle måde, som portalen hidtil er blevet drevet på og er derfor også stærkt tilfredse med at kunne fortsætte samarbejdet med de nuværende medarbejdere," siger Lisbeth Knudsen, koncernchef for Berlingske Media, i en pressemeddelelse.
Berlingske har ingen planer om at ændre på Netdoktor i sin nuværende form, men vil til gengæld undersøge muligheder for yderligere udbredelse via Berlingskes øvrige medier.
Berlingske Media overtager Netdoktor Media pr. 4. februar 2011, og herefter er ejerforholdet fordelt med 80 procent til Berlingske Media og 20 procent til ledelsen af Netdoktor Media A/S.
4